
At Salman Rushdie har en lille rolle som fødselslæge er kun et af mange opsigtsvækkende indslag i skuespillerinden Helen Hunts instruktørdebut Then She Found Me, et romantisk komediedrama, der med held satser på det sære frem for det søde.
Hunt spiller selv den 39-årige skolelærer April Epner, der brændende ønsker sig et barn. Hun har lige mistet en forvokset baby i skikkelse af ægtemanden Ben (Matthew Broderick), og som følge af deres kaotiske afskedsknald er April faktisk blevet gravid. Det finder hun dog først ud af, da hun har tabt sit endnu ikke helede hjerte til den temmelig excentriske britiske alenefar Frank (Colin Firth).
Oveni alt dette dør Aprils adoptivmor, hvorefter hun kontaktes af en ej heller helt almindelig talk show-vært (Bette Midler i fin form), der hævder at være hendes biologiske mor. Hun hævder også, at Aprils far er selveste Steve McQueen!
Dialogen er intelligent og forfriskende uforudsigelig, og filmens simrende absurditet føles sjældent tilstræbt. Enkelte scener er dog for svære at orientere sig i (den, hvor April forlades af sin mand, tangerer det abstrakte), formentlig også som følge af Hunts mangel på instruktørerfaring. Men bestemt en hæderlig debut.
Then She Found Me. Instruktion: Helen Hunt. Manuskript: Helen Hunt, Alice Arlen og Victor Levin. Region 2. Nordisk Film.