Læsetid: 1 min.

Flad film med fornuftigt budskab

Tom Tykwers thriller The International vil blive husket for to ting: Dens formidable timing (den har en bank i skurkerollen!) og en imponerende iscenesat ildkamp på New Yorks Guggenheim Museum
13. marts 2009

Tom Tykwers thriller The International vil blive husket for to ting: Dens formidable timing (den har en bank i skurkerollen!) og en imponerende iscenesat ildkamp på New Yorks Guggenheim Museum . Og herhjemme måske også for at Ulrich Thomsen i rollen som den i kanten mere end flossede finansmand Jonas Skarssen, der har en håndfuld replikker på dansk.

Clive Owen og Naomi Watts spiller henholdsvis en Interpol-agent og en offentlig anklager, som af ret uigennemskuelige grunde deler efternavn med de litterære koryfæer J.D. Salinger og Walt Whitman. Duoen kommer på sporet af, at storbanken International Bank of Business and Credit bag sin højglanspolerede facade driver bundkynisk business. Vi taler ting langt værre end høje udlånsrenter og tvivlsomt begrundede gebyrer, og en række pludselige dødsfald indikerer, at IBBC ikke abonnerer på det sentimentale synspunkt, at menneskeliv ikke kan gøres op i penge.

The International lever op til sin titel i den forstand, at den hopper mellem alverdens lækre locations i et tempo, der kunne gøre James Bond svimmel. Tom Tykwer er og bliver en dygtig og dynamisk billedmager, og hans film er altid på den ene eller anden måde visuelt interessante. Endelig er The Internationals kritiske blik på den globale kapitalismes uhellige alliancer og profit for enhver pris-credo bestemt prisværdigt og velkomment.

Når filmen alligevel ender som en stiv og selvhøjtidelig affære, er det, fordi dens pauvre persontegning er en akilleshæl på størrelse med Alaska: Watts' figur er underudviklet og Owens så forbløffende stereotyp, at den kunne gå for at være tvillingebror til Owens bevidst karikerede helvedeshund i sidste års Shoot 'Em Up.

Måske derfor ligner hun én, der har lyst til at være et helt andet sted, mens han bare borer sig dybere ned i den ene bistre rille, han her har at gøre godt med.

The International. Instruktion: Tom Tykwer. Manuskript: Eric Singer. Amerikansk-tysk-britisk (en lang række biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu