Måske er det kækt at købe udenlandske teatertekster om Irak-krigen. Men det er uheldigt, at David Hares stykke Øjeblikket (The Vertical Hour) ikke er mere interessant, når nu Betty Nansen Teatret har investeret så mange kræfter i stykket af den 61-årige englænder.
Stykket er fra 2006 og rummer lidt af hvert: Den kvindelige krigskorrespondent, den beundrende kæreste og den store forfører - og sågar et par studerende med modhager. Min sjæl, hvad vil du mer'?
En troværdig historie, tak. Det er, hvad man ønsker sig under den to en halv time lange forestilling. En troværdig handling med nogle oprigtige figurer, og ikke sådan noget filmdramaturgisk fix-it-fortælling, som bare skal klistre usammenhængende scener sammen: Når Don Juan bliver nødt til at lade elskerinden dø i en trafikulykke, så er det som regel, fordi affæren ikke er hed nok.
Desuden er det ærgerligt, at Peter Langdal er faldet for fristelsen til at lade scenografen Mia Stensgaard fremskabe 'det nøgne teaters æstetik' omkring et kvadratisk gulv med tilskuere på alle sider. De første evigheder står en skuespiller med ryggen til, hvorefter vedkommende rykker tre skæve skridt frem og så står med siden til, hvorefter ... Det er ret trættende og trivielt som koreografi betragtet. Man sidder og ønsker sig, at Trip Trap ville sponsorere en havebænk, så skue-spillerne i det mindste kunne sætte sig. Og det pepper ikke stemningen op, at spillerne absolut skal holde en halvtom kaffekop i den ene hånd, mens de taler.
Natten og flammer
Alligevel spiller skuespillerne fantastisk. Ann Eleonora Jørgensen spiller sig op til divahøjde med en nuanceret, psykologisk fremstilling af en kvinde i krise. Hun er smuk. Hun er urolig. Hun kender sit eget værd. Og dog kan hun ikke få sit engagement i verdensfreden til at passe med sit eget kærlighedsliv.
Det er i denne sprække, at hun tillader, at Søren Spannings erfarne forfører kommer tættere ind på livet af hende og hendes iltre, røde hår. 'Er det natten, der er drilsk?' lyder det urolige spørgsmål. Og det er det. Ann Eleonora Jørgensen spiller på de fineste, erotiske småtegn af tøven og hengivenhed, kådhed og eftergivenhed i de mørke øjne, sådan at Søren Spanning netop kan bruge sine eminente machoudstråling til at trække pirringen ud i det uudholdeligt skønne. Spanning spiller hen over sit flotte udseende og når ind til en smertefuld sorg over at have mistet sit tidligere liv, og egentlig også sig selv. Hans erotiske gnist lyser alt op: Da han rører ved hendes albue, er det lige, så der står flammer ud i rummet.
Muskler og Pentagon
Her kommer Søren Vejby så ind med alle antenner ude - for sent. Jaloux stirrer han på sin belevne far og kan mærke, at han har tabt sin kæreste til den gamle. Eller har han? For har hun nogensinde været hans? Her er det, at tekstens utroværdighed næsten overskygger Søren Vejbys regulære spil, der ellers afspejler en fin gammelkloghed. For denne fyr fatter jo ikke hendes sind. Men jo, han har netop muskler, der er trimmet som hos en fysioterapeut. Unge muskler, endda, men ikke modet til at drømme hendes drømme.
Så er der faktisk mere gods i Laus Høybyes lille rolle som den ublu studerende, der tillader sig at antaste lærerinden og fortælle hende, at han er forelsket i hende. Høybye er så flabet og så indtagende, at man ikke helt forstår, at hun så skråsikkert afviser ham ved første forsøg.
Jovist, teksten handler også om USA's militærpolitik. Næsten så korrekt, at man skulle tro, at den har været til godkendelse hos Pentagon (omend stykket slingrer mystisk mellem referencer til både Bush og Obama).
Til gengæld er David Hares definitioner alternative - og rammende oversat af Jesper Kjær. For eksempel definitionen af begrebet 'terror': 'Det forkerte svar på det rigtige spørgsmål.'
Hvad Øjeblikket så er? Den forkerte tekst til de rigtige skuespillere.
