Læsetid: 3 min.

Fortabt i skyggen af muren

Håb og venskab bliver afløst af narko og vold - og Tyskland bliver genforenet - i Clemens Meyers storværk 'Dengang vi drømte'
Håb og venskab bliver afløst af narko og vold - og Tyskland bliver genforenet - i Clemens Meyers storværk 'Dengang vi drømte'
12. marts 2009

En vigtig del af svaret på, hvorfor det er gået galt for Daniel Lenz og hans fire venner i Clemens Meyers Dengang vi drømte, fås til allersidst i den 472 tætskrevne siders store roman.

Det er mildt sagt intet problem at nå dertil, også selv om man som jeg hverken har haft overskud til at pleje den tyske litteratur, så godt som den fortjener, siden gymnasietiden, eller er nogen stor fan af den beatgeneration, som Clemens Meyer sammenlignes med i en såkaldt blurb - skrevet af en af det danske forlags egne forfattere - på romanens bagside.

Allerede første hæsblæsende kapitel dirrer nemlig lyrisk og dystert af vendinger som "Silvio havde ikke Freds kriminelle energi, til gengæld spillede han skak". Og når Daniel mod slutningen af samme kapitel tillige lokker med "nu drømmer jeg om de ting hver eneste nat, og hver eneste dag danser minderne inde i mit hoved, og jeg piner mig selv med spørgsmålet om, hvorfor alting blev som det blev", ja, så er nysgerrigheden efter at lære Meyers rå og sprællevende univers bedre at kende ganske enkelt vakt. Hvad er der sket? Hvem er denne ferme fortæller?

Dengang vi drømte udspiller sig i et trist kvarter i den østtyske by Leipzig lige før og efter Murens fald. Teenageren Daniel og hans venner har, som titlen antyder, alle drømme, som de forsøger at pleje. Men virkeligheden trænger sig på. Først da det går op for dem, at tilværelsen som spejderdrenge og uniformerede skoleelever i det gamle DDR ikke er nær så spændende, som stjålne øl, slagsmål og pornoblade er. Siden, da drengestregerne udvikler sig til voldsorgier, biltyverier og narkomisbrug.

Socialt udmattet

En af dem, der har noget at have sine drømme i, er boksetalentet Rico. Kapitlet, hvor vi får at vide, hvorfor Rico alligevel aldrig blev til noget, er et mønstereksempel på, hvordan Meyer løfter sit portræt af fem anonyme drenge til en skildring af det moderne Tyskland. De store kampe er titlen på kapitlet, der udspiller sig på "Goldies bar, der havde det største fjernsyn i kvarteret". Boksekendere vil vide, at vi skriver 1995; på skærmen vises kampen mellem de to tyske giganter, mesteren Henry Maske mod udfordreren 'Rocky' Rocchigiani, og Daniel får oprullet dramaet således, at de to kampe - den på tv, og den, hvor Rico tabte muligheden for at få opfyldt sin drøm - spejler sig i hinanden og tilsammen tegner et billede af et genforenet, men socialt udmattet og spændt Tyskland, der langtfra har fundet fælles fodslag.

Den aften bliver Rico ved med at smutte ud på toilettet for at tage stoffer, selv om Daniel beder ham lade være. Siden går det helt galt mellem vennerne. De forskruede værdier, der bandt dem sammen, og i øvrigt var de eneste, samfundet havde at tilbyde, flår dem efterhånden fra hinanden, og læserne og Daniel må slutteligt konstatere, at der skal mere end drømme til for at klare sig i en moderne storbyforstad -

En moderne klassiker

Fortællingen afvikles ikke kronologisk, men springer frem og tilbage mellem tiden lige før og efter Murens fald - mellem den drømmende dreng, der så gerne vil holde fast på håbet om venskab og anstændighed, og den halvvoksne mand, der fortabt og fortumlet forsøger at sortere illusionerne fra virkeligheden.

Det sidste sker blandt andet ved, at han indimellem må trække i land. Som når han direkte siger, "Det med moren passer ikke", eller "Nej. Der var slet ingen strømere den første aften på Eastside -" efter at have berettet om en hændelse. Eller da han efter at have taget tilløb til det flere gange endelig kommer til episoden, hvor en af vennerne dør, og han, Daniel, må bruge tre forsøg på at få fortalt, hvad der egentlig skete.

Der er masser af den slags elegante litterære tricks, og bemærk også, at selv om det vrimler med dramatiske optrin i denne maksimalistiske roman, så antydes det blot, hvad der egentlig er på spil. Der skal læses mellem linjerne, de kulørte optrin kræver revurdering, og tidslinjen skal glattes ud, hvis vi - som Daniel - vil forsøge at finde svar på, hvorfor det gik, som det gjorde.

Det er ganske enkelt stor litteratur, og den debuterende Clemens Meyer (født 1977) vil givetvis få et problem med at leve op til Dengang vi drømte. Så megen mere grund er der til at glæde sig over en litterært foruroligende og fandenivoldsk kraftpræstation, der må finde vej til hylden med moderne europæiske klassikere.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu