Læsetid: 4 min.

Liv og læring hænger sammen

Fornuft og tro. Den filosoferende biolog Jesper Hoffmeyer forsøger i en tankevækkende analyse at trække tæppet væk under fornuftens mørke modstandere ved at anerkende, at de ikke tager helt fejl i alt ...
Kætteren. Jesper Hoffmeyer ser ikke modsætningen mellem videnskab og religion som en konflikt mellem viden og tro, men som to forskellige former for tro. Forskellen er, at tvivlere ikke er gode troende, men ofte afskrives som kættere eller vantro, hvorimod tvivlen er en dyd for forskeren. På billedet statuen i Rom af kætteren Giordano Bruno, der i 1600 blev brændt på bålet for at tvivle kirkens indretning af universet.

Kætteren. Jesper Hoffmeyer ser ikke modsætningen mellem videnskab og religion som en konflikt mellem viden og tro, men som to forskellige former for tro. Forskellen er, at tvivlere ikke er gode troende, men ofte afskrives som kættere eller vantro, hvorimod tvivlen er en dyd for forskeren. På billedet statuen i Rom af kætteren Giordano Bruno, der i 1600 blev brændt på bålet for at tvivle kirkens indretning af universet.

Filippo Monteforte

21. marts 2009

Hvis man forsvarer fornuften, bliver man besat af ufornuft og tågesnak. Hvis man kæmper for rationalitet og oplysning, kommer man til at kæmpe imod religiøse mørkemænd og kvinder og alternative bud på verdens sammenhæng og populærvidenskabelige prædikanter, som hævder, at alt er konstrueret, og at virkeligheden ikke findes. Hvis man gør grænsen mellem videnskabelig erkendelse og religiøs tro til sin frontlinie, bliver man opmærksom på, hvor ofte de to felter efterhånden støder sammen.

Oplysningens fortalere ser gerne de religiøse tendenser som eksempler på irrationalitet midt i en eller oplyst kultur. De anstrenger sig sjældent for at sætte sig ind i argumenterne på den anden side. De stiller sig for ofte tilfreds med at erklære de religiøse eller troende uden for rationel rækkevidde. Og derved kommer de, der skulle tale fornuftens sag, til at underminere deres eget projekt. De opgiver at forklare det, de ikke kan forstå, og det bekræfter deres religiøse samtalepartnere i, at religion er undertrykt og forfulgt i den moderne verden.

De gode gamle fjendebilleder bliver bekræftet, og ingen bliver klogere.

Fornuftsmonopol

Det, der er så godt ved den danske biolog Jesper Hoffmeyers nye bog, Tro på tvivl, er, at han taler fornuftens og videnskabens sag uden at underkende, at de andre har en kritisk pointe. Han flytter fronterne for debatten. Det er både præmissen og projektet: Når videnskaben hævder et snævert monopol på fornuften, overlader den alt for meget til ufornuftens parkeringsplads. Hvis videnskaben ikke vil anerkende basale menneskelige fænomener som tro, følelser og fornemmelser, distancerer den sig fra hverdagslige intuitioner og styrker i virkeligheden den front, som den skulle bekæmpe:

"Det kan ikke være rigtigt, at vi skal vælge mellem en religiøs forklaring, som i den sidste ende blot forklarer noget uforståeligt med noget andet uforståeligt, og en videnskabelig forklaring, der stort ser benægter eksistens af det, der skulle forklares."

Biosemiotikken

Jesper Hoffmeyer har gennem de senere år udviklet sin teori om det, der kaldes 'bio-semiotik'.

Denne teori udfordrer opdelingen af verden i frihed og nødvendighed, hvor frihed er menneskets privilegium, mens alt i naturen følger mekaniske love. Den moderne adskillelse af det tænkende menneske og den mekaniske omverden problematiseres af biosemiotikken. Pointen er, at naturlige væsner ikke kun følger love, men også tilpasser sig deres omstændigheder.

Denne tilpasning efter omstændighederne bestemmes som en slags fortløbende fortolkning.

Levende væsner er ifølge Hoffmeyer rettet mod deres omgivelser og tilstræber en integration af omstændighederne i deres overlevelsesprojekt. De læser deres miljø og denne aflæsning påvirker deres udvikling. Idet forbindelsen mellem aflæsning og udvikling afdækkes, er modstillingen mellem det frie menneske og den mekaniske natur relativeret og det snævre fornuftsbegreb udfordret. Små dyr og organismer udvikler sig over tusinder af år og er forbundet med mennesket gennem fælles afstamning i det lange perspektiv. Det forhold, at menneskets frihed og bevidsthedsliv er skabt gennem naturhistorien, er et problem for en religiøsitet, som insisterer på det evige og hellige i mennesket.

På den anden side er det forhold, at levende væsner aflæsende integrerer sig i deres omgivelser et problem for en ortodokse ny-darwinisme, der kun anerkender naturlig udvælgelse som årsag til evolution. Mod sin vilje må Hoffmeyer derfor give fundamentalisterne ret, når de kritiserer naturvidenskabelige forskere for at forkorte og forsimple livsformernes historie:

"Fundamentalisterne kan ikke med fornuften i behold komme uden om, at menneskelivet på denne jord er opstået ved helt igennem naturlige processer i en mange milliard-årig proces. Blot må man medgive, at naturlig udvælgelse ikke kan stå alene som forklaring på denne proces."

Man må med andre ord anerkende, at liv og læreprocesser er forbundne.

Tro, tvivl og viden

Gennem det meste af bogen fører Hoffmeyer analytisk overbevisende fornuftens sag. Det gør han ved som videnskabsmand at starte med at kritisere sin egen institution. Kritikken starter som selvkritik.

Han ser ikke modsætningen mellem videnskab og religion som en konflikt mellem viden og tro, men som to forskellige former for tro. Forskellen er, at tvivlere ikke er gode troende, men ofte afskrives som kættere eller vantro, hvorimod tvivlen er en dyd for forskeren. Det er en mulighedsbetingelse for overhovedet at drive videnskab, at man udsætter sine antagelser for systematisk tvivl. Og her forbinder Hoffmeyer videnskabens kultur med en politisk kultur, hvor man udfordrer autoriteter og ikke underkaster sig dogmer. Den videnskabelige tvivl og således også en demokratisk dyd:

"Vi kan trodse fornuften," skriver Hoffmeyer i indledningen og gentager i konklusionen: " - f.eks. fordi vi mistror dens dybere sandhed i en given sag - men vi kan ikke nægte at lytte til den, uden at det korrumperer os. Tankerne er i den forstand en evig kilde til tvivl, som vi er moralsk forpligtet til at holde flydende."

Dette moralske imperativ lever Hoffmeyer selv op til indtil den sidste del af bogen, som mærkeligt slår om i mere kronik-agtige samtidsdiagnoser. Så fremdrages Sara Palin, udfaldet af det østrigske valg i 2008 og den anti-elitære tendens i offentligheden som forfaldsmomenter, der kobles til en spekulation over om alverdens religiøse ikke i virkeligheden bag om ryggen, er allieret med en masse mørke magter. Men som han selv skriver mod slutningen af bogen: "Snarere end at skændes om det gælder det om, at vi finder ud af at forsvare rationaliteten, der hvor den bør råde, dvs. i den offentlige og politiske virkelighed."

Og i det forsvar er denne bog en sjælden inspiration til at tale fornuftens sag uden at blæse anderledes-tænkende op til dæmoner og tågesnakkere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu