Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

En fissekarl fiser ud

Niarn virker fanget mellem drengerøven og voksenlivet. Træt af førstnævnte, vendt væk i vrængende væmmelse fra sidstnævnte
Kultur
11. marts 2009
Niarn virker fanget mellem drengerøven og voksenlivet. Træt af førstnævnte, vendt væk i vrængende væmmelse fra sidstnævnte

Niarn vil skide på både Christiansborg og Ungeren. Niarn får suttet pik på vej over Øresundsbroen. Niarn vågner i detentionen med pis ned ad låret.

"Næste episode i sæbe-hiphoperaen ligger lige for. Første scene: Behandlingscenter for stofmisbrugere", skrev jeg i 2006 om en fremtidig efterfølger til Niarns forrige album Antihelt.

Men nogle gange er forventningens glæde den største. Og nu hvor efterfølgeren er her - Rød Aalborg - så viser det sig at man i stedet skulle have imødeset en noget rådvild blanding af skraldgrinende resignation, galopperende fornægtelse og vrængende væmmelse.

Tag ikke fejl. Niels Roos alias Niarn forsvarer sit brand strålende på Rød Aalborg . Hans hæse let snøvlende raps er trademark-Niarn, og mange sange fortsætter selvmytologiseringen fra de to forgængere. Coke, snaps og sild (altså det fagre køn). Klart forsvar for varemærket Niarn. Men det foregår lidt mere på afstand, af og til i datid, og det føles ofte som om det foregår på skrømt.

Niarn er også holdt op med at rappe grimt om kvinder.

Det vil sikkert glæde Hanne-Vibeke Holst, som gik forrest i det moralske korstog mod Aalborg-knægtens sprog, som vel egentlig bare var en transmission fra en del af virkeligheden. Men det er da glædeligt, at Niarn tilsyneladende har mistet interessen for nedgørende omtale af kvinder. Men samtidig virker det ikke, som om han har bevæget sig meget længere op ad modenhedsbarometeret.

Nu vil hovedpersonen så heller ikke kalde Rød Aalborg for sit voksenalbum, og trodsigheden er til at tage og føle på, fra booklet til raps. Niarn i en ormestukken hytte med hjulspor i den brune græsplæne klos op ad en skriglykkelig dansk kolonihave i solskin. Og Niarn, der stadig roder rundt med damerne, stofferne, sprutten, og heller ikke her på sit tredje album bekymrer sig det mindste om, hvad andre siger om ham. Hvilket han så bruger endnu en sang på at forklare. Aha.

Forudsigeligt

Niarns hofkomponist og producer Christian Sundsdals arbejde med Rød Aalborg er ikke altid lige spændende. Nogle gange er det for forudsigeligt og for sparsommeligt i sin selvbegrænsning. Andre gange er nye tiltag bare mindre heldige. Her er de gode, gamle plastic-apokalyptiske synthesizere, der pumper thug'en i Niarn op. Her er sentimentale figurer, som blotter den følsomme underside af manden. Og så finder vi en skidt powerrock-ballade, en slags b-boy-salme, lidt tidstypiske lån fra eurodance, et stykke velfungerende grime-inspireret rytmik og en form for vise, der er beslægtet med Balstyrko, Sort Stue og Analogiks hang til spillemandsmusik og sømandsviser. Og der er en sampling fra MC Einars Kronisk På Røven.

MTV foretog i 2007 en undersøgelse af, hvilke musikfans mellem 15 og 24, der stemmer på hvad. Niarn og Nik & Jays fans ville fortrinsvis stemme på Dansk Folkeparti og var i øvrigt den mindst politisk interesserede gruppe.

"Jeg gider ikke' snak' politik en eneste gang/Sætter ild til en bil, bare for at se den brænde", lyder det på Rød Aalborgs åbningsnummer.

En efterhånden fortærsket fandenivoldskhed giver en fornemmelse af déjà vu, når man lytter til Rød Aalborg.

Lidt trættende apatisk

Og selv om jeg er sikker på, at Niarn bestemt ikke synes om Dansk Folkeparti, så er han i hvert fald stolt fortaler for en apolitisk eksilering i ego-kabinettet. Og det er måske det, der gør Rød Aalborg til lidt for trættende lytning.

At det synes gennemsyret af en eksistentiel apati, som egentlig kun modsiges af den desværre kun lejlighedsvise humor og af det faktum, at der rent faktisk er udkommet et nyt album fra mandens hånd.

Måske er dette en overgangsplade. Pladen, der markerer et ubekvemt skisma mellem hverken at føle sig hjemme i drengerøvsræset eller i voksensmøren. Lad os håbe det er sådan, det forholder sig. Ikke mindst fordi Rød Aalborg pletvist indgyder håb, når Niarn bruger sin livserfaring til selvironiske bekendelser, ikke mindst om sin privatøkonomi:

"Hvad fik jeg ud af det/Den nye plade med Ludacris/En halvbaldret Merc'er/Og fem nye computerspil/En kat og en kanin/som jeg bilder mig ind kan snakke", som det lyder på et af albummets bedste numre, "Stadig broke". Slagfærdig, selvironisk, decideret morsom. For sjældent.

Et andet sted meddeler Niarn, at "De siger, jeg ikke' vil' ha' et hit, hvis ik' jeg ha'd det skidt".

Og det ligner en fortalelse fra mandens side. For måske er det angsten for at undergrave sit varemærke, der får ham til at opkalde sit album efter en akvavit, samtidig med at han faktisk lyder lidt træt af sin selvdestruktion. Og dermed fiser en selvudnævnt "fucking fissekarl" ud på sit tredje album.

På genhør i en forhåbentlig morsommere og/eller mere moden udgave.

Niarn: Rød Aalborg (Copenhagen Records/MBO). Er udkommet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lars Christiansen

Det var på høje tid, at ordet "fissekarl" blev relanceret!