Læsetid: 3 min.

Gennem trængsler til stjernerne

Ben Okri forsoner sig med Afrikas skæbne i stor poetisk fortælling
19. marts 2009

Man opdager først, hvad man har, når man har mistet det. Under læsningen af den London-bosiddende, nigerianske forfatter Ben Okris velkomponerede, smukke fortælling blev jeg tvunget til at gøre mig klart, hvad det konkret var, jeg savnede, og nåede frem til, at det var intet mindre end kronologien, individet, kærlighedsintrigen og årsagssammenhængene, sådan som vi kender disse bærende elementer i moderne vestlig litteratur.

Okri fortæller om et førkronologisk Afrika, et mytisk tid og sted; hans hovedpersoner er 'Prinsen' og 'pigen', uden navne og uden klart tegnede personligheder; deres kærlighed er legendarisk, før de overhovedet har mødt hinanden, men selv om den udgør fortællingens røde tråd og dens realisering et afsluttende klimaks, så tabes den ligesom andre potentielle spændingsgeneratorer af syne undervejs til fordel for bogstavelig talt grænseløs poetisering, mytologisering, filosoferen.

Midlertidige lidelser

De mange legender om den blide, næstekærlige og lighedsprædikende Prins, om pigen fra den særlige stamme af mesterkunstnere, og om den hvide vind og de hvide ånder, som ødelægger det mytiske land og dets sammenhængskraft, får i løbet af fortællingen stadig mere tydelig parabelkarakter. Det går mod kolonialiseringen (den hvide) og dens følger i form af slaveri, oplysning og afmystificering, og samtidig mod en kristendom (Prinsens imitatio Christi), der med rod i original, afrikansk åndelighed og kunst (pigen) viser sig at hjælpe afrikanerne, eller i hvert fald Okri, til at forsone sig med deres skæbne. At livet fortsætter efter døden går hånd i hånd med den mytiske al-tid og tillader afrikanske slaver at betragte deres store jordiske lidelser med åndelig ophøjethed som noget midlertidigt.

Overmætning

Det er et stort forsoningsarbejde, der her gøres, og det er flot fortalt. Stilen er suveræn, sproget er meget, meget smukt, og den danske oversættelse er på et højt niveau. Men det er næsten for smukt og for meget af det gode. Når det gælder fine poetiske udsagn, har Okri en tendens til ikke at kunne nøjes med at sige A, men følge op med et helt alfabet. Har man sagt måne, må man også sige sol og stjerner, lys, mørke og skumring, jord og vind, tavshed og tale, kunst og kærlighed, glæde, undren og sorg etc. Det er selvfølgelig et spørgsmål om smag og behag, men jeg oplever det som en overmætning, der nivellerer og truer med at gøre de enkeltvis smukke og kloge billeder til klicheer. Som i dette afsnit, der fortæller om pigens stamme, og måske også om Okris egen poetik:

"De skabte værker, som var smukke i sig selv, værker, som ikke havde til formål at have nogen betydning, men som blot beredte glæde og skænkede et godt helbred til de mennesker, der så dem. Værker, der var ligesom solen, ligesom regnbuen, ligesom lyset, når det spejler sig i en flods vandoverflade, ligesom de strålende øjne hos et lykkeligt barn."

Savner Obama

Det er nok også et spørgsmål om temperament, hvordan man som nutidslæser føler sig tilpas i en så lang fortælling med i den grad ukonkrete konturer. Selv blev jeg rastløs, fandt det næsten umuligt at engagere mig. Der er ikke rigtig plads til læseren nogen steder i fortællingen, ikke noget personligt perspektiv eller nogen passion at engagere sig i, man må bare sætte sig ned og lytte, tage imod de smukke ord og store sandheder.

Der hvor min interesse blev vakt, er karakteristisk nok hvor der knyttes mere konkret an til dette mytiske Afrikas velkendte historiske fortid, til slaveskibenes grusomhed og de mangfoldige krænkelser, der ventede, hvis man overlevede fragten.

Flere steder undervejs i denne fortælling, sendte jeg en tanke til Barack Obamas udlægning af den sorte races skæbne, i Arven fra min far, som har al den historie, politik og de personlige historier, jeg tager mig selv i at savne i Okris fortælling. Samt ikke så lidt befriende selvironi og humor, hvor Okri næsten bliver patetisk. Men det er jo heller ikke en selvbiografi, han har skrevet. Med de stort projicerede følelser og mytologiseringen af det moderne menneskes syndefald minder Okris værk på mange måder om Saint-Exupérys Den lille prins, og vil måske ligesom den først og fremmest appellere til poetisk tænksomme unge mennesker.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu