Læsetid: 4 min.

Vals i minefeltet

Martin Hall insisterer med sit nye fremragende album på musik som rum for nærvær, sansning og erindring. Og han viser talent for at gå dekadent til sin karriere som nyfødt medie-darling
Martin Hall har med -Hospital Cafeterias- begået sit bedste album siden 2001, mener Ralf Christensen

Martin Hall har med -Hospital Cafeterias- begået sit bedste album siden 2001, mener Ralf Christensen

Jens Thaysen

9. februar 2009

Talent er en forræderisk størrelse. Det kan koste en den kunstneriske førlighed, når man løber ind ad døre, som det har åbnet. Men som man aldrig skulle være rendt ind ad.

Det kunne således være gået galt for Martin Hall, da han blev en del af Talent 2008. En slags gøglet variant af X Factor, hvor han indgik i dommertrioen.

Det viste sig dog at Hall også har talent for at gå dekadent til sin karriere som medie-darling - endda samtidig med at han kan gå målrettet til sin karriere som kunstner. Ud af hans deltagelse i talentcirkusset kom således hans 'undercover'-dagbog fra oplevelserne, 'Vægtløs mand under truende sky'.

Den 45-årige herre har med sin pludselige berømmelse vundet en sær position i det kulturelle minefelt, hvor han har været under sladderpressens granskning og den danske befolknings bevågenhed. Forsøg f.eks. at gå ind på Google og skriv Martin Hall og se forslagene, der dukker op i scrolldown-feltet. Her er det femte mest søgte åbenbart "martin hall homo", mens "martin hall musik" heldigvis løber af med sejren. Hall er altså google-wise kommet sejrrig ud på den anden side af mediestormen efter hans deltagelse i Talent 2008 - hvorunder et af de store diskussionsemner i sladderpressen var om han var bøsse. Hvilket må have været ud fra kortslutningen at al affekteret adfærd er tegn på homoseksualitet. Ung må verden endnu være.

Og musik-wise? Jo, der er Hal også i fuld firspring og storform. Ja, faktisk synes hans seneste album at vidne om en rank trodsighed og en stram kunstnerisk linje. Det betyder at det stærkt strygerbårne og varierede nye album, 'Hospital Cafeterias', er et uvejr af sammenstød, idéer og ord, som ikke skeler nervøst til genkendelighed eller nødvendigvis forståelighed. Flere sange - eller recitationer - foregår f.eks. på tysk, og partiturmusikken indtager en central rolle.

Hall omgiver sig denne gang med en bred vifte af musikere og andre personligheder, som han har samarbejdet med om komposition, sang, spil og programmering. Folk og grupperinger som Claus Beck-Nielsen Memorial, dansk elektronisk musiks grand old lady Else Marie Pade, Marquis Marcel De Sade, orkestret 'The Vista Dome Ensemble', Efterklangs Casper Clausen, Sort Sols Knud Odde, opera-sangerinderne Andrea Pelligrini og Sara Fiil samt glitch/dub/electronica-programmøren Mikkel Meyer.

Det betyder at vi får avantgardistiske labyrinter for klaver overlejret med tysk recitation. Vi får en et minut lang operasang hjemsøgt af klange fra en spøgelsessal, hvor kulturarven klynker efter luft. Vi får en ode til søs med strygere på et skib i færd med at kæntre. Og vi får korte intime og poetiske beskeder lagt på diktafon eller måske gammeldags telefonsvarer.

Men det betyder samtidig, at vi får grufuldt smukke sange som 'Lied Zwei', hvor Hall, Fiil og Meyer blander flamenco-guitar, glitch og opera. En glitch-blues-sang som 'No Thanks And Then Some'. Eller 'Brother Spare A Moment', der vist nærmest er en popsang udstyret med let klezmer-inspirerede strygere og fremført af en operasangerinde - sært, men gribende.

Kunst og hukommelse

Og det er gribende ikke mindst fordi Hall insisterer på at musikken er et rum for ophøjet nærvær, intens sansning og fortættet erindring. Hvilket også understreges af sangenes vidt varierede, tit nærmest demonstrative klangrum, typisk af den stærkt patinerede, hvis ikke hjemsøgte slags (beslægtet med den såkaldte hauntology, som man finder hos musikere som 'Boards of Canada' og 'The Caretaker'). Samtidig med at han insisterer på partituret og den traditionelle finkultur som relevante størrelser i vores musikperspektiv. Som jo har det med at snævre sig ind om rocksangen og vers-omkvæd-strukturen. Hospital Cafeterias er ikke pop og glemsel, men kunst og hukommelse.

Hovedpersonen omtaler selv pladen som 'en moderne salonplade', og det fortæller måske noget om den troldsplint, der stikker i dette værk. Der er en leg med finkultur, en respekt for den og en dekonstruktion af den, som nok skulle få passiaren til at forstumme i alverdens pænere borgerskabelige cirkler. Men som kommer med et bud på hvordan klassisk musik kan gebærde sig i det 21. århundred, og hvordan romantik kan blive høj på vingeskudt pop.

Bedste album siden 2001

Det er en smuk genopfindelse (igen) pudsigt nok præget af en morbid interesse for dårligdom og død (titlen! coverbillederne!), som dette album kredser omend ikke ensidigt om. Hall har i denne anmelders ører lavet sit bedste album siden Metropolitan Suite fra 2001, der i øvrigt udstikker det nye albums kuldslåede og avantgardpoppede tilgang til klassisk musik og avantgarde.

Martin Hall synes at danse en helt ubesværet vals gennem det minefelt, der er vores kultur. Imens han valser med stor elegance rundt, helt uskadt, detonerer minerne om ørerne på os. Og hvilken frydefuld larm det er.

Martin Hall: Hospital Cafeterias (Panoptikon/A:larm). Er udkommet. Hall-albummet Random Hold (1996) og Under For-albummet Apparently All The Same (1984) er samtidig blevet genudgivet tilsat ekstramateriale (Panoptikon/A:larm)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Sølvvig

Hvis Elsa Gress havde ret i at et land på vores størrelse kun kunne frembringe max fem genier ad gangen tror jeg , at Martin Hall er en af dem