Læsetid: 6 min.

Handler det om regnskab eller om kærlighed?

Heldigvis er Katrine Marie Guldagers 18 korte noveller litterær kunst og overskrider dermed det, der kunne ligne en kedelig kulturkonservativ kliché
Ølejr på Skarø. Når Guldager promoverer forestillingen om, at 68-generationen led af for megen frigørelse, og at kuren må være mere pligtfølelse, kører hun med på den forsimplede modstilling af nydelse og pligt, som kendetegner den nykonservative kulturkritik. Men heldigvis rummer hendes noveller også den kærlighed, der kan overskride den evindelige og forudsigelige vekslen mellem nydelseskrav og pligtappel.

Ølejr på Skarø. Når Guldager promoverer forestillingen om, at 68-generationen led af for megen frigørelse, og at kuren må være mere pligtfølelse, kører hun med på den forsimplede modstilling af nydelse og pligt, som kendetegner den nykonservative kulturkritik. Men heldigvis rummer hendes noveller også den kærlighed, der kan overskride den evindelige og forudsigelige vekslen mellem nydelseskrav og pligtappel.

Carsten Reenberg

19. marts 2009

I interviewet med Katrine Marie Guldager her i avisen i dag kan man læse, at hun stadig bærer rundt på en forargelse over 68-generationens adfærd. Læser man hendes nye novellesamling, Nu er vi så her, ser det ud til, at det mest forargelige ved denne generation er en forbrydelse, som den ikke længere kan siges at have patent på: skilsmissen. Flere af novellerne tematiserer på den ene eller anden måde skilsmissebarnets traume.

Hermed indskriver Guldager sig i noget, der ligner en tendens: skilsmissebørnenes beretninger om den smerte, forældrene har påført dem. Når døtrene af projekt frigørelse ikke skriver om deres egen skilsmisse (som Lone Hørslev), skriver de om at være mærkede af forældrenes, som Maja Lucas i Min far kan lide fugle, Julia Butchkow i A propos Opa, Naja Maria Aidt i Poesibog.

Kontrapunkt

Nu er vi så her består af 18 korte noveller, og den første springer plumpt og uforfærdet ud i opgøret med den selvrealiserende generation skilsmisse. Her gør den kvindelige jegfortæller op med sin mor, som forlod familien og rejste til Indien, da hendes døtre var små: "Det var forkert af hende at tage til Indien, og det var forkert af hende at lade os andre i stikken. Livet handler nu engang ikke bare om at jagte lykken. Livet handler også om forpligtelser og om at gøre det rigtige." Nu er det så, man håber, at denne jegfortæller med sine fordømmende klicheer og skråsikre skelnen mellem 'forkert' og 'rigtigt' ikke skal forstås som forfatterens talerør.

Typisk for Guldagers litteratur er det heldigvis at give ét perspektiv sit modperspektiv. Således også i denne samling, hvor datterens fordømmende blik på sin 68'er-mor får sit kontrapunkt i novellen "Returbillet". Her fortæller en fraskilt 68'er-mor om dengang i 1979, hvor hun var på vej til at rejse til Indien fra sine børn, men trods venners og families støtte til projektet ("det skal jo ikke være en livstidsdom at blive mor") vendte om i lufthavnen. Pointen er, at børnene alligevel har taget afstand fra hende: "Jeg blev hjemme, jeg ofrede mig for deres skyld. Og alligevel vil ingen af dem se mig i dag."

Det kan man kalde et underfundigt kontrapunkt - med en slutning, der, som i de fleste af novellerne, står pivåben for læserens tolkning. Skal vi tolke slutningen, som første novelles fordømmende fortæller formentlig ville gøre det, kan vi tænke os at selve moderens vaklen, bare det at hun overhovedet var på vej til Indien, har såret børnene for evigt. I en mere tolerant tolkning bliver pointen snarere, at der ikke findes nogen opskrift på det tvivlsomme projekt: at sikre sig sine børns kærlighed. Det kontrapunkt, jeg alligevel bliver ved med at savne i samlingen, er en solidarisk fremstilling af moderens begær (kære Guldager, tag og læs J. P. Jacobsens "Fru Fønss").

De fleste af novellerne formår gudskelov at holde pointen åben, at skrue ned for den dømmende stemme og overlade tolkning og vurdering til læseren. Lidt uheldigt er det måske dog, at det er den fordømmende jegfortæller, der med sine klicheer om 68-generationen og frigørelse versus pligt får lov til at åbne samlingen, for den stemme og dét perspektiv kan man komme til at bære med sig på de efterfølgende historier. Kun for så vidt som novellerne også befordrer andre perspektiver (og det gør de), bliver de til litterær kunst.

Hinsides regnskabet

Den første novelles moderskikkelse, der forlod familien og rejste til Indien, har siden arbejdet på børnehjem i Calcutta og reddet hundredvis af børn. Fra jegfortællerens fordømmende perspektiv er dette ingen kompensation for hendes forbrydelse mod sine egne børn, men et andet perspektiv er muligt: et perspektiv, hvor omsorg og kærlighed ikke er noget, der skal cirkulere i en streng økonomi inden for kernefamiliens lukkede system, men kan spredes ud i verden.

En af mine yndlingsnoveller, "Alle dør jo til sidst" vælger jeg også at læse på den måde: som en historie om, at kærlighed kan cirkulere i andre systemer end kernefamiliens og inden for en anden økonomi end regnskabets. Her er jegfortælleren en fraskilt, mandlig læge, der på velvågende afstand iagttager sin nabofamilie i villakvarteret, først med et godt øje til den attraktive mor, siden, da faderen er flyttet, med en stigende grad af omsorg for datteren. Plottets skuffelse af den umiddelbare læserforventning (okay, nu flytter faderen, så kan vores jegfortæller gå i kødet på den labre mor) bliver en smuk vending, hvor begæret viger for en kærlig omsorg - en måde, hvorpå jegfortælleren diskret kan blive den far, han ikke kan være for sine egne børn, og som nabopigens far ikke kan være for hende. Det diskrete faderskab består blandt andet i pigens rituelle besøg hos fortælleren inden sengetid: "Så lå vi på hver sin sofa og kiggede op i loftet. Jeg lod pigen snakke, betro sig til mig. Den sofa var det eneste sted hun kunne tale frit." Her bliver fortællerens sofa næsten til psykoanalytikerens briks.

Nydelse, pligt, kærlighed

Når Guldager promoverer forestillingen om, at 68-generationen led af for megen frigørelse, og at kuren må være mere pligtfølelse, kører hun med på den forsimplede modstilling af nydelse og pligt, som kendetegner den nykonservative kulturkritik. Men heldigvis rummer hendes noveller også den kærlighed, der kan overskride den evindelige og forudsigelige vekslen mellem nydelseskrav og pligtappel.

Den kærlighed, man kan kalde næstekærlighed, overskrider de biologiske bånds og regnskabets logik. Og en sådan kærlighed indtræffer glimtvis i novellerne. Vi møder en tigger, der bliver til en elsker, fordi en kvinde går forbi og siger: "Tag dig nu sammen, mand." Noget jeg læser som en herlig enkel narrativ udfoldelse af Kierkegaards bud om, at næstekærlighed ikke er at give tiggeren noget, men at forudsætte at han har noget at give dig. Vi møder en præst, der optræder næstekærligt i en trafikulykke, fordi han er fyldt af den erotiske forelskelses velsignelse. Noget jeg læser som en alt for konstrueret, men velment narrativ illustration af, hvordan erotik og næstekærlighed ikke står i modsætning til hinanden. Vi møder en voksen adoptivsøn, der bestemmer sig for at bryde med sine adoptivforældre og imødekommes med forstående respekt af sin adoptivfar. Noget jeg læser som en håbefuld historie om, at selv forældre også kan være voksne (og bemærk, at den gode far igen er en ikke biologisk far).

Gør man sig fri af første novelles forargede jegfortæller (og af Guldagers egne udtalelser), bliver langt de fleste af de 18 noveller små litterære kunststykker om eksistentielle valg og mellemmenneskelige møder med konsekvens. Når jeg hører forargelsens stemme i denne karakteristik af et par skilsmissebørn: "Splittelsen løb ned igennem deres ansigter som et ondt ar", bliver jeg til gengæld selv forarget. Mon ikke splittelsen er et eksistentielt grundvilkår for os alle sammen, skilsmissebørn eller ej? Selv om det måske er skilsmissebørn forundt at forestille sig, at de kunne have unddraget sig splittelsen, hvis ikke den havde vist sig helt konkret i skilsmissens skikkelse. (Her skal jeg for god ordens skyld nævne, at jeg selv er skilsmissebarn).

Det bedste vi kan håbe på for familien (kerne, pap, sammenbragt, enlig, hetero, homo, whatever), er, at den kan give sine medlemmer det minimum af omsorg og tryghed, der skal til for at gå ud i verden og give og tage imod kærlighed fra alle mulige andre end dem, man er biologisk beslægtet med.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vibeke Rosenkjær

Skyld på skyld....
Det var helt livgivende at komme videre til denne fantastiske ,indsigtsgivende anmeldelse af Katrine Marie Guldagers nye novellesamling, efter læsning af Peter Larsens samtale med forfatteren.
Menneskers livsvilkår, hænger vel sammen med den politiske virkelighed, som de i deres samtid er en del af. Skilsmisser blev en mulighed i den økonomiske frihed mange kvinder fik i 60.. og 70...erne
Før den tid blev en del ægteskaber indgået som "regnskab" mere end af kærlighed ,når der var "utidige" graviditeter. Pligtfølelsen forventedes at være stærkere end lysten. Mange af os, der har levet med et sæt forældre hele livet, der forpligtede sig i et forventet normsæt, bærer også på oplevelser af utryghed og svigt.. Det er et livsvilkår, der ikke kun er forbeholdt 68..ernes børn, hvis forældre ifølge Katrine Marie Guldager led af egocentricitet og for stor frigørelsestrang. "Nu er vi så her.".. og som titlen på Kirsten Faukens terapibog....kan der på gestaltvis siges: "Det er aldrig for sent at få en lykkelig barndom."