Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Emigrationen vendte det hele på hovedet

Theodor W. Adorno og Siegfried Kracauer var venner i mere end 40 år. I dag er det Adorno, som er kendt og hædret for sine tekster. I 1920erne var det lige omvendt. Hitlers magtovertagelse vendte det hele på hovedet
Kultur
7. marts 2009

I anledning af Siegfried Kracauers 75-års fødselsdag den 7. februar 1964 tegner Theodor W. Adorno et 60 minutters portræt af hans mangeårige ven i tysk radio. På dette tidspunkt må navnet Kracauer være ukendt for de fleste af lytterne. Forlaget Suhrkamp havde netop startet med udgivelsen af Kracauers værker fra Weimar-tiden, og manden selv boede i New York, hvortil han var flygtet fra nationalsocialisterne i 1941. Adorno siger:

"At tage hul på Kracauer og tegne en skitse af hans figur, må jeg være kvalificeret til af den simple grund: Vi har været venner siden min ungdom. Jeg gik i gymnasiet, da jeg lærte ham at kende, hen mod Første Verdenskrigs afslutning. Igennem flere år læste han Kants Kritik der reinen Vernunft med mig hver lørdag eftermiddag, og jeg overdriver ikke det mindste, når jeg siger, at jeg har denne lekture mere at takke end min akademiske uddannelse."

Adorno havde lært Siegfried Kracauer at kende i starten af 1920'erne. På papiret er det et ulige venskab - Kracauer er næsten 15 år ældre. Men forholdet mellem den unge student og redaktøren af Frankfurter Zeitung for filosofi, litteratur og film udvikler sig hurtigt til mere end blot et intellektuelt kammeratskab. Således skriver Kracauer i bindets første publicerede brev til Adorno, dateret den 5. april 1923, og som er forsynet med ordene "Læs det alene":

"Min kære Teddie, min kære ven! Jeg ankom i dag ved middagstid, ganske nedslået og i vildrede. Nu vil jeg skrive med det samme. Jeg følte i disse to dage igen en så kvælende kærlighed til dig, at det forekommer mig, at jeg næsten ikke ville kunne leve alene. Tilværelsen er mig hul, så afgrænset fra dig-

Min tilstand er forfærdelig. Jeg frygter i den grad forgængeligheden af dét, som er det dyrebareste for mig, det som er meningen i mit liv. Tror du på evigheden af vores venskab?"

Kracauer bliver i løbet af 1920'erne en af de mest nyskabende forfattere i Weimarrepublikken. Romanen Ginster fra 1928, som tematiserer tiden omkring Første Verdenskrig, bliver fejret som banebrydende. Ligeså hans studie Die Angestellten to år senere. Men det er på grund af hans essays i Frankfurter Zeitung, at han skaber sit renomme. Som én af de første analyserer han den moderne massekultur og dens mangesidede fænomener. Karakteristisk i den forbindelse er de indledende ord til teksten Das Ornament der Masse:

"Det sted, som en epoke indtager i historieprocessen, kan ud fra analysen af dens ubetydelige overfladesymptomer karakteriseres mere slående end ud fra epokens udsagn om sig selv. Grundsubstansen i en epoke samt dens upåagtede bevægelser belyser gensidig hinanden."

Ud over sit eget publicerende virke, bruger Kracauer sin indflydelse til at placere tekster af andre skribenter - heriblandt Ernst Bloch og Walter Benjamin. Også Adorno selv beder gentagne gange Kracauer om at bane vejen for sig. I 1930 tager Kracauer fra Frankfurt am Main til Berlin for at lede kultursektionen på Frankfurter Zeitung.

Eksil i Paris

Men de politiske vinde bliver hårdere, og - som vi ved i dag - betyder dette begyndelsen på Kracauers dybe fald. Set på baggrund af dette, er det mærkeligt, hvor lidt den politiske situation i Tyskland afspejler sig i brevvekslingen mellem Kracauer og Adorno - og når det sker, hvor naivt det skrevne synes i dag. Den 12. januar - få dage før Hitlers magtovertagelse - er Adorno overbevist om, at den politiske konjunktur vil skifte. Selv efter Rigsdagsbranden og Kracauers flugt til Paris skriver Adorno i et brev dateret den 15. april:

"I øvrigt er mit instinkt for dig følgende: Kom tilbage til Tyskland. Der hersker fuldkommen ro og orden, jeg tror, at forholdene stabiliserer sig."

For Kracauer sker nu det, som han længe havde frygtet: Frankfurter Zeitung afskediger ham på grund af hans jødiske ophav og venstredrejede meninger. Kracauer mister sin læserskare og sit eksistensgrundlag. Jo længere tid hans emigration varer, desto mere fortvivlet er hans situation.

"En eksistens, som ikke fortjener dette navn," skriver han til Adorno. Også tanken om selvmord dukker op.

"Jeg selv ville gribe ethvert strå, men ingen holder et sådant hen til mig." Intensiteten af dette biografiske afsnit spejler sig også i brevvekslingen mellem Adorno og Kracauer, som især i 1930erne kan konkurrere med en thriller i spændingen. Men Adorno, som i mellemtiden er flyttet til England, som er blevet tilknyttet Frankfurter skolen, og som i det hele taget ikke kender til materielle problemer, spiller her en tvetydig rolle. På den ene side forsøger han at skaffe en arbejdsopgave til Kracauer, for at denne kan overleve. På den anden side bringer han aldrig et personligt offer og redigerer én af de tekster, som Kracauer afleverer til offentliggørelse i Frankfurter skolens tidsskrift, til ukendelighed. Kracauer ender med at trække teksten tilbage og skriver den 20. august 1938:

"Næsten ingen sætning er gengivet, som jeg havde skrevet den. De fleste er forandret til ukendelighed. Jeg må erkende, at jeg i hele min litterære karriere ikke er stødt på en sådan praksis."

Brevvekslingen mellem Theodor W. Adorno og Siegfried Kracauer er således langt mere end dokumentationen af et mere end 40 år langt venskab med højdepunkter og kriser, langt mere end et indblik i den private og intellektuelle sfære af to af det 20. århundredes store tænkere. Det er selve historiens drama, som genspejles her, og som repræsenterer emigrationen og alle de livsforløb og skæbner, som den vender rundt på. Til sidst er det Adorno, som vender tilbage til Tyskland - som den ærede, den fejrede, den, som beundres den dag i dag. Og som i anledning af Kracauers 75. fødselsdag udtaler:

"Hvad en mand som Kracauer i efterkrigstiden kunne havde udrettet det rette sted, f. eks. som en af de store avisers kulturredaktør, kan ikke overvurderes."

Men der var det for sent. Kracauer var blevet glemt og ingen af den unge Forbundsrepubliks kulturelite opfordrede ham til at vende tilbage. Heller ikke Adorno, som i mellemtiden var blevet leder for Frankfurter skolen, som netop i 1960erne oplevede sit gennembrud og sin anerkendelse hos de studerende. Mon ikke Siegfried Kracauer har lyttet til Adornos fødselsdagsportræt med ambivalente følelser?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her