Læsetid: 4 min.

En elskeligt indtagende Drama Queen

Det kan nok være, at Antony Hegarty og hans seks mand store orkester The Johnsons gik lige i en stopfyldt Falkoner Sal og Informations udsendte med silkestrømper på
28. marts 2009

Det starter med en danser og tre tableauer. I det første er hun - navnet er Johanna Constantine og hun har en fortid i den legendariske trup, the Blacklips Performance Cult, som også aftenens hovednavn udspringer af - draperet i hvide gazelignende gevandter, og hun opnår maksimal effekt med minimale virkemidler. 'Dødens Engel,' tænker Deres udsendte og sætter sig bedre til rette i plyssædet; hvor tit møder man lige den? Det foregår til lyden af hvæsende monoton industrial og er ganske betagende. Endnu bedre fungerede introens andet tableau, hvor danseren med en påsat syl/pig - de lignede faktisk hornene fra en enhjørning - på hver arm skaber nogle fantastiske illusioner af at have vinger og man aner atter døden puste én i nakken. Mærkeligt nok satte skikkelsen det gunstige indtryk overstyr med en sidste opstilling, hvor den orkestrale musikledsagelse var lige så banal som teaterblodet og den pludselige satsen på effekt for fuld udblæsning med de der Edwards Scissorhands-agtige tingester på hænderne og hvad ved jeg. Men 'two out of three ain't bad', som Meatloaf synger et sted.

Og det satte én i den rette stemning til det, vi egentlig var kommet for - Antony & the Johnsons. Med den uforlignelige Antony Hegarty i absolut centrum som tidens helt store og vidunderligt skæve outsiderstemme. Stor ikke kun hvad angår aparte personlighed og fremtoning, om end det byder han såmænd også på; alene måden, hvorpå denne to meter høje skikkelse ligner en bizar blanding af en overvægtig franciskanermunk og en derangeret husmor fra Newark, udelukker ham for altid fra en forstemmende blank Zulu-, MTV- og Voice-tv-verden, hvortil kun folk, der opfylder en ond tids snævre skønhedsidealer, får adgang.

Længselsfuld bævren

Men den ondelyneme også hvad angår såvel sangteknik som tilgrundliggende personlighed. Ingen tvivl om, at hans sangstemme - høj, lys og bævrende et mystisk sted mellem Alison Moyet og Nina Simone, uden sammenligning i øvrigt - er af den slags, som folk vil enten elske eller hade. Personligt tog det lidt tid, før tiøren faldt, da der er en tid til alt her på jorden og den særlige patos og inderlighed, som er et par af Antonys varemærker, ikke lige var sagen first time around. Men efter finanskrisen og altings gemene tristhed giver denne blødt mættede tristesse genial mening og jeg lader med glæde Antony rive og flå mig i hjertet med sin længselsfulde bævren. Til hver en tid. Han er og bliver en helt igennem elskeligt indtagende Drama Queen, helt ulig nogen anden på nutidens musikscene.

Så det var da også ren fryd, da han og de seks musikere uden overgang indtog scenen efter Constantines performance og lagde ud med 'Where Is My Power' på en mørkelagt scene; selv i mørket søgte øjnene Antony, som man kunne skimte bag det klaver, hvor han sad og tronede de to timer, koncerten varede. Ingen tvivl om at Antony er den altoverskyggende hovedperson i denne forestilling, de seks musikere - fordelt på bas, trommer, guitar(er), violin(er) og cello - holdt øje med hans mindste vink og gestus med samme koncentration som det betalende publikum. Men Antony virker glad, nærmest opstemt mellem de mange sange, smiler og flirter med sin menighed, der kvitterer for hver en ytring og ditto tone med tordnende, uophørlige bifald. Atten sange senere er alle glade og mætte, og Deres udsendte vælter ud på Falkoner Allé, fuld af taknemmelighed og undren, men også træt som bare fanden. Det er ikke for tøsedrenge.

Dunkle fornemmelser

I løbet af små ti år har Antony & the Johnsons stået fadder til tre albums og en nævefuld ep'er og singler. Gennembruddet kom i 2005 med det vederkvægende I Am a Bird Now, der medførte, at Antony tildeltes den prestigiøse Mercury Award i England; i øvrigt et kontroversielt valg, thi selvom han godt nok er født der, er han opvokset og bor i USA, så der var lidt uro på sidelinjen i den anledning. Ikke desto mindre et godt valg, som øgede opmærksomheden omkring en kunstner, hvis kvaliteter forbyder, at han henslæber sin eksistens i ren obskuritet. Efterfølgeren The Crying Light - som dominerede sætlisten torsdag aften - udsendtes i starten af indeværende år og fortsætter i samme kabaretinspirerede kammerpopstil, hvor smagfulde og gennemarbejdede arrangementer kærligt snor sig rundt om samt lægger sig både under og over Antonys mageløse fraseringer og giver max plads til hans uregerligt egensindige tone. Det er både dramatisk og betagende, sørgmodigt og barokt på en og samme gang - lidt som Antony selv. Hans vidunderligt uhåndgribelige monologer numrene i mellem står i en vis grad i modsætning til de mættede sange og udgør en fin kontrast til alvoren i hans kunst - og giver os lige muligheden for at sunde os, før vi atter dykker ned i denne aparte kunstners sarte og spartanske univers.

Thi hver generation har i bedste fald en sanger, som er noget helt ud over det sædvanlige, og hvis stemme indeholder transcendens nok til et helt langt liv. I flæng kan nævnes Al Jolson, Billie Holiday, Edith Piaf, Little Jimmy Scott, Dusty Springfield, Scott Walker og vor egen Anisette, såmænd - og mange andre, selvfølgelig. Øjeblikkeligt identificerbare og helt deres egne skænker de os nye nuancer af menneskestemmens formåen, sætter toner på dunkle fornemmelser og farlige følelser og beriger i det hele taget vores liv. Vi skylder dem tak og taknemmelighed, hvorfor de tordnende klapsalver, der blev vor Antony til del i Falkoner Salen torsdag aften var helt på deres plads. Sådan. Og tak, tilmed.

Antony and the Johnsons, Falkoner Salen, Kbh., torsdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu