Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Det skal formentlig gøre ondt

Jens Unmack overgår sig selv på et dystert, stedvist slæbende og konstant ildevarslende udspil, der alligevel glider foråret i møde på forunderligste vis - og giver stryg for skillingen. Finurligheden skal man til gengæld kigge grundigt efter denne gang
Kultur
21. marts 2009

Lad os straks konstatere, at tabet af Love Shop var stort, men langt fra noget ægte lort. Mens vi dengang fik et sæt småsublime sange fra trekløveret en gang hvert andet eller tredje år, får vi nu en række popperler en gang om året, eftersom Henrik Hall og Jens Unmack med to sammentømrede bandmedlemmers inkorporerede koordination udgiver plader på skift. Det er ikke spor skidt.

Sidstnævnte leverer med Dagene Løber Som Heste sit tredje soloudspil siden bruddet i 2004, og det vil ingenlunde være at løbe med halve vinde at kåre det til Jens Unmacks hidtil bedste. Det siger en hel del, men hvad skal man ellers stille op med 10 lydefri skæringer, der rummer tindrende underspillet lyrik, solformørkelse i hjertekulen og en fornemmelse så luftig og ildevars-lende på én og samme tid, at de her og nu udgør forårets danske soundtrack?

Dagene Løber Som Heste er et homogent album og hæver sig især over forgængeren Aftenland Express. Med sine 17 numre var den en modig og måske også nødvendig udforskning af solotilværelsens muligheder, men også lige en lovlig voldsom mundfuld, der bredte sig mageligt og umådeholdent ud over genrespektret - fra dub til rock.

Denne gang orkestrerer Jens Unmack i stedet en klassisk og storladen pop, som kun han formentlig kan gøre det herhjemme. Bogstaveligt talt, for albummet gennemsyres af Prag Filharmonikernes strygergruppe, der fylder og flyder flittigt i det melankolske lydbillede. Et helt oplagt tilvalg, selvom tilstedeværelsen på syv af de ti numre måske er at stramme den en tak. Man må formode, at Jens Unmack, arrangør Søren Kjærgaard og producer Nikolaj Nørlund ville have stryg for skillingen, når de nu var taget hele vejen til Prag.

Forbilledlig dosering

Violinerne lægger for på albumåbneren og førstesinglen "Piloten På Sin Allersidste Dag", dernæst sætter celloer ind - ledsaget af en stump lilletromme og tilbageholdne, men ikke desto mindre insisterende klaverklodser - og så er Dagene Løber Som Hestes varedeklaration en kendsgerning.

Det lyder angiveligt, som om de østeuropæiske orkestermusikere har tappet buerne mod deres klangkasser i anerkendelse af Unmacks uomtvistelige tæft for gode melodier. I hvert fald er de spændstige, stramme og sprøde at lytte til. Filharmonikerne har dog næppe registreret danskerens sproglige fingerspidsfornemmelse, der forbilledligt doserer sine skrappe virkemidler.

"Piloten blev skudt ned langt hjemmefra/Han brændte som af feber under vingerne," indleder den højtravende Jens Unmack og holder derfra spændingen i ave.

Bølgerne lægger sig ikke just i det melodramatiske titelnummer, der risler ildevarslende ned ad ryggen. I mit hoved måtte det godt være møntet på Love Shop-guitarist Hilmer Hassig, som så tragisk gik bort i november i fjor:

"Skibet hedder savn/Sejler i dit navn," klager Unmack.

Det gør ondt at lytte til og dechifrere, og det skal det formentlig også gøre, mens 'Motorvej Til Himlen' omvendt er snak lige ud af posen om en ven på vej til et andet sted.

Uden låg

Ved de første gennemlytninger føles nummeret "Stjernelys" som en tungere og mindre veloplagt affære end resten af den moderat pulserende plade. Men det skyldes formentlig udelukkende, at det er første nummer uden Prag Filharmonikernes indblanding. I længden vokser skæringen med det fabulerende teksttema således og ender sågar som en af mine personlige Unmack-favoritter.

Bedst bliver det ikke desto mindre på "Mænd Uden Ord", og det er lige, hvad man ender som, hvis man forsøger at forklare, hvad den kontrollerede sanger og sangskriver her har gang i; målløs. Lyrikken er så fremragende, at jeg må trække et tidligere postulat i disse spalter om Peter Sommer som kongerigets fermeste tekstforfatter i mig igen. Den værdighed deler han med Jens Unmack. Den livserfarne skæbneudfordrer forklarer det bedre selv. Her i nogle linjer, der nærmere trækker og kalder på Dylan og Cohen - og måske også Springsteen? - end nogen som helst landsmand:

"Mænd uden ord tager stilheden hårdt/Ser på lange tog, der kunne tage dem bort /Søndag i regn, længes af sted - de fleste bliver her/Alt for svært at la' vær'."

I finalen sukker "Det Eneste Vi Har" længselsfuldt efter at længes. Man sukker uvægerligt med. Måske fordi Jens Unmack nu har fundet det, der kan drive ham videre frem- og indad. En smerte og et udtryk, der sætter rammer op, men ikke lægger låg på storheden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

andreas holst-olesen

"Ser på lange tog, der kunne tage dem bort" er hverken Dylans, Cohens eller Springsteens, men planket fra Thåströms "Främling ôverallt".