Læsetid 3 min.

Min bror blev et spejl, der fik mig til at kigge væk

Tomas Thøfners essay om sin storebror er stilfærdig, grundig og smuk. Den er også en afvisning af et religiøst sprog, som inficerer vores tanker om døden
26. marts 2009

Der er en from for koncentreret grundighed i Tomas Thøfners meget lille, men også meget fine bog Punktum, en særlig måde at skrive på, der er det modsatte af tankens hastighed. I dette essay tager man skridtene et efter et, og vender gerne tilbage for at undersøge dem en ekstra gang. Det ville være fristende at sige, at det skyldes emnet - bogen handler om forfatterens storebror og især hans død, den udgør en art sorgarbejde - men jeg tror, det har mere med forfatteren at gøre. I al fald genkender man det fra hans tidligere digtsamlinger.

Psykisk syg

Nogle gange giver grundigheden et lidt omstændeligt, nærmest stift sprog. Det skal man ikke tage sig af, for som essay leder Punktum ikke efter sætningernes vellyd. I stedet skriver Tomas Thøfner med en både nænsom og nådesløs insisteren. Han vil undersøge, hvordan det var med forholdet til broren, og hvordan han selv reagerede på brorens død. Han vil være ærlig og præcis, også i sin måde at tænke sorgen.

Er udtrykket 'vægtløs' det rigtige, når man kører hjem fra hospitalet efter at have fået udleveret de sidste ting, hans pung og briller? Hvad gør man, når man skal tømme et fallitbo af en lejlighed? Opleves livet som en bevægelse fra punkt a til b? Nej, det er mere præcist at se det som en uafsluttet sætning, der kan dreje sig den ene eller den anden vej, indtil punktummet kommer.

Det hører med, at Tomas Thøfners storebror var psykisk syg. De sidste mange år levede han en art begrænset liv som invalidepensionist. At skulle navigere med det i sin nærmeste familie giver en form for - ikke skam, men ubehag eller ambivalens, skriver Thøfner. Man får et voksent liv, mens ens storebror langsomt stivner som "150 kilo kød og knogler i en fedtet lænestol": "Han refererede altid til bestemte episoder der lå 15-20 år tilbage i tiden. Når det generede mig, var det ikke kun fordi jeg så, hvor begrænset han var blevet, men også - må jeg indrømme - fordi han tog mig med i disse begrænsninger. Jeg havde altid spejlet mig i ham, men nu var han et spejl der fik mig til at kigge væk."

Her kræver ærligheden, at forfatteren også skriver om følelser, det ikke er rart at vedkende sig. Men det er også typisk, at det ikke er noget, han så borer i. Thøfner siger det, der er nødvendigt, men svælger ikke i de følelser, der selvfølgelig hører med. Det er upræcist at sige, at Punktum er en rørende bog; det er den, men den har også en kølighed over sig.

Døden uden gud

En af de bemærkelsesværdige ting ved Punktum er så, at det udvikler sig til et stadigt tydeligere angreb på religiøse følelser. Det religiøse sprog har inficeret vores tanker, uden at vi egentlig vil det; bogens bliver også en udrensning af bestemte forestillinger fra sorgarbejdet. De sidste to sider er en art sekulært credo. Det slutter sådan her:

"Jeg tror ikke på kærligheden eller mennesket eller mig selv, for jeg gider ikke misbruge sproget på den måde. Kærlighed, de andre og mig selv, findes ubetvivleligt, og tro giver ingen mening hvor tvivl ikke er mulig. Jeg tror på at der virkelig ikke er den mindste smule mening med noget som helst, at alt er præcis som en tv-prædikant siger at det ville være uden gud, og at det aldrig er det der har været problemet - Jeg tror at tiden længe har været til at tørre krokodilletårerne væk, vi er sammen om at være alene, og vi er ikke alene hjemme, for vi er ikke børn længere, det er os der er de voksne."

Problemet med kristendommen er ikke, at den er farlig eller skadelig, den er bare usand og unødvendig. Når det kommer til stykket har vi ikke brug for den. Vi kan - og det viser Punktum så læseren, selv om den måske ikke skriver om det - leve med hinanden og med døden uden forestillinger om gud, sjæl og himmerrige, og stadig bevare al vores menneskelighed. På den måde føles Punktum som et vigtigt svar til de sidste ti års snigende genkristning af Danmark. Sådan ser det i al fald ud for denne troløse anmelder. Det ville være fint, hvis nogle af medieteologerne - Lilleør, Gotfredsen, Mikkel Wold eller andre - reagerede på den. Herfra anbefales den varmt også til alle andre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu