Læsetid: 6 min.

Et kulturkonservativt lokomotiv

Samfundsudvikling, politik, byudvikling og æstetik går hånd i hånd i Søren Ulrik Thomsens mesterlige essays
12. marts 2009

Det er en lykke, at vi nu har fået Søren Ulrik Thomsens bedste essays fra de seneste små ti år samlet i en bog, Repremiere i mit indre mørke. Publicistisk er det godt at få givet lidt mere evighed til en række stærke tekster, som ellers kun har stået at læse en enkelt dag i en avis. I tilgift får vi to nye essays, som dog i den forgangne uge har været trykt her i avisen og i Politiken, samt en række lyriske 'bonustracks' i form af fire digte, der ikke har været trykt i bogform før.

Kunstnerisk slår samlingen én gang for alle fast, at Søren Ulrik Thomsen er en mesterlig essayist. Essayene kom ikke kun til tiden, dengang de blev skrevet, men viser lang holdbarhed og stor principiel æstetisk betydning. Bogen beviser også, at man må regne hans essays som lige så vigtig en del af forfatterskabet som digtene.

Bogen behandler mange forskellige emner. Man kunne således spørge, hvad intimbarbering, 68'ernes bekendelsestrang, gårdsaneringer i København, fascination af 50'erne og spionromanen har med hinanden at gøre? Og et svar vil være, at uanset vi taler om ungdomsoprøret, seksualitetens historie gennem nogle årtier, Københavns afvikling fra storby til pæn provins eller forkærlighed for den spionroman, der foregik før jerntæppets fald, så har kulturen ifølge forfatteren oplevet et tab af pirrende hemmeligheder og af muligheder for at gå på opdagelse efter alt det, der gemmer sig bag den umiddelbare overflade. Samfundsudvikling, politik, byudvikling, seksualitet og selvfølgelig især æstetik går hånd i hånd i denne bog, som gør os en del klogere på vores fælles historie gennem de seneste 50 år.

Erindrende essays

Der går en rød tråd gennem bogens essays, som også hænger sammen med Thomsens brug af essay-formen. Han bevæger sig med stor lethed og elegance i spændingsfeltet mellem erindring og refleksion, mellem det personlige stof og det fælles. Ud af det personlige møde med verden forsøger han at uddrage en lære, men uden at hævde dens almengyldighed. Thomsen prædiker hverken et bestemt verdenssyn eller etik, men går i ordets sande betydning kritisk og dialektisk til værks både over for sig selv og verden.

Bogens titel Repremiere i mit indre mørke henviser til genkomsten. De oplevelser og kunstværker, der melder sig fra fortiden, bliver ved med at tilbyde noget til nutiden. Og sådan er det også med gensynet med Thomsens essays, der både genopliver fortiden og skaber nye erkendelser i nutiden.

Hvad er så egentlig Thomsens ærinde med den nye bog? Mange har i de senere år villet gøre ham til en vigtig repræsentant for en konservatisme i litteraturen og kulturen. Især bogen Kritik af den negative opbyggelighed, som han skrev sammen med Frederik Stjernfelt, har fået den selvudråbte avantgardes fortalere og kulturradikalismens efterkommere til at se rødt. Deres projekt er ofte blevet misforstået som kulturelt bagudrettet. At Thomsens position i den nye bog ikke er så entydig og let at placere bliver ikke mindst tydeligt i essayet "Balladen om den tynde mand", hvor han eksempelvis kommenterer "den røvsyge kulturkamp mellem konservatisme og kulturradikalisme, der i alt for mange år har forpestet debatklimaet og gjort folk dummere".

Jeg tror, at Thomsens position er blevet misforstået, fordi han ikke umiddelbart har nogen dansk forgænger. Han er en mand, som er optaget af form og ydre fremtoning. Denne side viser sig at stamme fra faderen, der som bankmand - samtidig med en perfekt ydre fremtoning - nærmest forspiste sig af kulturradikalismens produkter. Dermed får faderen klichéen om den lille grå konforme mand, som både Bob Dylan og C. V. Jørgensen synger om, til at bryde sammen. Forestillingen om at være et spændende undtagelsesmenneske , hvis man betragter sig selv på denne forløjede forestilling om andres konformisme får et ordentlig modspil hos Thomsen.

