Tænk, hvad man kan nå at komme igennem på et par timer i Koncerthuset! Selv samme sal kan lyde som en sardindåse, nogen har glemt at skrælle låget af og som den bedste, japanske forstærker, dirigenten kan blafre med pinden i apatisk rådvildhed og synge med hjertet og spinde den røde tråd og orkestret kan sove som høns på deres pinde og vågne op til dåd og spille røven ud af bukserne - på selv samme aften.
For sådan nogle vintersure, forårstrætte publikummer som mig i hvert fald var denne uges torsdagskoncertprogram i sit udgangspunkt irriterende overfladisk. Lidt ny blip-blop musik til at varme op på, Brahms' fabulerende violinkoncert og Dvoraks behagesyge 8. Symfoni. Jeg synes stadig verden er for kold og blæsende til at springe al lidelsen over og at man godt kunne have brug for at ligge og bide lidt i sandet endnu med noget mere eksistensielt, krævende musik.
Men Michael Schönwandt var sat på dirigentpodiet og stjerneviolinsten Vadim Repin hentet til landet til en behagende aften.
Det vil sige, det lille mindre behagende punkt, aftenens ny musikindslag, blev afviklet hurtigt som en indledning, før nogen rigtig er ankommet. Enno Poppes Altbau, der skulle referere til orkesteret selv, klædte salen godt Man kan godt høre at salen også er lavet til rytmisk musik. Schönwandt kan det dér med liv og kunstigt åndedræt og fik første sats til at svinge og rykke med sine strejf af 70'er jazzethed, selvom det var noget myretuemusik, hvor ingen tanke er længere, end at man højst kan tælle til to. Anden sats var mere flydende og med sepia-filter og orkestret skulle nu længere tilbage i tiden og file på fordums reminiscenser som brune skjolder i et patineret klangbillede. Egentlig meget smukt, men trombonernes hvalsangstema, som orkestret sluttede op omkring til stykkets finale, klang hult og træls og efterlod stykket ligeledes.
Solist på hårdt arbejde
Og så var der Brahms. Vadim Repin er en fejret violinist fra Novosibirsk, der lige har indspillet Brahms' Violinkoncert med Gewandhaus Orkestret og Riccardo Chailly i en kritikerrost udgave. Den har jeg ikke hørt, men den er sikkert fremragende for Repin spiller fremragende og solist og orkester har vel haft rigeligt med tid til at spille sig sammen. Sådan er det bare ikke, når man lige er blevet fløjet ind til et betuttet orkester, der spiller med en gæstedirigent i en ny sal og vel sagtens har haft halvanden prøve inden koncerten.
Det var en overordentlig søvnig start på første sats fra orkestrets side og lød, som det lyder, når et orkester ikke rigtig er der. Eller mindre påståeligt og mere præcist: det lød faktisk bare ret dårligt. Det lød af noder, som dirigenten ufokuseret forsøgte at frisere og ondulere og man sad bare og ventede på at solisten skulle komme på banen og overtage roret. Og det gjorde han så. Med en stålsikker attitude filede Repin musikken ud af violinen og fik ofte både dirigent og orkester med på stilen, så det viste sig at Schönwandt også kan være en sibirisk cowboy, når det kræves.
Oprigtigt behageligt
Altså sagde regnestykket, at hele aftenen skulle reddes ind på den sidste afdeling efter pausen, Dvoraks 8. Symfoni. Og minsandten om ikke både orkester og dirigent lod til at nyde bare at være dem og være glade og afslappede uden udenlandsk giraf eller nytænkte noder. De lod sal være sal, hvilket virkede ualmindeligt godt. Ingen forsigtighed eller forkølethed, men bare spilleglæde til Schönwandts danseglæde.
En radiolytter må have kunnet se Schönwandts dansende arme for sig, og der var både Elvis-knæfald til den ene side og til den anden side. De dramatiske steder i anden sats, havde Schönwandt smuk forståelse for og insisterede overbevisende på deres oprigtighed ligesom han effektfuldt fik holdt orkestret tilbage i langsommeste, langsomme tempo uden at tabe tråden inden et flot coda-amok!
Torsdagskoncert 5. Marts 2009 kl. 20.00. RSO og Michael Schönwandt. Solist: Vadim Repin Enno Poppe: Altbau Brahms: Violin-koncert Dvorak: 8. Symfoni.
