Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Det Afrika, Gud har glemt

Jakob Ejersbos efterladte roman skildrer på medrivende vis en ung kvindes nedtur i et konkret historisk rum
Kultur
1. april 2009

Udstyret med et omslag som sandpapir af grov kvalitet og udsmykket med en primitiv tegning af Afrika som dødningehoved udkommer i dag første del af det bogsæt på tre, som Jakob Ejersbo (1968-2008) efterlod ved sin alt for tidlige død.

De to øvrige bind ventes udsendt senere på året som romanen Liberty og novellesamlingen Revolution.

Efter forfatterens oprindelige plan skulle sidstnævnte ifølge forlæggerens efterord have rummet det nu foreliggende værk, men de enedes om at tage det ud og præsentere den megalange novelle som en selvstændig tekst, hvilket man udmærket forstår. For Eksil er ingen novelle, men en intens og medrivende roman, stykket op i små bitte afsnit og samtidig samlet om én person i et sammensat rum i en vanskelig tid.

Ud til kanten

Bogens jeg-fortæller Samantha, som vi følger 1983-86, fra hun er 15, til hun fylder 18, har engelske forældre, men har boet det meste af sit liv i Tanzania og føler sig mere afrikansk end engelsk.

Til daglig går hun på international kostskole i byen Moshi ved Kilimanjaro, men hun tager tit til Tanga, hvor hendes forældre driver hotel, eller hun besøger kammerater af forskellig nationalitet, som hun har lært at kende på sin skole. Selv er hun en besynderlig blanding af stenhård negl og lille blød pige, fuld af styrke og nysgerrighed, men samtidig konstant i fare, fordi hun søger helt ud til kant og nok aldrig har lært at passe ordentligt på sig selv.

Hun kommer nemt i kontakt med folk, men vælger konsekvent dårligt selskab og må med uhyggelig forudsigelighed betale prisen i form af en treårig nedtur, som omfatter alkoholmisbrug, seksuel udnyttelse, voldtægt, abort, selvmordsforsøg, kokainmisbrug og eskalerende kaos. Uden skånsel og med begge arme dybt nede i sin dystre historie skildrer Jakob Ejersbo et menneske, som skubbes hid og did af ydre omstændigheder, af ulykkeligt samvirkede kræfter i det Afrika, Gud har glemt.

Fars sande ansigt

Skønt fortællingen skridt for skridt følger Samantha, lykkes det også for forfatteren at gøre rede for alternative ruter gennem det afrikanske rum.

Storesøster Alison etablerer sig således ved ægteskab beslutsomt som del af den hvide overklasse i Dar-es-Salaam, alt imens pigernes mor rejser hjem, og faren langsomt afsløres som noget nær det stik modsatte af en eksemplarisk rollemodel.

"Hvis du vil have det godt her i livet," siger han rigtigt til Samantha, "så skal du være anderledes end mig."

Det hjælper han hende bare ikke med. Han har selv kæmpet sig op socialt og tidligt lært, at man skal slå fra sig. Nu fægter han sig igennem, ikke blot som horebuk, men også som våbensmugler og vilter politisk intrigemager, hyppigt af sted på såkaldte 'forretningsrejser'.

Fra faderens militære fortid stammer bekendtskabet med den flotte, charmerende Victor. I armene på ham modnes Samantha erotisk - "Store bølger brydes på kysten så jorden ryster og vandet syder ud mellem klipperne for at samle sig med ny kraft og vælte ind over land" - men da hun ryger på stoffer, kommer hun fælt i kløerne på ham og bliver lige så afhængig af ham, som faderen hele tiden har været.

Ensom og udsat

Hvordan tingene skulle være gået anderledes, kan være svært at se. Måske Samantha skulle have holdt sig til sine kammerater, f.eks. tyske Mick eller danske Christian, der måske står som forfatterens skygge i værket; problemet er kun, at hun er blevet drevet frem mod voksenhed så hurtigt, at hendes jævn-aldrende for hende enten fremstår som drengerøve eller tåbelige tøser.

Så selv om Eksil befolkes af masser af personer med forskellige hudfarver, forbliver den mest af alt en bog om ensomhed, om udsathed og om fremmedhed, centreret i en purung kvinde, der hele tiden skal spørge sig selv: "Hvem er jeg? Hvor hører jeg til?" uden at få hjælp til om så blot små, foreløbige svar. Som skildring af en stor teenager handler den om at opdage, at ens forældre er nogle idioter, nøjagtigt på det tidspunkt, hvor man behøver dem mest, og somAfrika-billede skærper den sin rå psykologiske konflikt yderligere ved at udspille den i en verden af vold og korruption og benhård kapital.

Snavset realisme

Hertil anvender Ejersbo sin dirty realism - skriver klart og direkte, nøgent, stærkt, uden omsvøb - og får derved scene efter scene til at fremstå troværdigt.

Indimellem kan hans hæsblæsende telegramstil godt gå hen og blive for meget; men havde han på den anden side ikke skåret fedtet fra, var hans mammutnovelle røget langt op over de 300 sider.

Man mærker enkelte steder, at bogens sidste klar-gøring til trykken ikke er besørget af forfatteren selv. Samantha indfører f.eks. på side 18 en bifigur fra skolen, som vi så først får præsenteret rigtigt på side 30, og i romanens senere del gentages efter mange afsnit den samme forklarende kommentar, hvad der får læseren til at føle, at forfatteren tror, man er en smule tungnem.

Men helheden holder. I kraft af det konkretes æstetik og en solid erfaringsbasering har vi nu fået en stor dansk roman, hvor Danmark ligger uhyre langt væk, men hvor en kæmpemæssig og bundhamrende besværlig og frem for alt virkelig verden bringes meget tæt på.

Jakob Ejersbo: Eksil. Roman. 285 s. kr. 299,00. Gyldendal. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kathrine Lassen

Den bog glæder jeg mig rigtig meget til at læse!! Måske den kan være med til at sætte fokus på, hvor rodløse og kulturelt forvirrede Danida børn er i fare for at blive....
Jeg lærte for nyligt om flødebolleeffekten, som mange adoptivbørn oplever. De har en bestemt hudfarve, men er opvokset i f.eks DK og har integreret vestens normer, skikke og kultur. Alligevel er omgivelsernes forventningerne til dem noget andet i kraft af deres hudfarve. Den omvendte flødebolleeffekt findes også. Et såkaldt Danida barn, som er vokset op i den 3.verden og har integreret sig og internaliseret kulturen i pågældende land, vil ofte opleve en konflikt ved hjemkomst. De er lyse i huden, men deres indre er påvirket af nogle helt andre spilleregler og normer for almindelig opførsel. Engang hed det sig, at børn er lykkelige, ligemeget hvor de befinder sig, hvis de blot er sammen med deres forældre. Det var vist en af de større skrønner!!

@Lassen:
Hvis man googler termen "flødebolleeffekt" får man 1 hit, som er Lassens ovenstående kommentar.
Kunne Lassen mon angive sin lærdoms kilde, så vi kan få opsporet oprindelsen til den uskønne glose?

Kathrine Lassen

Nå det var ikke så godt. Ja glossen er godt nok uskøn!! Jeg har desværre ikke nogen skreven kilde på fænomenet, men jeg vil skyde på, at det er en uformel talemåde indenfor psykologien. Fænomenet har garanteret et mere politisk korrekt navn.

Danidabørn må være det man i USA betegner som Third Culture Kids (TCKs) eller Trans Culture Kids.
En forskerpionér på området er sociologen Ruth Hill Useem.

Forskning har vist at TCKs fra forskellige lande har mere til fælles med andre TCKs, end de har med deres egne aldersfæller fra deres oprindelses land.
De opfatter sig som Global Citizens eller Global Nomads.

Det er klart at disse mennesker risikerer at opleve kulturel splittelse, rodløshed og ensomhed.

Jeg tror ikke umiddelbart man kan sidestille adoptivbørns og Danidabørns potentielle problemer. At rodløshed kan forekomme hos begge grupper er evident. Men adoptivbarnet er blevet forladt/bortgivet af sit biologiske ophav. Denne traumatiske oplevelse må ikke undervurderes.