Læsetid: 5 min.

Melankoli? Skyl det ned med en øl

Kernen i Eric Wilsons forsvar for melankolien er en protest mod lykke som lalleglad lidelsesfrihed. Han fremhæver i stedet den romantiske ironiker, der tåler en vis portion lidelse, forfald og død - og kan beundre og erfare livets skønhed så meget desto mere intenst
Fordybelse. Melankoli er en aktiv tilstand, hvor man sætter spørgsmålstegn ved den eksisterende verden for at skabe nye måder at være til på, mener forfatteren til den nye bog -Against Happiness. In praise of Melancholy-. På billedet ses Ron Muecks skulptur Big Man.

Fordybelse. Melankoli er en aktiv tilstand, hvor man sætter spørgsmålstegn ved den eksisterende verden for at skabe nye måder at være til på, mener forfatteren til den nye bog -Against Happiness. In praise of Melancholy-. På billedet ses Ron Muecks skulptur Big Man.

Hirshhorn Museum

7. marts 2009

Det er langt ude at være imod lykken. Ligesom det er mærkeligt at være for melankoli. Ikke desto mindre har en mærkeligt langt ude bog set dagens lys. Den hedder Against Happiness. In Praise of Melancholy. Den er skrevet af den selverklærede melankoliker Eric G. Wilson. Han ved godt, at det er vanskeligt at overbevise os om, at vi skal være glade for den triste og tungsindige melankoli, for den minder for meget om depression.

Af samme grund forsikrer han os om, at værdsættelse af melankoli ikke er det samme som at romantisere kliniske depressioner. Godt nok er både melankoli og depression udtryk for et ubehag ved verdens tilstand, men så ophører ligheden også. For sætter ubehaget sig som depression, har vi at gøre med apati.

Derimod er melankoli en aktiv tilstand, hvor man sætter spørgsmålstegn ved den eksisterende verden for at skabe nye måder at være til på. Hans problem er imidlertid, at den amerikanske kultur forveksler depression og melankoli. Det kommer til udtryk ved, at mange amerikanere nu tager lykkepiller for at fjerne ethvert melankolsk ubehag.

Køb dig til lykke

Den amerikanske drøm om lykken kommer til udtryk i den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1775. Her formulerer Benjamin Franklin det enkelte menneskes ukrænkelige ret til "life, liberty and the pursuit of happiness". Inspirationen til erklæringen kom fra den britiske filosof John Lockes idé om, at ethvert menneske har ret til "liv, frihed og ejendom". Og Eric G. Wilsons pointe er, at den amerikanske drøm i dag sidestiller lykke med at købe sig til ting og sager, til ejendom. Derfor er det lette og hurtige forbrug blevet den amerikanske religion.

Politik skal levere underholdende løsninger, ligesom et eksistentielt ubehag skal lade sig fjerne ved købet og indtagelsen af en lykkepille. Det er disse forenklede løsninger på konkrete problemer, Wilson er imod. Han mener, de bygger på en livsløgn, der gør, at vi lever halve liv. 'Det hele liv', derimod, svinger mellem opture og nedture, tryghed og ængstelighed, opstemthed og nedtrykthed. Modsætninger, som lever dynamisk af hinanden. Det er et organisk og vitalistisk princip, Wilson her trækker frem i opgøret med den ensidige fiksering på lykke. Men opgøret har desværre en tendens til at kamme over, når Wilson gør melankoli - tungsind og tristhed - til et mere ideelt og virkelighedsnært princip end lykken. Det kan det ikke bære.

Ta' mig, som jeg tror, jeg er

Eric G. Wilson har selv prøvet at komme af med sin egen melankoli. Kure - lige fra jogginh til yoga - er afprøvet uden held. Nu gør han i stedet en dyd ud af melankolien, som han kalder sit eksistentielle kald. Fint nok, det skal han have lov til. Problemet opstår, når han ikke alene ophøjer, men generaliserer melankoli til at være broen til, hvem vi i virkeligheden er: Mennesker som i al væsentlighed er defineret ved, at de skal dø, men inden da - i livet - må besinde sig på sine idiosynkrasiske muligheder.

Problemet består i en overvurdering af, hvor meget virkelighedsnær melankoli et menneske kan klare. I Danmark synger TV2's Steffen Brandt "ta' mig, som jeg tror jeg er". På så enkel vis kan man få understreget et meget vigtigt livsprincip, nemlig illusionsprincippet. Et leveværdigt liv skal undgå for meget realisme, for eksempel i form af den for tiden overvurderede idé om at være ærlig hele tiden. Illusioner er realiteter, så længe de ikke er punkterede. Selvfølgelig skal vi med lidt ærlighed tage luften lidt ud af nogle af hinandens illusioner en gang imellem, men et melankolsk liv uden illusioner? Nej, tak!

Alligevel er der grund til at sige ja tak til bogen. For når den er bedst, viser Wilson os, hvordan det negative syn på melankolien er kommet ud af proportion som konsekvens af jagten på lykken. Godt nok har melankolien tilbage fra det antikke Grækenland været defineret som det værste temperament at være disponeret for ved siden af det koleriske, det flegmatiske og det sangvinske. Men i dag er alliancen mellem neurovidenskab og farmakologi godt i gang med at afskaffe melankolien. Det gode spørgsmål er, hvorfor tusinder af psykiatere og psykologer er optaget af at kurere depression, som om det altid var en frygtelig sygdom. Det er det nogle gange, men langt fra altid.

Hvorfor er det så sådan, at millioner af mennesker med milde til moderate depressioner skal medicineres? Hvad gør det ved os, hvad afskaffer vi for eksempel af fordele ved det melankolske temperament? Det er bogen god til at belyse.

Læs den med en øl

Eric G. Wilson fortæller, at melankolikere er nogle af de mest innovative og kreative mennesker, vi har (haft). Det gælder for eksempel Hemingway, Churchill, Martin Luther King, Beethoven, John Keats, H.C. Andersen, Virgina Woolf, Søren Kierkegaard og mange andre store ånder. Det kendetegner faktisk disse melankolikere, at de tåler relativt meget ubehag og lidelse. Og er her vi inde ved kernen i bogens protest mod lykken - nemlig lykke forstået som lidelsesfrihed. Wilsons helt er den romantiske ironiker, der kan tåle en vis portion lidelse, forfald og død - og på trods heraf kan beundre og erfare livets skønhed, så meget desto mere intenst og vitalt. Også her bliver melankolikerens lidelse ophøjet i Wilsons forsøg på at tage afstand fra en lalleglad idé om lidelsesfrihed.

I 1979 udsendte Shu-Bi-Dua nummeret Melankoli - den kendte opera af Stroganoff. Sangen slutter med et forslag til, hvordan en melankolsk opera skal omgås, nemlig ved at skylle den ned med øl. Eric G. Wilsons bog kan med fordel læses med en øl i nærheden. Doser af denne kan med fordel indtages, når han idylliserer melankolien for meget. På lange stræk klarer man sig dog uden den slags hjælpemidler, godt opmuntret af en interessant kritik af jagten på lykke.

Eric G. Wilson: Against Happiness. In Praise of Melancholy. 20 dollar, 165 s., Sarah Crichton Books, 2008.

Claus Holm er pro-dekan ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu