Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Haydn-fejring uden lidenskab

Den amerikanske barokekspert Alan Curtis havde ikke en heldig hånd med DR Underholdnings-orkestret
Kultur
24. marts 2009

De klassiske musikbrancher markerer ofte runde fødselsår for at skabe lidt mere opmærksomhed om de store døde komponister. I år fylder Purcell 350, Händel 250 og Mendelssohn 200, men dødsår kan også bruges. Josef Haydn har nu været død i 200 år, og det er da en kærkommen anledning til at gøre folk mere fortrolige med hans enorme output.

Man siger ganske vist i samme åndedrag Haydn, Mozart og Beethoven, som et vittigt hoved engang ophøjede til musikkens guddommelige treenighed: Faderen, Sønnen og Helligånden. Men efter sin død blev Haydn helt urimeligt reduceret til en hyggelig Papa, for ikke at sige Gross Papa, mens Sønnens og Helligåndens ry som evige genier voksede til uanede højder.

DR fejrer Haydn med tre koncerter her i foråret, og det er da altid noget. Den første fandt sted fredag aften i Koncerthusets studie 2, og i udgangspunktet var det med de lokalt bedst tænkelige kræfter, nemlig DR Underholdningsorkestret, som gennem de seneste 10 år er blevet trimmet til at spille Haydn og Mozart af den store mester Adam Fischer.

Til lejligheden havde man inviteret amerikaneren Alan Curtis, musikvidenskabsmand og cembalist, og på trods af at han står i spidsen for flere aktuelle pladeindspilninger for DG, var det ikke just som dirigent, han imponerede.

Lidenskabsløs styrmand

Man kan sagtens forestille sig, at dette glimrende kammerorkester ville kunne klare sig uden dirigent i wienerklassisk musik, så stilbevidste og sammentømrede er musikerne blevet under Fischer. Derfor kan man ikke frigøre sig for den mistanke, at Alan Curtis ødelagde mere, end han gavnede.

Han ligner på sin vis en anden lærd figur i samme repertoire: Nikolaus Harnoncourt. Ældre, høj herre med læsebriller i snor omkring halsen og med en uplastisk, nærmest modarbejdende direktionsstil.

Forskellen er blot, at Harnoncourt syder og sprutter af gammeltestamentligt temperament. Alan Curtis går mere lidenskabsløst til værks, også i den grad at musikken mange steder støver til i bar tomgang, selv om man godt kan fornemme interessante ideer bag den.

Aftenens instrumentale storværk, den kendte Paukehvirvel-symfoni, led derfor af forskellige mangelsygdomme så som rytmisk upræcision, balanceproblemer, fladtrykt klang og ufokuserede overgange. I andantens variationsrække bidrager alle grupper til en berigende konversation, men uagtet Curtis' raske tempo mistede man som lytter alt for ofte koncentrationen. Dog ikke da koncertmesteren, Erik Heide, pludselig tog teten og kastede sig ud i en gnistrende violinsolo.

Ubekvem Haydn

Det var koncertens hovedsigte at bringe den ukendte Haydn frem i lyset, en solokantate og diverse arier fra hans operaer. Den italienske mezzosopran Anna Bonitatibus var en sympatisk solist, hendes indsats var behjertet, men man grundede på, at en anden dirigent i højere grad kunne have revitaliseret den musikdramatik, der blev rullet frem.

Den lille kantate om Ariadne på Naxos foreligger originalt kun i en version for stemme og cembalo. Efter Haydns død har andre orkestreret den, og selv om det ikke fremgik af programhæftet, kunne man formode, at Alan Curtis stod bag aftenens version.

Det lød som en ubekvem Haydn, i særlig grad de to furiøse orkesterrecitativer. Det italienske parlando ligger åbenbart ikke for Curtis, der blev ikke tilsat den fornødne kraftstrøm i orkestrets pauser, og de sindsoprivende akkordhug kom ikke med den giftighed, som man så ofte hører hos Adam Fischer. Bevar mig vel, hvor man savnede ham! Endnu mere fordi han kiggede ned på os med sine sørgmodige øjne fra studiets portræt-galleri.

Varm timbre

Anna Bonitatibus sang udmærket den forladte Ariadne på den øde ø, men hun inkarnerede ikke kvindeskæbnen - sådan som hun stod som en anden koncertsangerinde med blikket skiftevis ned og op fra sine noder. Det er selvfølgelig urimeligt at sammenligne hende med Cecilia Bartoli, men hør og se Bartoli med Harnoncourt på Youtube i samme kantate, så vil det fremgå, hvad jeg mener med inkarnation.

Af de fire arier fra forskellige Haydn-operaer stod én særligt frem, den fra L'isola disabitata. Den lille koncertsal er sandt for dyden ikke en skønhedsåbenbaring, ej heller akustisk tilfredsstillende, men her glemte man det hele i en svigtet hustrus klagesang, hvor Bonitatibus' mørke, varme timbre blev smukt støttet af den sordinerede violinklang.

Haydn var en morsom og jordnær mand, det hører man ofte i hans musik, og munterhed fik vi i rigt mål fra aftenens uforlignelige præsentator.

Fredagskoncert den 20. marts i Koncerthuset, Studie 2, Haydn: Symfoni nr. 103. Kantaten Arianna a Naxos. Operaarier, Anna Bonitatibus (mezzosopran), DR Underholdningsorkestret, dirigent: Alan Curtis, præsentation: Claus Johansen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her