Men hvad nu hvis denne store opmærksomhed på formen i virkeligheden er nødvendig for at holde kaos i skak? Eller i det mindste for at demonstrere et vigtigt æstetisk princip om, at traditionsforpligtelse ikke nødvendigvis står i banal modsætning til avantgardismens projekt, og at omsorg for form ikke nødvendigvis modsiger brud på form. I den henseende kan man i europæisk sammenhæng bedst sammenligne Thomsen med den engelske digter T. S. Eliot eller den østrigske digter og essayist Hugo von Hofmannsthal.

Nogle vil måske opfatte bogen som en hyldest til 50'erne og et opgør med '68. Thomsen finder eksempelvis i et af bogens bedste essays "En underlig sang i den iskolde gade" bag om ryggen på Hans-Jørgen Nielsens og Klaus Rifbjergs version af modernismen tilbage til Ole Sarvig, som han så at sige geninstallerer som central del af den modernistiske litterære kanon. Men så enkelt er det ikke hos Thomsen, for hans egen forudsætning er jo netop ungdomsoprøret og kampen mod de falske autoriteter. Bogen er derfor snarere en kritik af hans egen generation og den måde, de forvalter friheden og oprøret på. En insisteren på at tænke selvstændigt og på tværs af dogmer. Heri ligger også en forpligtelse og omsorg for den arv, oprøret vokser ud af, og som ikke bare kan kastes ud med badevandet.

Erotiske ekskurser

I det hele taget har Thomsen en kærlig og sorgmunter omgang med verden omkring sig. I et af de nye essays, "Seksualitetens kolbøtter", tager han afsæt i et erotisk blad, han ved et tilfælde spejder i grøftekanten på en motorcykeltur. Det viser sig at være et nummer af Ugens Rapport og ikke som håbet en antikvarisk udgave af bladet Varieté, som er langt mindre eksplicit seksuelt, men desto mere ophidsende. Den lille episode bruger han som afsæt til refleksioner over begærets forskellige former og veje og et forsvar for den erotik, som ikke er så manifest, og et forsvar for "halvfjerdsernes sørgmodige, smagløst lilla, orange eller ligefrem brune frottétrusser, hvorfra en uregerlig måtte væltede ud over alle bredder".

De fleste af bogens essays har tidligere været trykt. Personligt husker jeg tydeligt den sensommer i 2002 i Classens Have på indre Østerbro, hvor Thomsen i Politiken publicerede artiklen "Parcelhus på højkant". Midt i hjertet af det hyggelige velhavende andelsparadis sad alle med Søndagspolitiken og fik Thomsens krasse kritik af det københavnske andelshelvede galt i halsen. Det essay peger på noget, Thomsen er særlig god til, nemlig præcise iagttagelser af ændrede livsformer, provinslivet der sniger sig ind på storbyen som gradvist forvandles i dens billede.

Også Thomsens fantastiske reportage "Opsang til mig selv" fra hans lange tur rundt til amerikanske kirker er heldigvis med i bogen. En mere overraskende side er en herlig analyse af Alfred Hitchcooks film Vertigo, hvor forfatteren både går endog særdeles psykoanalytisk til værks. Ligeledes holder jeg meget af hans genlæsning af 80'er-digterne og egen patos i essayet "Noget alvorligt i klemme". Eneste lidt svage essay er i mine øjne "Kraft durch Schadenfreunde", hvor hans kritik af tidens tendens til selvretfærdighed ender i en entydig stillingtagen til fordel for personer som Joschka Fischer og Ole Wivel, der ifølge Thomsen er udsat for en hetz af medierne. Mit forbehold skyldes ikke kun, at jeg kan være uenig med Thomsen i synet på disse sager, men at han, i stedet for som i de øvrige essays at holde en kritisk balance og dialektik, forfalder til en patetisk prædiken.

Men det er en lille skønhedsplet i en ellers overbevisende essaysamling. Ligesom Rune Lykkeberg i sin bog Kampen om sandhederne så at sige dekonstruerer det system af sandheder, der ligger til grund for de sidste 50 års danske velfærdssamfund, dekonstruerer Thomsen samme periodes velkendte fortællinger og sædvanlige modsætningspar ved at søge ned i sprækkerne af det velkendte og dér finde ny betydning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu