Læsetid: 4 min.

Evigt ejes kun det tabte

Nils Malmros' længe ventede 'Kærestesorger' har filmmageren selv i centrum forklædt som gymnasieeleven Jonas. Men en unik pige stjæler billedet
Præstation. Simone Tangs præstation som Agnete stjæler billedet fra hovedpersonen, Jonas, spillet Thomas Ernst . Hun er plukket af samme forunderlige træ, hvor Malmros i sint tid fandt LIne Arlien-Søborg.

Præstation. Simone Tangs præstation som Agnete stjæler billedet fra hovedpersonen, Jonas, spillet Thomas Ernst . Hun er plukket af samme forunderlige træ, hvor Malmros i sint tid fandt LIne Arlien-Søborg.

Martin Dam Kristensen

13. marts 2009

Gad vidst, om datidens drenge på sidste skoledag vitterlig jagtede datidens piger iført falliske gumminæser? Da Kærestesorger udspiller sig, er vi trods alt kun akkurat ude af de kropsforskrækkede 1950'ere og stadig et halvt årtis penge fra ungdomsoprøret. Hvad enten de gjorde eller ej, er det en fantastisk (freudiansk) detalje, der passer fortrinligt ind i det Nils Malmro'ske univers, hvor jagten på kærlighed og sex ofte udspiller sig i et besynderligt spændingsfelt mellem det sjæleligt forkrøblende og det urkomiske.

Kærestesorger er 64-årige Malmros' 10. spillefilm og en selvstændig efterfølger til det, der vist hersker bred enighed om er hans hovedværk, Kundskabens træ fra 1981. Den er endnu et selvbiografisk led i instruktørens enorme erindringsprojekt, og når der er gået syv år, siden Malmros sidst lod høre fra sig, er en del af forklaringen, at Kærestesorger ganske som Kundskabens træ er optaget over tre år, så de medvirkende på fuldt ud realistisk vis modnes for vores øjne.

Halvt fuldendt

Denne gang er instruktørens alter ego Viborg-drengen Jonas, som spilles af Thomas Ernst. Filmen følger ham fra 1. til 3. g. på Viborg Katedralskole og skildrer hans turbulente forhold til den jævnaldrende Agnete frem mod dets - i hvert fald for Jonas - ulykkelige slutning. Agnete spilles af Simone Tang, der er plukket fra samme forunderlige træ som Malmros' ikoniske sad eyed lady of the lowlands i de tidlige 1980'ere, Line Arlien-Søborg, der nu arbejder som Malmros' instruktørassistent.

Når først et sådant ansigt er fundet, må halvdelen af Malmros' arbejde være gjort. Begge kvinder besidder en æterisk poetisk-melankolsk deadpan-kvalitet, som gør dem sindsoprivende interessante at se på, hvad enten de fortrækker en mine eller ej.

Agnete er ikke noget sprudlende eller lattermildt individ, men selv i sine selvudslettende stunder lyser hun langt væk af substans og potentiale, og for denne pen var hendes udvikling fra fladbrystet og forsagt til flyvefærdig ung kvinde filmens klare hovedattraktion.

Ulige børn

For Jonas er og bliver et ret ubesnærende bekendtskab. Han er endda køn på en måde, der i sin anonymitet står i modsætning til Agnetes/Simone Tangs dybe og dybt personlige skønhed.

Ej heller er han i videbegærlige Agnetes liga rent intellektuelt, hvilket blandt andet signaleres ved, at hun læser J.D. Salingers Forbandede ungdom på originalsproget og han i den danske oversættelse. Da Jonas får studenterhuen på, virker han ikke ret meget klogere, end da vi to timer tidligere mødte ham som 1. g'er.

Hvis Malmros har villet fortælle en historie om velbegrundet mandligt mindreværd, er det lykkes. Men man mistænker, at instruktøren har forestillet sig, at Jonas' smerte rummer mere intensitet, end tilfældet er. Som filmen skred frem, følte denne anmelder mindre og mindre af den unge mands kærestesorg. Jonas' sparsomme personlighed ledte mig - længe inden filmen sluttede - til den konklusion, at Agnete ville være bedre tjent med et andet parti.

Fars fald

Lidet hjælper det på skævvridningen, at det så afgjort er i Agnetes familiære baggrund, at det stærkeste drama findes. Faktisk er hendes forældres ækle ægteskab - som snildt kunne forklare Agnetes alvorsfulde væsen - en tragikomisk guldgrube.

Faren, som spilles af Søren Pilmark, er landsretsdommer og ligner ved første øjekast den disciplinerede og fokuserede samfundsstøtte, man ser for sit indre øje, når man hører så fornem en titel. Med sin næsten sfinx-agtige uudgrundelighed er Ida Dwinger helt rigtigt castet som dommerens værre halvdel, der ifølge sin egen datter er så kold og uforsonlig en kælling, at hun knaldede låget på honningkrukken for mange år siden, blot fordi gemalen kom for skade at slippe en vind på deres bryllupsnat.

Altså må den stakkels mand finde andre måder at komme af med al sin ophobede energi. En frådende interesse for Shakespeares Hamlet kører hurtigt helt af sporet, hvorefter skeletterne vælter ud af bedsteborgerskabet.

Fra at være Agnetes krævende, men kærlige forbillede må hun nu beskytte ham, og denne bittert ironiske udvikling er langt mere gribende end noget af det, der har med Jonas at gøre.

Fascismeflirt

Hvis Kærestesorger er en film med et stort svagt led, er den også en film med mange mindre styrker, som nu Finn Nørbygårds effektive lille portræt af en selvsmagende og applaus-liderlig lærertype.

Vi får endvidere en skarp illustration af forskellen mellem hul barsk fyr-attitude og den ægte vare: Jonas' klassekammerat Toke (Jesper Svane) går nok med solbriller og sort læderjakke, men må drikke sig mod til, før han tør synge Die Fahne hoch op i hovedet på sin autoritative far (Morten Suurballe), som er gammel modstandsmand.

I en af filmens stærkeste scener spiller Toke op over for Jonas' ven Birger, hvis vilddyrcharme herefter forvandles til det talent for intimidering, Toke indtil for få sekunder siden troede, han selv besad. Birger spilles af Jacob Grosen Pedersen, indehaveren af Kærestesorgers næstmest bemærkelsesværdige nye ansigt.

I tilgift stilfulde kamerakørsler og en generelt lækker fotografering. Ærke-århusianeren Malmros synes at trives overraskende godt på udebane. Allerede i åbningsscenen får vi et forrygende vue ud over domkirken med en blå nattehimmel som baggrund, senere et bakkelandskab i forårsfarver, et hvidt hus i klitterne med en dueblå Volvo Amazon i forgrunden, osv. - De må juble inde på Viborg Turistkontor.

Især på grund af den blegnæbbede hovedperson falder den uundgåelige sammenligning med Kundskabens træ ikke ud til Kærestesorgers fordel. Men mindre kan afgjort gøre det, og for Malmros' fans er den uomgængelig.

Kærestesorger. Instruktion: Nils Malmros. Manuskript: Nils Malmros og John Mogensen. Dansk (en lang række biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu