Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Ib Michael foran egoets alter

'Vilde engle' er mere en autoallegori over en ung mands forvandling til kunstner, end den er en skildring af tidens gang og tidsåndens skiften. Med 'Vilde engle' slutter Ib Michael tre romaners bøn foran egoets alter
'Vilde engle' er mere en autoallegori over en ung mands forvandling til kunstner, end den er en skildring af tidens gang og tidsåndens skiften. Med 'Vilde engle' slutter Ib Michael tre romaners bøn foran egoets alter
Kultur
26. marts 2009

Det er ikke så godt, hvis man, imens man læser en bog, hele tiden må spørge sig selv: Hvorfor skal jeg høre om det her? Hvad gør netop dette fortælleelement påtrængende vigtigt? Men sådan er det desværre at læse - eller rettere sejt kæmpe sig igennem - Ib Michaels nye roman, sidste bind af den selvbiografisk funderede trilogi, der indledtes med Blå bror (2006) og videreførtes ved Sorte huller (2007).

Skønt meget nyt stof her hvirvles op, og man støt bevæger sig frem i historien, mindes man hele tiden om, at nu er man altså i gang med slutbindet af en trilogi. Der skal knyttes ender, bindes sløjfer, samt værst af alt holdes prædiken om tidsånden, der ikke er, som den var, dengang da kunstneren var en nysgerrig, livslysten ung mand.

Vilde engle henter sin titel fra de læderindbundne rockerbisser, der drog hærgende om i fællesarealerne i tiden omkring 1970. Over for dem stod hippierne og kunstnerne, de blomstersmykkede engle om man vil, og til disse hørte Ib Michael, eller skulle vi sige hans jegfortæller, som i romanens ene spor husker tilbage på perioden fra sommeren 1967 til nytårsaften 1970.

I dette selvbiografiske spor får han en datter, skilles efter ni år fra Regina, skifter studium fra astrofysik til indianske sprog, debuterer som digter, aktionerer politisk og melder sig ud af en guru-sekt (Narayana på Gylling Næs), som viser sig at bygge på illusion og lutter magtfuldt bedrag.

I romanens andet spor følger vi fortælleren under et år "uden for tiden", fra tsunamien vælter ind over paradisøen ved Phuket i Thailand, og til han omsider beslutter sig til at ringe hjem til sin datter.

Skrøne, brochure kronik

I mellemtiden har vor globaliserede helt deltaget i øens genopbygning sammen med et gammelt bekendtskab fra sin omtumlede ungdom, klosterforstanderen Pierre. Han har harpuneret fisk med en tysker, han har ligevedognæsten haft sex med en lokal transvestit og elsket langvarigt med en dame samt sidst, men bestemt ikke mindst lånt identitet af en anden mand, en hr. McCoy, som omkom under oversvømmelsen, men nu viser sig at have været gigant inden for russisk storfinans.

Her er Ib Michael efter alt at dømme langt fra sin egen biografi, men tæt på skrønen, turistbrochuren og den samtidskritiske kronik, for aldrig så snart er øen reddet, før den gennem turisters invasion forvandles til en pengedyrkende parodi.

Ikke alt i denne roman er lige overbevisende udført. Forfatteren kan for eksempel ikke rigtig beslutte sig for, om han i de tilbageskuende dele vil benytte sig af de mellemliggende års viden eller ej, og han har, når han nærmer sig problemfyldt materiale, en tendens til at forfalde til causerende gummisprog, som når det om Regina, umiddelbart inden forholdet revner, hedder, at hun havde "sin kvinderolle til revision". Mere ærgerligt er det dog, at der imellem romanens to parallelspor så godt som ingen spænding opstår: bogen fremstår som komponeret sådan-som-man-nu-laver-romaner - ikke gennemlyst af én samlende inspiration.

Komposition og stil

Gennem de tre romaner går en stræben efter 'det hele', i menneskeliv og litteratur. Vi færdes både ude og hjemme, i nutid såvel som i fortid, på én gang i kroppen og ånden, og vi føres ustandselig tur-retur mellem kvindeligt og mandligt, eller vi glider frem og tilbage mellem kærlighedsliv og så politik. Man bør, prædiker Ib Michael, i et af sine kursiverede afsnit, "sky den tanke, som kun bevæger sig i hovedmodsætninger. Den der til enhver tid kan rumme to lige indlysende, men modstridende tanker i hovedet på samme tid, kommer aldrig til at gå i takt".

Ikke nok med at denne sætning er overlæsset grim (til enhver tid og på samme tid, så fik man da budskabet banket fast), den er også farlig som kunstnerisk credo, fordi den afviser begrænsning. Og hvad det fører til, viser sig, når forfatteren nedtrapper en høj, hellig fuldkommenhedslængsel til en slap fuldstændighedstrang, som kunstnerisk set virker lammende, idet den afføder en underligt omkringslubrende komposition og stil:

En komposition, der på jagt efter totaliteten mister retning og fokus, og en skrivestil, der i sin forhippethed på at få alle detaljer med forfalder til overfladisk ornamenteren.

Det kan godt tænkes, at den modsatte ekstrem i form af en monumental minimalisme ville være værre endnu, men Ib Michaels metode undgår, gennem sine stadige forsøg på at overbyde sig selv, ikke at trætte fælt, sådan som det gang på gang sker, når hans velkendte episke centrifugalkraft ender som flagre-power.

Glæden der blev glemt

Forfatteren er sandsynligvis bevidst om de risici, hans 'forsøg på at favne' uafladelig må føre med sig. I hvert fald etablerer han med megen omhu modeller, der skal holde sammen på det komplekse ved at stable det op i et tema eller samle det i en metafor. Hovedtemaet hedder kærlighed over for kapital, livet over for døden, dynamikken versus forsteningen, altså tiden op til 1970 over for dels de følgende år, dels tiden, vi lever i nu, med pengemagtens globalisering. Og hovedmetaforen hedder sorte huller, forstået som en gigantisk glemsel, hvori alt det gode og glade forsvinder.

Hertil føjer sig mere lokale billeddannelser. I et af bogens tåbeligste afsnit forvilder Ib Michaels alter ego - det fiktive episke ego, som han dyrker foran fortællingens alter - sig således ind i et aflukke på Gyldendal, hvor forlaget allerede opbevarer 1970'erne, det vil sige "Et længere hyldeafsnit med menstruationsbind som alle skulle blive til bøger. Et andet med lilla bleer lagt i stabler, parat til at blive sat i omløb." Grammofonpladerne spiller sig selv med bongotrommer og harmonikaer: "Stå op, Søster Grøn, kom med, Søster Rød..."

Mage til fladt og reduktivt og fortællemæssigt forkrampet fremtidstilbageblik må man vist lede længe efter. Men hensigten er ikke til at tage fejl af, for hvor de andre gik ind i sig selv, rejste Ib Michael ud i den store verden, og mens de andre spærrede visionen inde i politisk ortodoksi, fortsatte han selv med at holde fantasiens fane højt. Måske er Vilde engle mere en autoallegori over en ung mands forvandling til kunstner, end den er en skildring af tidens gang og tidsåndens skiften.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her