At tro på eller ikke at tro på hypen. Det var spørgsmålet for mange på spillestedet Amager Bio i fredags. Efter godt et årtis virke er amerikanske Animal Collective - endelig - fået et hul igennem til mainstream, og et af hovedstadens større spillesteder var således stoppet til randen med nyfigne ører. Men det var nu ikke så meget tro, der kom til at præge modtagelsen fra det ellers høflige publikum.
Animal Collective er også et sært dyr i den popmusikalske åbenbaring. De har aldrig lydt som nogle andre, og alligevel som en masse. De har trukket og trækker på krautrock og Beach Boys, Autechre og psychedelia. folkemusik og techno, og så udgav de i januar deres mest poppede og alligevel lodret egensindige album Merriweather Post Pavilion. Deres 8. studiealbum, som er blevet mødt med åbne arme i mainstreampressen efter års mildt overbærende positiv attitude over for et band, som i mellemtiden har åbnet enorme nye vidder for et væld af unge musikere. Animal Collective har i flere år været semi-guder i musik-blogosfæren - som føler et stærkt ejerskab over bandet og deres succes - og det bliver for tiden diskuteret, om bandet kan bevæge sig ind i mainstream på samme måde (omend ikke nødvendigvis samme skala) som Sigur Rós, Radiohead, Björk.
Efter koncerten i Amager Bio kunne svaret måske være: Ikke endnu. For ganske vist er en ny psykedelisk periode over os, og måske vil den finansielle krise åbne for spirituelle og neo-primitive sider af befolkningen. Men der er åbenbart et stykke vej endnu, til man helt uden forbehold kan omfavne et band med så eksploderet et musikalsk udsyn og så åben en koncertform. For ofte var det ikke så meget troen på hypen, som vantro, der prægede publikums reaktioner. Ikke nødvendigvis i negativ, men i hvert fald i overrumplet forstand. Men ikke desto mindre så blev koncerten et forrygende boblebad for et væld af begyndere ud i Animal Collectives galoperende kreativitet.
Fabulerende satser
Det var mest under numrene - ikke så meget, når der skulle klappes - at der var usikkerhed. Hvad laver de nu? Kan man danse til det? Og hvor er omkvædet? Der var det minsandten, men det kom først efter tre andre både lifligt melodiske og psykedelisk fabulerende satser. Og så er man sgu ikke altid lige klar som modtagere.
Og Animal Collective er heller ikke altid lige klare som afsendere. Deres koncerter har det med i passager at forvandle sig til undersøgelser af deres musik, frem for beåndinger af eksisterende materiale og genkendelige former. Så pludselig er vi ude i frydefuldt uføre og improvisation, hvorfra bandet ikke når alle nytilkomne lyttere.
Animal Collective kommer fra Baltimore i Maryland og består af Deakin, Geologist, Avey Tare og Panda Bear. Men konstellationen er ikke fast, så på indeværende turne og seneste album er det kun tre sidstnævnte herrer, som er med. I Amager Bio bøjet over elektronisk udstyr - Geologist med varemærke-pandelampen og Avey Tare ofte på elektrisk guitar og slagtøj. Og alle tre syngende vokalharmonier, som pt. er ret så Beach Boys-inspirerede, men stadig helt selvstændigt skingrende smukke - også live.
Bag dem en halvmåne af højtalere, over deres hoveder en enorm forvandlingskugle af en gymnastikbold belyst med psykedelisk changerende farver - bare for lige at slå fast, at den vestlige civilisation genoplever noget, der kunne gå hen og blive en neo-hippie-bølge. I hvert fald en bølge af fabulerende og associerende og irrationel kultur med hang til at lede efter døre ud eller ind til andre former for erkendelse og sansning.
Skiftende set-liste
Det åbner Animal Collective også op for. Og live i Amager Bio masserede de nysgerrigt deres egne sange, så de begyndte at hallucinere i fire dimensioner og svede i fem farver. De fandt i lange passager et techno-præget flow, hvor sangene bølgede op og ned i intensitet, de rev ned og byggede op. Og de hårde grupperinger blandt publikum faldt i stammedans, mens melodi og harmoni blev fortrængt af eller smeltede sammen med bandets vidt forgrenende fornemmelse for rytmik af både mere oprindeligt stampet og moderne programmeret art.
Og Animal Collective fandt ormehuller, der forbandt sange fra deres tidlige og sene år og førte til, hvad man kunne kalde medleys, men også fri fabulering. Det var altid kompromisløst, men ofte kropsligt og sangbart. Og uden at ende i arrogant avantgarde eller selvoptagelse.
Set-listen skifter fra dag til dag - i Mejeriet i Lund dagen før havde det angiveligt været helt anderledes og noget kortere - og med denne tilgang til deres katalog såvel som hver enkelt sangs dele som en slags modellervoks af avantgarde og pop sker der en masse på både makro- og mikroplan. Og det gjorde der også i Amager Bio.
Animal Collective ville gerne nå folk, og det gjorde de også med både kærlighed og innovation. Men ikke hele tiden.
Og de var heller ikke interesserede i at opnå bred accept på bekostning af deres essentielle væren.
For man kan godt tage Animal Collective ud af den alternative musikscene, men man kan ikke tage den alternative musikbegavelse ud af Animal Collective - uden at skade deres kunst. Og det kan udskyde eller forhindre deres indoptagelse i den brede kultur, men det vil til gengæld give dem, der er interesserede, fremtidige store og helt essentielle bidrag til moderne musikhistorie. Kan man være andet end taknemmelig for det?
Animal Collective, Amager Bio, Kbh., fredag
