Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

CD anmeldelser

Kultur
3. marts 2009

Balstyrisk begejstret

Balstyrko emmer af et forladt og forfaldent østtysk Tivoli, hvor spøgelserne stadig leger i Spøgelsestoget og pløkker løs i skydeteltet, når de ikke lige slukker tørsten i absinthe og "kaffe med MDMA", som Ane Trolle sukker på en af debutpladens mange sangperker.

Trioen Balstyrko er dyster cabaret og underfundigheder på en sløv og trippet hiphopbund, hvor dub og langtrukne klange underspiller mod det veloplagte tekstmateriale.

'Jagten Paa Noget' er en drøj og ikke udpræget lyttevenlig sag. Men indløser man et turpas og tager et par omgange, forvandler den sig til et af det unge års mest sprøde og lytteværdige oplevelser.

Det er således stemningstykt og molbelagt fra ende til anden, når Ane Trolle, Blæs Bukki og Anders Christophersen folder sig ud.

Oven på den listige 'Velkomst' vugger 'Karrusellen' på albummets frejdigste og mest reggaekrydrede nummer.

Man genkender straks Blæs Bukkis baggrund i Madness 4 Real, Malk de Koijn og Bikstok Røgsystem, uden at hans nye projekt Ane Trolles patinaprægede stemme og Blæs' halvt rappende, halvt syngende udgydelser lægger et højt og originalt, ikke mindst, lyrisk niveau:

"Karrussellen vil ej stoppe / svinger rundt med døde kroppe / børn de stiger på i farten / turen standser først ved starten."

Med andre ord: Giv Balstyrko et par chancer eller tre og bliv balstyrisk begejstret.

Balstyrko: Jagten Paa Noget (Fake Diamond/ArtPeople). Udkommer i dag.

BliTræt

Det må man give dem. Det er ærlig snak og en troværdig indholdsfortegnelse, når BliGlad vælger at kalde album nummer to for Bare Spil Noget Lårt. Det århusianske reggae-crew leverer nemlig en tilsyneladende uinspireret plade, der atter præges af forsanger Christopher McLlaughlins enerverende og karikerede rastafari-wannabe af en vokal.

Hvorfor er det, at han skal lyde så fjollet he-le tiden, når han rent faktisk godt kan synge og forstår at variere fraseringer, tempo og intensitet?

Der er så vidt høres ikke noget hit på niveau med 2007-landeplagen 'Kærlighed Til Folket', og de mange duvende reggaenumre er svære at skelne fra hinanden.

Til gengæld er de 13 skæringer indspillet i bysbørnene Gnags' gamle studie i Haraldsgade, hvis det var noget? Nej, vel.

BliGlad lyder desværre - også på produktionssiden - som et ærgerligt ekko fra 1980'erne.

Det behøvede dog slet ikke være endt så grelt.

Men det havde krævet, at medlemmerne havde turdet eksperimentere lige så meget, som de giver udtryk for, at de har gjort.

De liderligt snavsede klezmerelementer på 'Svinger Som En Død Mand For Enden Af Et Reb' klæder eksempelvis BliGlad, der pludselig swinger stort.

På samme måde groover McLaughlin igennem på den mærkværdige 'Lille Pis'.

Mere af det, mindre Gnags, færre anstrengte imitationer. Så har BliGlad måske en fremtid som andet end en parentes i den danske Jamaica-dille, der allerede er fortaget noget.

BliGlad: Bare Spil Noget Lårt (A:Larm). Udkom i går

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her