"Memento mori." Husk, at du skal dø. Sådan påmindede de gamle romere hinanden.
Nu lever folk meget længere end dengang. Tanken om den uundgåelige dødelighed har det med at ramme, når 60-års dagen er i sigte.
Just sådan forholdt det sig for økonomen og forfatteren Hans Kornø Rasmussen. Han gør status med ordene:
"Jeg var afdanket. Et langt liv i sus og dus havde sat sine spor, og jeg skulle nu langsomt til at betale prisen."
Kornø tilstår:
"I hele mit voksenliv har jeg røget, drukket og spist for meget og forkert."
Kornø var overvægtig, havde rygerlunger, ondt i ryggen, dårlig højre skulder og besværligt venstre ben.
I efteråret 2007 stod det Kornø klart, at han måtte gøre noget drastisk anderledes. Han forklarer:
"Jeg skulle ikke finde mig selv. Jeg skulle på en måde opfinde mig selv. Nu skulle jeg lede efter et projekt, der kunne opfylde alle mine diffuse tanker og krav. Jeg måtte erkende, at projektet skulle være farligt. Det skulle opveje, at jeg i virkeligheden følte, at jeg som afdanket 60-årig allerede stod i en livstruende situation."
Han valgte et bjerg
Kornø valgte det farlige projekt at bestige det sydfranske bjerg Mont Ventoux på cykel. 1.909 meter oppe ligger toppen. 1.579 er stigningen fra den nærliggende provençalske by Bédoin. Tour de France-ryttere er styrtet under turen op. En af dem, Tom Simpson, lå død efter faldet, der ikke bare skyldtes varme og udmattelse, men også afstivning af legemet med amfetamin og cognac. 'Det rytterædende bjerg' kaldes Mont Ventoux af myteskabende sportsjournalister.
Før Hans Kornø Rasmussen kunne gøre sig forhåbning om at nå bjergets top på den dato, han satte sig - 30. juni 2008 - måtte han i gang med at ommøblere sit legeme.
Om denne kamp mod sig selv, sin krop og sit vakkelvorne sind fortæller Kornø i bogen med titlen Hans og Bjerget. Kornø fortæller, at det hårde træningsarbejde bekræftede ham i en indsigt:
"Det blev skåret ud i pap, hvad jeg godt vidste i forvejen: At det, der for alvor giver mening, er at foretage sig noget helhjertet på de betingelser, der nu engang er givet én. Og mine betingelser havde ændret sig, og derfor måtte mit liv følge med."
Igen spøger memento mori:
"Statistisk set lå døden heller ikke så voldsomt langt ude i fremtiden. Og derefter er det kun ganske få, der kan huske, hvem man var. Så alle argumenter pegede på, at jeg bare skulle dyrke mig selv med åbent sind. Hvad der giver mening, afhang derfor alene af mig selv."
Men så nemt er det jo ikke. Der er også andre mennesker at tage i betragtning.
Og her er Kornø heldig. For han er omgivet af en forstående familie: Børn, der tilskynder ham, en hustru, der rejser med og på dommens udflugtsdag kører i følgevogn og skænker energidrikke og andre opstramninger. Plus gode venner, der sågar tilbyder at cykle med op til toppen. Er man så begunstiget, er døden til at overvinde.
Kornø fortæller om sin kamp mod bjerget afbrudt af afsnit skrevet af hans krops-coach, Torben Bremann, der fortæller om sin kamp mod Kornøs lastefulde tilbøjeligheder.
Og som det er i den virkelige verden: Hvem, der egentlig vinder, er ikke ganske klart. Jo, Kornø kommer op på sit bjerg, med mas, møje og blodige sår. Men lasterne dropper han ikke. Sprut og smøger er stadig blandt livsytringerne. Og nedtur får han fra bjerget - i mere end én forstand.
Hjemkommen til hverdagen føler han tomhed. Nøjagtigt som man kan huske det efter overståelsen af éns livs afgørende eksaminer. Kornø udvikler depressioner. En måned efter bjergbestigningen noterer han i sin dagbog:
"Sikke en nedtur. Det havde jeg slet ikke forestillet mig. Jeg tager nu til en psykolog."
Siden drager Kornø konklusionen:
"Jeg kan desværre heller ikke ændre min livsstil, medmindre jeg anerkender, at det bliver en lang og sej kamp, der formodentlig - og forhåbentlig - varer livet ud."
Hans Kornø Rasmussen og Torben Bremann: 'Hans og bjerget'. 159 s. Rigt ill. 199 kr. Peoples Press. Udkommer den 30. marts
