Læsetid: 4 min.

Barsk og brutalt vrangbillede

Filmudgaven af Alan Moores tegneserie 'Watchmen' er flot og spækket med spændende diskussioner, men samtidig så tro mod forlægget, at den ikke for alvor lever som filmisk fortælling
Åbning. Filmens indlende mord på The Comedian (Jeffrey Dean Morgan) er på én gang voldsomt og en æstetisk nydelse.

Åbning. Filmens indlende mord på The Comedian (Jeffrey Dean Morgan) er på én gang voldsomt og en æstetisk nydelse.

Warner Bros

20. marts 2009

Der er meget, som ikke er, som det bør være i Zack Snyders tegneseriefilmatisering Watchmen. Den foregår i New York i 1985, men i en parallel udgave af det amerikanske samfund, hvor Nixon er i sin tredje periode som præsident, hvor amerikanerne vandt krigen i Vietnam takket være supermennesket Dr. Manhattan, og Den Kolde Krig er så kold som aldrig før. Atomragnarok venter om hjørnet, og Dommedagsuret, der afspejler truslen fra russerne, viser fem minutter i 12.

Det er i dette bizarre, beskidte og brutale vrangbillede af verden, at en flok tidligere, maskerede hævnere sætter sig for at finde ud af, hvem der har slået deres gamle kollega Edward Blake alias The Comedian ihjel. Gennemtævet og smidt ham ud gennem vinduet i hans lejlighed på 15. etage og nu tilsyneladende er ude efter de øvrige 'helte'.

Watchmen er en sammensat, uhyre voldsom, sorthumoristisk og sine steder misantropisk fortælling om magt og moral i en grumset, alternativ virkelighed, der måske alligevel ikke ligger så langt fra den, de, der gennemlevede 1980'erne, kan huske. Reagan og Thatcher satte deres umiskendelige præg på et årti, der i de værste perioder bød på løssluppen kapitalisme og angst og bæven for Tredje Verdenskrig. Det påvirkede tegneserieforfatteren Alan Moore i en grad, så han dengang omsatte det til fremragende, dystopiske og tankevækkende tegneserier, blandt andet Watchmen.

Ujævn og langtrukken

Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at Zack Snyders filmversion af Watchmen er en kongenial fortolkning af Alan Moores mesterværk. Det er det ikke. Men det er heller ikke nogen entydigt dårlig film; Snyder er en visuelt begavet filmmager, og han gør faktisk, hvad han kan for at føre forlægget så nænsomt og loyalt over på lærredet som overhovedet muligt. 1980'erne står lyslevende for ens øjne med musik, tøj og frisurer, og ikke mange ord eller hændelser er ændret i forhold til tegneserien.

Og det er i virkeligheden et af filmens allerstørste problemer: Snyder, der er inkarneret fan af Watchmen, er så tro mod Moores original, at den aldrig rigtig kommer til at leve som filmisk fortælling. Den får ikke sit eget udtryk.

Selv om film og tegneserier begge er visuelle medier, er de også meget forskellige og stiller forskellige krav til, hvordan en fortælling skal struktureres og skrues sammen. Snyder ville have gjort sig selv - og alle os andre - en tjeneste ved at lave en fortolkning af det komplekse materiale i stedet for kopiere det, ja, nærmest kalkere scener af efter tegneserien. Indimellem ser det endda ud, som om han har brugt tegneseriens ruder som en slags storyboard, og det er resulteret i en teknisk og billedmæssigt bemærkelsesværdig - Snyders brug af musik, fra Bob Dylan og Jimi Hendrix til Leonard Cohen og Philip Glass, er inspireret; han demonstrerer populærkulturel forståelse og lader billederne med betydning - men også ujævn og langtrukken film..

Rorschach-test

Det begynder ellers virkelig godt med mordet på The Comedian (Jeffrey Dean Morgan) - på én gang voldsomt og en æstetisk nydelse - og en forrygende introsekvens, hvor man i en række hyperrealistiske, levende tableauer til tonerne af Bob Dylans The Times They Are A-Changing får fortalt historien om titlens Watchmen, en flok forbryderebekæmpere. Det er ikke egentlige superhelte, blot veltrænede, maskerede mennesker med samfundets bedste på sinde. Kun den blå supermand Dr. Manhattan (Billy Crudup), engang en begavet atomfysiker, der blev offer for et af sine egne eksperimenter, har store og usædvanlige kræfter, som mest får ham til at ligne en almægtig gud.

Han arbejder sammen med den amerikanske regering og rigmanden Adrian Veidt alias Ozymandias (Matthew Goode) om at skabe alternative energikilder, der kan redde verden fra miljømæssig, økonomisk og militær undergang.

I 1985 er alle andre Watchmen tvunget på pension af en lov, der forbyder maskerede selvtægtsmænd og -kvinder, og kun den psykopatiske Rorschach (Jackie Earle Hayley i en fantastisk præstation) insisterer på at fortsætte med at rydde op blandt samfundets kriminelle elementer.

Rorschach er ikke nogen entydig sympatisk fætter, og hans metoder er mere end tvivlsomme, men i et samfund, hvor alle andre synes at have givet op - The Comedian var f.eks. en voldelig og samvittighedsløs skiderik - er Rorschach den eneste, hvis moralske kompas synes at være intakt. Han bliver på sin vis filmens helt og mest mindeværdige figur med sin foruroligende, sorthvide maske, der som en levende rorschach-test hele tiden skifter det blækpletlignende mønster.

Opbyggelig, ureflekteret

Det vil føre for vidt - og være ganske svært - at genfortælle hele den forgrenede, flerlagede handling i Watchmen. Men det skal siges, at kender man ikke tegneserien, vil man nok blive overrasket over, hvor Rorschach og Co's efterforskning fører dem hen. Og man vil muligvis være en smule forvirret over, hvad det egentlig er, der foregår, hvis ikke man har læst tegneserien eller kender til 1980'erne, koldkrig og krigen i Vietnam.

Det er ikke småting, Alan Moore og derfor også Zack Snyder drister sig til at diskutere i denne kulørte indpakning - humanisme, magt, afmagt, liv, død, kærlighed, medmenneskelighed, vold, ansvar. På et tidspunkt i et tilbageblik, hvor Watchmen er sat til at stoppe en massedemonstration imod netop maskerede hævnere, spørger Dan Dreiberg alias Nite Owl II (Patrick Wilson) The Comedian om, hvad der dog er sket med den amerikanske drøm.

"Det her er den amerikanske drøm," siger The Comedian og fortsætter med at meje demonstranter ned med røgbomber.

Som opbyggelig fortælling om, hvor galt det kan gå, hvis ikke et ressourcestærkt samfund passer på med at blive for magtfuldkomment og selvretfærdigt, har Snyders film noget at sige, også i dag. Men Watchmen bliver i sidste ende også en mærkeligt overfladisk og utilfredsstillende oplevelse, fordi han så ordret og ureflekteret gengiver Alan Moores tanker og overvejelser i stedet for at forholde sig til og fortolke dem.

Watchmen. Instruktion: Zack Snyder. Manuskript: David Hayter og Alex Tse. Amerikansk (Supermange biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu