Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Æv bæv, du kan ikke se mig

Et negativt menneskesyn og et uhyggeligt parallelt univers lokker
Kultur
20. marts 2009
Det er helt umuligt at finde den rigtige krog at hænge Alicja Kwade op på, logikken slår fra, og de vilde gætterier (og Satan) tager over.

Det er helt umuligt at finde den rigtige krog at hænge Alicja Kwade op på, logikken slår fra, og de vilde gætterier (og Satan) tager over.

Anders Sune Berg

Lige inden for døren ligger en blank lakeret palle i mahogni. Den er pudset, så den ligner dronningens skrivebord og fortæller en kær lille historie om, at shipping er vigtigere end handel, og at vi flytter mere, end vi forbruger.

Alicja Kwade er klassisk hip kunststjerne i lukkede gallericirkler, der hungrer efter nyt, som ligner det gamle. Og som en mørkere udgave af Anselm Reyle går hun lige i blodet på kunst-eliten med sine umiddelbart søgte greb, der handler om oprindelse og materiale, form og antiform. Og så kan man nok heller ikke helt komme uden om, at det er lettere at sælge noget, som om det lige er knækket af modernitetens yderste spids, hvis det kommer fra et eksotisk østland.

En klump kul fra en mine i den by, hvor hun er opvokset (suk) i Polen, ligger på gulvet over for en præcis afstøbning af kulklumpen (gab), der er beklædt med bladguld (snork). Hun mangler kun en stormfuld nat (og en madras) for at fuldende mesterværket.

Midt i lokalet er opsat en barnlig konstruktion med otte af de fra lauritz.com så kendte Kaiser-iDell-lamper, der står to og to over for hinanden med et stykke glas, eller er det et spejl, imellem sig. Uha, mysteriet vokser, for de sorte skrivebords-lamper er jo helt ens, men så får man øje på sine sko i glasset, som selvfølgelig er et spejl. Postulatet er, at stilikonerne spejler sig i sig selv og ikke i hinanden, selv om det ser sådan ud, og som glad metafor virker det fint, men som kunst er det alt for oplagt og spild af energi. Ho ho, nu putter vi nogen regneorme ned i et glas og ser hvad der sker, når de ikke får luft. Nå, de døde.

En parallel dimension

Men just som man afskriver Kwade som åndelig stimulans på Fætter BR-plan, hører man en viser flytte sig, en tak og lyden fra et ur komme ud af en højtaler placeret under et kuppelformet spejl. Kwade har simpelthen erstattet et banegårdsurs front med et overvågningsspejl og monteret en mikrofon i urværket, der både fanger visernes klik og neonlysets brummen.

Og så står man der og ser på sig selv inde i uret sammen med rummet, man befinder sig i, i en uendelig cirkel der altid forandrer sig og altid ender samme sted. Der er så mange, der har prøvet at lege med tid og rum, og det gør næsten altid galt. Kwade derimod åbner med sit mærkværdige greb en dør til noget ukendt og besættende, og man har det, som om man står på hotellet eller i brønden i en Murakamibog, med en uhyggelig, ondskabsfuld og uoverskuelig parallel dimension som man, selv om man træder ind i den, aldrig kommer til at forstå.

Fortvivlet og uforløst

Og øjet fortsætter med at stirre. Som om tiden kan se os, men vi kan ikke se tiden. Tik tak, tik tak, hun kan se os, men vi kan ikke se hende, måske peger det helt tilbage på noget Platonpis med, at vi kun kan se virkeligheden gennem kunsterne, fordi virkeligheden i virkeligheden er for stor.

Måske er det en blanding af Olafur og Reyle, vi ser os selv forrådne, imens tiden går. Måske er det Guds øje, der kigger på dig, du kan ikke se Gud, men du kan kun mærke hans tilstedeværelse, når tiden langsomt men sikkert gør det af med dig. Og pallen kan du også kun se, fordi den er pudset op og i mahogni, men den kan altid se dig.

Det er sundt at undre sig, og sjældent har man måtte forlade en udstilling så fortvivlet og uforløst. Ser Kaiser-iDell-lamperne også på hinanden? Hvad med det buede art nouveau-møbel med de to mindre ure, der er usynligt spejlede? Det kræver et stort mod og en høj, høj grad af professionalisme at gennemføre en udstilling, der er så entydig i sin idé og så svær at trænge igennem til. Men måske er Kwade blot et middel, hvor igennem Satan får adgang til os, når vi prøver at lade den sædvanlige logik falde og starte forfra for at forstå, kravler han syvfold med ind. Han gav hende hele kunstverdenen, og nu får han os til gengæld.

'Vom äußersten Rand der Bedingung' hos Christina Wilson, Esplanaden 8b, København K

Serie

Kunst ved Jeppesen

Seneste artikler

  • Stressstreger

    23. september 2010
    Det bedste ved udstillingen er heldigvis Daniel Milans streg. En helt tynd sort krimskrams tilsat brede tykke sorte strøg. Det ser enerverende ud, fordi han kun tegner bevægelsen og skyggerne, og når man koncentrerer sig, får man øje på, at det er døde mennesker eller bizarre motiver med døde dyr og opstemte mennesker, han har tegnet...
  • Billige grin

    19. august 2010
    Moderne kunst for arabere er ligesom mavedans for danskere. Det er muligt, at vi alle har maver, men ve de egyptere, der skal tage imod den første danske mavedanserdelegation på kulturel udvekslingsrejse
  • Utopien nærmer sig

    19. august 2010
    Som en del af et projekt, der skal bringe utopien tilbage på kunstscenen, har kunstneren Goodiepal længe ført krig mod Det Jyske Musikkonservatorium, der fyrede ham i 2008. Krigen har ført ham verden rundt med en forelæsning om computerkunst, men dog ikke tættere på forsonende ord fra konservatoriet
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her