Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Kædegrin og økohvin

Jytte Abildstrøm morer med fuglefødder og gebis i Riddersalens gennemmusikalske godbidskæde
Jytte Abildstrøm morer med fuglefødder og gebis i Riddersalens gennemmusikalske godbidskæde
Kultur
19. marts 2009

Grin skal der til, og Riddersalsrevyen 2009 er et glimrende bud på en teaterscene, hvor man kan lade foråret spire frem af humøret.

Indledningsreplikken er klar: "I begyndelsen var moderen og faderen - og så kom Adam og Erik". Den skæve tone er slået an, og så er det bare om at følge med.

Det er igen Signe Birkbøll, der har brugt sin vittige tunge som replikskriver. Selvironien er faktisk hendes stærkeste kort, som når hun f.eks. laver grin med økofolkets fremtidsbekymring og præsenterer en replik til patetisk fremførelse: "Vi skylder jo vores oldebørn en Agger Tange med sæler i solskin". Øh, jo tak, naturligvis.

Mikael Fock har sat i scene med drenget sans for Riddersalsfolkets anakronistiske trang til at bryde ud i flerstemmig sang og teatralske grimasser. Og Jon Gelting har skabt et ingenmandsland af tæpper og et kemisk rullebordseksperiment med kaffekobler, der vidner om samme sprudlende overskud som Thomas Winklers smukke kåbekostumer og gakkede brystrubiner, der skrider hen over scenen i elegant overdådighedsfest.

Latteren ruller. Når Jytte Abildstrøm får amputeret fødderne under en makaber skønhedsoperation og i stedet får påmonteret fuglefødder efter sidste mode er ikke et øje tørt; her kan Nygaards busbabser hverken holde formen eller skålen. Og når spillerne lytter andægtigt efter noget så væsentligt som en 'mussekysselyd', kan man kun beundre Riddersalsfolkets kærlighed for nuancen.

Kasket - stakit - gebis

Kædereaktioner er revyens titel. Og jo, numrene kædes sammen af holdets anarkistiske forhold til sceneoptræden. Alle strunter i stilarter og trendy realisme: På Riddersalen spilles der grotesk og overdrevet og stiliseret, så netop virkelighedens realistiske udtryk bliver synligt nedenunder. Og det er ganske forfriskende.

Hvem andre end Jytte Abildstrøm kunne i dagens Teaterdanmark tage et uhyrligt gebis i munden og sige replikken: "Jeg er ikke rigtig mig selv. Jeg er min søster". Og så få noget eksistentiel forskydningspsykologi med dagsaktuelt selvfokus ud af tåbeligheden.

Pete Livingstone har komponeret skæv musik, der leger med Riddersalens sære tidslomme mellem nutidskaos og fremtidsvakuum - i fint flow efter sidste års stortræffer Don Q. Her finder melodierne sig selv og hinanden med en gøglerdræven, som lokker tilskueren med ind i omkvædene.

Nuvel, Riddersalen har både været politisk og økologisk skarpere end i denne revy. Eller føler Brikbøll & Co. sig bare hævet over satirer over Pia K. og tilråb til Connie H.?

Men ikke alle numre holder niveau eller nødvendighed. Alligevel glitrer charmen suverænt fra mascaraen og de overdrevne vipper. Ikke bare hos Mor Jytte, men også hos Nina Kareis, som spiller den jordbundne og skeptiske autoritetskvinde, der sætter modstand på spillet over for Signe Birkbølls flyvske og drømmende kvindeskikkelse. Og de fire glade gutter i Schwanzen Sänger Knaben er som altid uimodståelige og uudgrundelige med deres trang til musikalske kommentarer, når det er mindst passende. Nu iført kemikerkorrekte kitler og sikkerhedsbriller.

Som Jytte Abildstrøm selv replik-definerer Riddersalens position i teaterlandskabet.

"Jeg er som skabt til kædereaktioner. Jeg er livsfarlig!"

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her