Læsetid: 3 min.

Nye piger på bordellet

Aros er færdig, hvem kommer og tørrer
Forestil dig at du fik samme renskurede fornemmelse i kroppen, når du har været en tur i Fona, som når du har været i kirke. Aros har formlen. Her med -Listening Post- af Ben Rubin og Mark Hansen.

Forestil dig at du fik samme renskurede fornemmelse i kroppen, når du har været en tur i Fona, som når du har været i kirke. Aros har formlen. Her med -Listening Post- af Ben Rubin og Mark Hansen.

27. marts 2009

Sæt dig ved den gammeldags skrivemaskine og oplev, at ordene bliver til insekter, og tøver du med næste linjeskift, spiser insekterne sågar det, du skriver.

Du kan også se, hvordan folk i modkørende biler ser ud, når du passerer dem på motorvejen. Eller opleve to kørestole med indbyggede sensorer reagere, når du nærmer dig.

Men hvad er det så for en detalje, der adskiller Enter Action-udstillingen på Aros fra en teknikmesse? Standene på Aros er kunstificerede, det er de ikke i Bella Centeret. Så når de små insekter kravler op ad det digitale papir, bevæger de sig i dna-mønstre. Når filmen med de modkørende, der er blevet filmet med et kamera, der optager med 1.200 frames i sekundet, bliver afspillet, så foregår det baglæns. Og rullestolene kører rundt på en bund af små sedler med budskaber som 'We've got company' og 'Come closer to me' (Det er bare så dybt).

Enter Action er lidt ligesom at være i Fona med en hund i løbetid. Det er unødvendigt. Fjernsynene er ligeså fine, selvom der ikke er nogen hund, der gnubber sig op ad dem. Men det er der åbenbart nogle andre, der ikke er. Og her er vi endnu engang nødt til at dykke ned i den almenmenneskelige natur og finde tempelfeberen frem, den vidunderlige følelse i mellemgulvet, der opstår, når man kan sætte sit eget lille jeg i forbindelse med den store skjønne kunst.

Vi taler ikke om mødet med værket. Ligesom folk heller ikke går i kirke juleaften for at møde Gud. Vi taler om FØLELSEN af kunst, af at være i selskab med noget, der stikker dybere end det sølle forbrugsliv, vi er så afhængige af, følelsen der får os til at købe romaner, vi aldrig læser og spilde dyrebare timer under sjældne ferieture på bedagede museer.

Køb to, betal for én

Den følelse af at være et helt menneske har Aros stukket pengestøvsugeren op i med så stor dygtighed, at de nu kan levere det bedste fra to verdener: Indholdet fra en mega-Fona. Og følelsen af at være et dannet menneske. På én og samme entré. Voila.

Og her kunne man fortsætte med at diskutere præmissen for kunst i Århus, men da nærværende anmelder ikke har lavet andet i de sidste 200 anmeldelser, kommer her i stedet en mindre værkgennemgang.

231 displays på en let buet væg er angiveligt tilsluttet internettet, hvorfra det henter tilfældige sætninger á la 'I love Hilary Duff', 'I love psychology' og 'I love sex'.

'Listening Post' ligner noget fra Gotham, men hvor superhelten overvågede byen for at redde menneskeliv, handler værket på Aros kun om den følelse, man har, når man ser Hollywood-film. Og ja, den prøver at rejse en diskussion af følelsen af at være med i andres liv, men budskaberne på skærmene er for latterlige og ligegyldige til at det lykkes.

Ligger og tager imod

I 'Pulseroom' er 300 pærer anbragt i loftet. Publikum opfordres til at holde om et håndtag i 15 sekunder, hvorefter en af pærerne begynder at blinke i takt med deres puls. Vi må formode, at kunstneren bag havde Olafur Eliasson som pensum i 1.g, men ikke fattede, at værket skal meget længere ud i associationsrækkerne, før det virker. Synteserne er ikke modne. Det er ikke her, man inviterer sin date hen for at få en poetisk oplevelse. Det er snarere den teknikinteresserede fætter, man tager med. I 'Run Motherfucker Run' er det publikum, der er hovedpersoner, når de på et gigantisk løbebånd placeret foran en endnu større skærm kan ... Ja ... De kan ... Løbe ... Og så bevæger billedet sig ...

Det er selvfølgelig dejligt, at Aros ikke er bundet af nogen regler, og at de bare gør, hvad de synes er fedt, sådan har prostitutionskunden det sikkert også, sex er vel sex, ægtemanden betaler vel også indirekte for et knald, men selvom der er fulde huse på Aros, og publikum hygger sig imens, så er det et stort problem, at værkerne ikke siger noget og ikke vil noget og bare ligger på ryggen og tager imod. Det mindste man kan forlange af et kunstmuseum er da en eller anden form for afskygning af metafysik. Ellers er det bare tivoli og hundekunster. Bedømmelse: 2/6

'Enter Action - digital art now' på Aros, Aros Allé 2, Århus til den 26. april

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Enter Action er lidt ligesom at være i Fona med en hund i løbetid."
Det er godt nok noget af det mest arrogante og ukvalificerede vrøvl jeg har læst meget længe! Hvornår får Information mon igen en kvalificeret kunstdækning?

"Og her kunne man fortsætte med at diskutere præmissen for kunst i Århus, men da nærværende anmelder ikke har lavet andet i de sidste 200 anmeldelser..." Hvad? Det er undgået min opmærksomhed at Informations kunstanmelder har bevæget sig vest for Valby bakke tidligere! Hvad mon han mener?

Ja tak til kvalificeret kritik. Nej tak til arrogant nonsens.

Det virker ellers til at være ret let at forstå:
"Enter Action er lidt ligesom at være i Fona med en hund i løbetid. Det er unødvendigt. Fjernsynene er ligeså fine, selvom der ikke er nogen hund, der gnubber sig op ad dem. Men det er der åbenbart nogle andre, der ikke er."
Jeppesen mener at teknikvidunderne på Aros ville være de samme selvom de ikke var blevet kaldt kunst, men det er der åbenbart nogen der er for fine til at gide se, hvorfor det resolut skal sælges som kunst.

Lars Kirkegaard

Kan hænde det er udtrykt arrogant, men Jeppesen har jo ret: Enteraction har intet på hjertet. En tur på fritidhjemmets hurlumhejbane ville være sjovere. På den bane har man nemlig ingen tonstung patos som fodlænke, en patos Aros holder liv i og som holder oplevelsen ved det jordiske. Nul trancendens, nul kritik, nul katarsis, kun oplevelse.

Lars Kirkegaard

Jeg forstod slet ingenting af den her artikel. Det synes jeg bare forfatteren skal have at vide. Det er ganske vist en personlig omstændighed at jeg ikke har boet i damnark i meget lang tid, men jeg læste gennem hele artiklen uden på noget tidspunkt at have nogen anelse om hvad det var om.
Jeg syntes da det lød spændende med nye piger på bordellet. Endelig fandt jeg vist nok ud af helt i slutningen, at der var tale om en udstilling. Så man kunne måske skrive lidt mindre sofistikeret og indspist, selv om det hele godt nok lød flot.

Jeg glæder mig til, at Information får en anden og bedre kunstanmelder.

Ikke en eneste af Michael Jeppesens anmeldelser, har bibragt mig nogen nyttig viden.

Søren Kristensen

Jeg håber virkelig ikke udstillingen er værd at se, for efter den velskrevne og informative (hvis ellers det skrevne er kongruent) anmeldelse (især metaforen med hunden, kunne jeg godt lide, måske fordi jeg selv har hund, dog ikke en hunhund) vil jeg bestemt ikke besøge Aros i denne omgang og så er de penge og den tid jo sparet. Så altså tak til forfatteren, med forbehold. Man er jo før blevet ført bag lyset af både anmeldere og vejrprofeter og i sidste instans, hvis man er meget nysgerrig, er der jo ikke andet at gøre end end se og bedømme herlighederne selv. Med eller uden regntøj.