Det er efterhånden længe siden, palæstinenserne opgav håbet om at skabe en enkeltstat i hele Palæstina gennem væbnet kamp mod Israel. Terror mod civile, voldelig modstand mod den israelske besættelsesmagt og to intifadaer har ikke båret frugt. Tværtimod.
Udsigten til en to-statsløsning synes tilmed at være rykket længere ud i fremtiden, efter at den anden intifada ebbede ud, Sharon-regeringen rømmede Gaza, Hamas' valgsejr i 2006, krigen mellem al Fatah og Hamas, Israels angreb på Gaza og Netanyahus tilbagevenden til magten.
Derfor er det inspirerende at læse den amerikanskfødte palæstinensiske historiker Rashid Khalidis kritiske fremstilling af palæstinensernes på mange måder tragiske skæbne i det 20. århundrede. Hans hovedpointe er simpel og kontroversiel: I næsten et århundrede har det palæstinensiske lederskab svigtet ved at forsømme at udvikle et bæredygtigt fundament for en palæstinensisk stat.
Det er ifølge Khalidi en væsentlig grund til 'katastrofen' i 1948, de følgende 20 års 'glemsel' og tabet af den enestående chance for at oprette deres egen stat indenfor grænserne før 1967-krigen, som Oslo-processen gav mulighed for.
Der var alternativer
I sin bog The Iron Cage - The Story of the Palestinian Struggle for Statehood bryder Khalidi mange tabuer. Et af dem er venstreorienterede amerikaneres og europæeres samt arabiske nabolandes tilbøjelighed til at glorificere palæstinensernes kamp primært og skildre dem som ofre for Israels aggression. Det blik gør det næsten umuligt at anlægge en kritisk distance til palæstinenserne selv - og især til deres inkompetente ledere gennem historien.
Som Khalidi slår på i sin historiske fremstilling, kunne deres ledere - fra det britiske mandats dage i mellemkrigstiden til Hamas' sejr i 2006 - have gjort mange ting anderledes og måske virkeliggjort drømmen om to stater.
Bogen deler palæstinensernes moderne historie op i tre perioder: 1917-48 under det britiske mandatstyre; borgerkrigen i Palæstina mellem arabere og jøder i 1947-48 (kaldet katastrofen); og kampen for at tilbagevinde det tabte hjemland, som først begynder for alvor med det palæstinensiske nationalråd i midten af 1960'erne.
Få iagttagere af PLO-lederskabets tilbagevenden til de palæstinensiske områder i 1990'erne og Arafats korrupte enevældige styre på Vestbredden kan være i tvivl om de muligheder for opbygning af statlige strukturer, som blev forspildt i den periode. Khalidi beskriver fasen i detaljer - nok ikke helt uvildigt, fordi han selv sad i PLO's delegation under Madrid-konferencen i 1991 og hørte til dem fra den palæstinensiske diaspora, der blev ignoreret og desavoueret af Arafat.
Khalidi analyserer de palæstinensiske muftiers svigt i de to første perioder, som i hans optik lagde grunden til Fatahs svigt under Arafat. I de perioder ser han paralleller mellem muftiernes og Fatas fejlbedømmelse af magtbalancen mellem palæstinensere og arabiske lande på den ene side - og tidens herskende stormagt og jøderne på den anden.
Sovende ledere
Efter det osmanniske riges sammenbrud i 1917 overtog briterne store dele af tyrkernes besiddelser i Mellemøsten, herunder Palæstina, på et mandat fra Folkeforbundet. Skønt forbundet i princippet anerkendte præsident Woodrow Wilsons doktrin om nationalt selvstyre, blev det hurtigt klart, at mandatet - og i særdeleshed den britiske regerings Balfour-erklæring - bl.a. havde til hensigt at oprette et 'hjemland' for Storbritanniens og andre europæiske jøder.
På den tid bestod størsteparten af det jødiske mindretal i Palæstina af indvandrere fra nabolande i Mellemøsten. Kun få var udvandret fra Europa. Jødernes ejendom udgjorde få procent af territoriet. Trods det omtalte Folkeforbundets mandat slet ikke den arabiske befolkning i Palæstina, ej heller Balfour-erklæringen. Projektet syntes allerede klart i 1917!
Det i sig selv burde have fået alarmklokkerne til at ringe hos palæstinenserne. Herefter fulgte to årtier med en stedse større indvandring af europæiske jøder - specielt efter Hitlers magtovertagelse i 1933 - og et britisk styre, som begunstigede det jødiske styringsråds kampagne for at gøre Palæstina til en ren jødisk stat renset for arabere og samtidig ignorede de spage krav om nationalt selvstyre fra de palæstineniske ledere.
Briterne lavede altså gode miner til slet spil, og de forskellige palæstinensiske muftier valgte samarbejde fremfor modstand, indtil de tabte indflydelse til en ny generation af militante palæstinensere. I 1936 gennemførte de nye kræfter en halvt år lang generalstrejke, som udmundede i den første intifada. Det tog 20.000 britiske soldater tre år at slå det oprør ned.
End ikke denne bitre erfaring førte til selvransagelse blandt palæstinensiske ledere, hvilket betød, at de var ganske og aldeles uforberedte, da det internationale sam-fund vedtog at dele Palæstina i 1948. Mens jøderne havde opbygget en robust hær (heraf regulære terrorgrupper), rådede palæstinenserne mest over selvforsvarsmilitser, som intet kunne stille op.
Tilbage til historien
Uden at undervurdere de forhold, palæstinenserne var oppe imod i de følgende årtier - Israels militær, brugen af Holocaust til at høste opbakning i Europa og USA, manglen på en fælles arabisk front, splittelsen mellem palæstinenserne og eksileringen af PLO - peger Khalidi på mønstre, der gentager sig fra mellemkrigstiden.
Der er f.eks. de palæstinensiske lederes vilde selvovervurdering: Under mandatet følte de sig sikre på, at briterne og de jødiske indvandrere aldrig ville få held til at fratage dem deres land. Efter 1948 allierede den jødiske stat sig med det nye imperie, USA. Spektakulære terroraktioner i 1970'erne bragte palæstinensernes sag tilbage i rampelyset, men gav dem samtidig en falsk følelse af storhed.
Arafats stupide alliance med Saddam Hussein under Golfkrigen i 1991 påførte palæstinensernes sag ubodelig skade, mener Khalidi.
Khalidi giver naturligvis ikke de palæstinensiske ofre skylden for deres misære (hans far blev født i Jerusalem og levede i landflygtighed). Hans forehavende er et andet: At konstatere, at det ikke behøvede at ende præcis på den måde. Khalidis fortjeneste er at have placeret palæstinenserne som det centrale omdrejningspunkt i deres egen historie. De har været protagonister, ingen andre.
