Egentlig skulle András Schiff have dirigeret fredagskoncerten, men han meldte afbud og i stedet kom Paul McCreesh. Alt taget i betragtning var det absolut en gevinst. For med McCreesh ved roret blev aftenens hovedværk, Brahms' tyske requiem, sat i et interessant og fornyende perspektiv. Der var vel få tilhørere i den fyldte sal, som ikke medbragte et personligt forhold til denne dødsmesse, og for de flestes vedkommende er det sandsynligvis forankret i store hedengangne dirigenters fortolkninger, dvs. bredt og gyldent i rolige åndedrag. Men sådan lød det langtfra fredag aften.
Brahms og Bach
Paul McCreesh har i flere årtier haft sin daglige gang i barokmusikkens gemakker, han har skabt sig en fører-position på plademarkedet i dette repertoire, oven i købet med skelsættende versioner af Bachs Matthæuspassion og Händels Messias. Og da Brahms' korværker og i særdeleshed det tyske requiem er stærkt påvirket af Bachs skrivemåde, var det forventeligt, at McCreesh ville nærme sig værket med barokkens opførelsespraksis i baghovedet. Det var netop, hvad der skete.
Ein deutsches Requiem handler ikke om helvede og paradis som i den katolske kirkes latinske ritual; det er derimod sammensat af bibelske tekster, som udtrykker trøst til de sørgende efterladte. I første sats er kun de mørke strygere og blæsere i spil, i et slags koralforspil med grupper, der væver sig ind i hinanden over liggende bastoner, hos McCreesh slanket til en tyst og næsten vibratoløs klang. En lang optakt til korets dæmpede trøstende ord, som en salme med nænsomt omskiftelige mellemstemmer. Efter disse få minutter forelå dirigentens koncept helt krystalklart: De to store B'er skulle stå side om side.
Koret var ubetinget aftenens stjerne, og det rent ud sagt opløftende var, at salens akustik på enestående vis befordrede hundredvis af nuancer i de vokale udfoldelser. Teksttydeligheden var optimal, præcision og balance upåklagelig, alle dynamiske niveauer blev gennemsunget fra det næppe hørlige til det mest magtfulde, og den homogene slanke klang forplantede sig i rummet med en lysende intensitet. Orkestret fulgte op med en lignende gennemsigtighed og gennemartikuleret retorik, med orglet diskret støttende i basregionen, som oftest ideelt afbalanceret i forhold til koret. Den unisone kulmination i anden sats' gravitetiske sørgemarch fik McCreesh løftet til bibelske dimensioner, og tilsvarende i den anden ende af spektret blev den salige udklang i syvende sats sunget aldeles smukt.
Solister på flankerne
De to vokalsolister var anbragt på hver sin side af orkestret, på øverste trin af det amfiteatralske podium. Det så godt ud, men lød nu knap så godt. Roman Trekel havde vanskeligst ved at trænge igennem og fik således ikke demonstreret den fabelagtige autoritet, man ved, han er i besiddelse af. Det gik bedre for Inger Dam-Jensen i Ihr habt nun Traurigkeit, men desværre lykkedes det ikke for dirigenten at komme ind i smult vande, hvor hun kunne svømme helt frit oven på den sordinerede orkesterklang og samtidig henvende sig til koret i rollen som den sørgende, lyttende skare. Man kunne altså undertiden savne en fastholdelse af de spirituelle dybder i denne særegne dødsmesse, sådan som blikket først og fremmest var rettet mod bevægelige tempi og den rene, smukke klang.
Noder på en guldvægt
Koncerten begyndte med Schuberts Symfoni nr. 4 i c-mol. Han kaldte den selv "tragisk symfoni", men dens tragik er af en forholdsvis moderat størrelse, nok mere en 19-årig ungersvends overgivne forsøg på at komme overens med forbilledetBeethovens tragiske toneart. Radiosymfonikerne var reduceret til et kammerorkester, og opførelsen var som helhed ualmindelig indtagende og gennemarbejdet. McCreesh vejede så at sige hver node på en guldvægt, der blev virkelig musiceret med omtanke for rytmisk spændstighed og tyngde henholdsvis lethed i fraserne. Og når det er tilfældet, så spørger man sig selv om, hvorfor pokker Schuberts tidlige symfonier ikke er det daglige brød for landets symfoniorkestre - for sikke en mageløs orkesterskole.
Det, man sent vil glemme fra denne opførelse, må være andanten i As-dur. Også her havde McCreesh restaureret grundklangen, så den svarede til komponistens samtid, en skrøbelig og alligevel lysende strygerklang som nænsomt bar en af Jordens smukkeste melodier af sted, kunne man synes i øjeblikket. Og oven i det disse blide kærtegn fra orkestrets nye solooboist! Tak og atter tak for den sang.
Fredagskoncert den 13. marts i Koncerthuset. Schubert: 'Symfoni nr. 4 - Den tragiske'. Brahms: 'Ein deutsches Requiem'. Inger Dam-Jensen (sopran), Roman Trekel (baryton), DR Vokalensemblet, DR Koncertkoret, DR Symfoniorkestret.
Dirigent: Paul McCreesh
