Læsetid: 5 min.

Det gælder om at forsvinde, mens magien stadig hænger i luften

I år er det 25 år siden, Morti Vizki debuterede med 'Digtsamling', og en skovalf pludselig viste sig i 80'er-digtningens storby og neonlys. Det markeres med en udgivelse af hans samlede digte
I år er det 25 år siden, Morti Vizki debuterede med 'Digtsamling', og en skovalf pludselig viste sig i 80'er-digtningens storby og neonlys. Det markeres med en udgivelse af hans samlede digte
19. marts 2009

Morti Vizki var flyttet ind hos Poul Borum i Havnegade med en stak digte, han havde samlet i en mappe og skrevet Digtsamling udenpå. Det syntes, Borum var en fed titel, så det kom Vizkis debut til at hedde. Året var 1984, og digteren 21. Det var også Borum, der havde bestemt digtenes rækkefølge, og allerførst havde han sorteret de digte fra, han mente var for kokette eller havde for meget pat-os. Og pat-os netop udtalt, så det nyopdagede talent ikke var i tvivl om, at det måtte digte ikke have. Senere lod Vizki ikke Borum læse sine digte, før efter de var udkommet.

Det første digt i Digtsamling hedder således "Ansigtet" og slutter med linjerne: "det er et ansigt uden erfaring/et nyt ansigt". En begyndelse var markeret, og karakteristisk er det, at ansigtet betragtes, måske af egne øjne. Ordene 'scene' og 'maske' er også værd at hæfte sig ved i de første digte. Jo, og så selvfølgelig fødderne, der fulgte med hele vejen med deres sårbare akilleshæl og som fik deres eget lille buddhistiske tempel i Rejsebog (2002) med digtet, der i al sin enkelhed lyder: "Gongong/Fod".

Debutens farveldigt hedder "Drikkevise": "skål/og lad os skåle på/at du gider skåle med mig/selvom du glider væk bagefter/har jeg dog set dig/i virkeligheden/rørt dine fingerspidser/skål fordi jeg gider/kigge på dig/og pil så af!" og er en kompakt Vizki: to parter i et heftigt møde, tiltrukket af og ikke mindst stride ved hinanden. Vizkis ene er kampen, det andet rejsen.

Første gang, jeg oplevede Vizki optræde, læste han op fra Rejsebog på The Lab på Vesterbrogade i København, og han læste også bogens helt korte digte, som næsten er ingenting, og som man måske ikke ville sige var oplagte til oplæsning, men med Vizkis cool fremførelse blev de det. Han stod der, hvor scenen skulle have været, og læste, og pludselig var han væk igen. "Hvor længe/Er/Du/I dette digt?" lød et af numrene, før han forsvandt. Senere betroede han mig efter en anden oplæsning, at det gælder om at forsvinde, mens magien stadig hænger i luften.

Her er det, at jeg ikke kan lade være med at se Vizkis bestræbelse på scenen som Vizkis poetik. At lade digtet forsvinde, mens poesiens magi stadig hænger i luften. Man kunne fortsætte poetikken med at henvise til titlen Rejsebog og inddrage billedet af den rejsende, Odysseus, der skiftevis fik hvisket opmuntrende ord i øret af Athene og hørte Poseidon råbe, at han ikke ville klare turen. Dette billede af Odysseus og de to stridende parter er en forestilling, som kunne være Vizkis rejse og kamp, tro og tvivl. En tro på poesiens kraft i det ene øjeblik og en tvivl om samme i det næste.

Men denne læsning er kun mulig, hvis man læser Rejsebog i den oprindelige version udgivet sammen med billedkunstneren Christian Skeel. Oprindeligt var bogen luksuriøs i den forstand, at der kun var trykt på højresiderne. Et digt og et billede på hver. Papirfrådseriet understregede ordknapheden. I de samlede digte er digtene klemt sammen på side 313 til 322, og da nogle af digtene har titler og andre ikke, ser det for den, der ikke kender den oprindelige bog, ud som om Rejsebog består af otte meget mystiske tekster, oprindeligt var der 38 korte, men dog meningsfulde, digte. Når det selvstændige digt som "Jeg har en familie. Jeg har/En familie." pludselig bliver slutningen på en lang tekstpølse, bliver ordene altså mere mystiske, end Vizki egentlig var. Det er for ærgerligt, så lad os vende tilbage til Vizkis poetik.

Den høfliges larm

Det paradoksale og det umulige viser sig på alle niveauer i digtene, her for eksempel bare i en enkelt linje, igen fra Rejsebog: "Der er ingen navne imellem os, lille Thomas". Samlingen Mange boliger fra 2000 er paradoksal på flere (alle) ledder, idet ordspil og billedsprog først beordres hjem, hvor de kom fra, for så alligevel at dukke op i andre digte. Eller man kunne begynde med at nævne, at jeget i Mange boliger i det allerførste digt henvender sig et umuligt sted fra, det hinsides: "du skal ikke være ked af at jeg er død", hvilket jo igen er umuligt at love ikke at være for den efterladte.

Igennem de 12 digtbøger, Vizki skrev, bevægede han sig mere og mere i retning af det enkle (gør de fleste digtere i grunden ikke det?) og det ordknappe. I hans tre sidste samlinger er digtene haikuagtigt korte og aforistiske, for eksempel i den privat udgivne Vej, som nok vil være ny for mange, idet den oprindeligt udkom i privat tryk og uden for bogmarkedet. Dengang i 2003 var Vizki fortvivlet over både sin egen situation og poesiens i det hele taget. Godt nok betegnede han poesien som den høfliges måde at larme på, men at opmærksomheden om ham ikke var større, fik ham til sammen med billedkunstneren Christian Skeel at tage konsekvensen og gå uden om Gyldendal med Vej og blot give de få eksemplarer, en digtsamling alligevel normalt bliver trykt i, til de nærmeste venner og familie. En meget høflig måde at larme på, tør man sige.

Drengebarnet i skoven forvandlede sig gennem 12 digtsamlinger til en listig ræv, for i den posthumt udgivne Almanak (2005) at blive sammenlignet med en påfugl. En han med opslået hale, går jeg ud fra, og sjovt nok lang tid efter Borums indblanding. Digtet "Intervista" er samtidig en hilsen til den svenske digter Gunnar Ekelöf (1907-68), som Vizki var inspireret af, og et godt eksempel på den helt korte form, som Vizki dyrkede i de senere digte: "Hvad laver du så - i dette liv?/Jeg er digter. Så - ikke meget./Hvad skriver du om?/Mit speciale er tang i vandkanten. Tror jeg./Sig mig engang er du en påfugl?"

Her interviewer digteren sig selv, og nej, sådan en digter laver ikke meget. Oveni bliver den høfliges larm ofte overhørt. Men poesiens paradokser kan der i det mindste digtes om. I et interview, jeg lavede med Vizki i 2001, hvor jeg stillede næsten lige så dumme spørgsmål som det ovenstående, forklarede han omhyggeligt, hvordan han på den ene side påtog sig rollen som den gale og kunstneragtige, outsideren, og på den anden side så det som sin opgave at vise, hvordan det ikke var en karikatur. Det nåede han at vise os, inden han selv brat forsvandt, mens magien stadig hang i luften.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu