Det er en fejl i mit litterære liv, at jeg aldrig før har læst Efie Beydin. Det stod mig klart bare en halv side inde i Beydins seneste (og femte) bog, Kantate til Emilia, som består af fire lange fortællinger fra fire meget forskellige bevidsthedsuniverser, om end der knyttes flygtige forbindelser mellem deres personer.
De kan læses som fire portrætter, der med en kamæleonisk prosa maler os ind i hver sin fremmede bevidsthed. Fire fortællinger om personer, hvis begær vakler og måske tager en ny retning.
I den første fortælling er vi inde i hovedet på en purung, ukrainsk kvinde, der søger lykken i Rom. I den anden fortælling er vi stadig i Rom, men i hovedet på en gammel graver, der læser Odysséen og køler sit hoved i kirkegårdens marmorgrønne vandkar. I tredje fortælling skifter vi lokalitet til København og bevidsthed til en ung mand af tyrkisk herkomst, just færdig med sin uddannelse på Kunstakademiet. Fjerde fortælling er den eneste fortalt i tredje person, men stadig flugtende med den fortalte bevidsthed, denne gang en midaldrende kvinde i stille livskrise, med rækkehus i Rødovre og job som sproglærer for nydanskere.
Beydins evne til at fremskrive disse meget forskellige bevidstheder i en stoflig prosa af poetisk kvalitet er fænomenal. Særligt de første to fortællinger var jeg helt dårlig med. Ikke nok med at Beydin formår at skrive sig helt ind i en purung kvinde med nøgtern livskraft midt i en barsk eksiltilværelse; det næste øjeblik kan hun gud hjælpe mig nedsænke os i den gamle og ikke særlig sympatiske gravers bevidsthedskar, der ender med at løbe over af poesi.
Fra Gucci til Homer
Fortællingerne holder sig til personernes sprog. Den unge ukrainske Lola kan eksempelvis tale sådan her (om sin ældre veninde og sambo, Lena, der har taget hende med på loppemarked for at finde billigt tøj): "Lena virker sur. Sure mokke. På grund af nederdelen. Jeg har da givet det en chance. Jeg har prøvet den. Den var altså for lang! Vi kigger videre. Bare de der små hunde var der endnu. Jeg vil gerne ae dem igen. Bare han er god ved dem. De er så søde."
Men af denne banale teenagepludren om tøj og veninder og søde hundehvalpe fødes et usentimentalt vidnesbyrd om den eksileredes hjemve og kvinders længsel. Som i de andre fortællinger er det ikke mindst et par poetiske ledemotiver, der binder Lolas monolog sammen: en blomstret sommerkjole, som hun måske er blevet for voksen til, og en lille Gucci-copy-taske, som cirkulerer mellem hende og Lena. Og aldrig havde man troet, at der kunne udvindes så meget poetisk håb af Guccis tåbelige taskemønster, som det sker i fortællingens slutning:
"Mønsteret på min lille Gucci er som en kode. Når man forstår den, bliver den ægte. Hvis man ikke forstår den, er selv en ægte taske en kopivare."
Universel fremmedhed
Samme by, et andet sted, et andet liv, et andet køn, en anden alder, et andet sprog. Den gamle graver hr. Conti, forhenværende ministeriel embedsmand, starter med at citere Homer: "Og da rejste sig ved gry den rosenfingrede dagning."
Og så følger en skøn beskrivelse af graverens daggry, af farvernes changering på den gravpyramide, han har udsigt til fra sin seng. I hakkende, kynisk gammelmandsmumlen ("Ja. Nå. Ja. Tør i halsen") isprængt vandkølig, marmorchangerende poesi males portrættet af den gamle gravers liv på kirkegården, med hans enøjede kat Polyfem og minderne om hans kone Emilia, hvis urne han har gravet ned i et 'lånt' gravsted under en vogtende stenengel. Denne på én gang parodiske og statelige Odysseus ender som en skumfrådende Poseidon, da fortællingen i en kulmination af en slutning slår om i antik metrik og giver os beretningen om graverens havdåb med en ukrainsk nymfe i imponerende episke heksametre.
Tredje fortælling, fortalt af den nyuddannede kunstner Walat, rummer et af de mest fortryllende portrætter af en ækel moderskikkelse, jeg nogensinde har læst: fortællerens olieskinnende, madindfedtede helt igennem ulækre tyrkiske bedstemor, som skal transporteres fra Tyrkiet til København i familiens bil. Desværre knyttes der til bedstemoderen en familiefortælling, der gør hende til en virkelig heks af en svigermor; jeg ville have foretrukket, at det fantastiske ækel-portræt havde fået lov til at blive stående rent malerisk, uden narrativ baggrund. Portrættet af den ækle bedstemor som en plet i synsfeltet hos den unge mand, hvis begær ikke rigtigt har fundet sin retning.
Sidste fortælling handler om den midaldrende kvinde med det androgyne navn Gerd, der pryder dørskiltet til hendes hus i Rødovre sammen med et andet lige så androgynt navn: Kim, der viser sig at være navnet på hendes kvindelige partner, som hun har to voksne døtre med. Fortællingen kredser om Gerds fascination af sin unge pakistanske elev, Saida, der forsvinder fra hendes kursus, og er en historie om en stillesiddende hjemmefødning af en kvinde, der pludselig oplever sine egne som fremmede. Det, fortællingernes bevidstheder har til fælles, er noget, jeg har lyst til at kalde en splint i kødet: et moment, en person, en genstand, som deres begær krystalliserer sig omkring: Lolas Gucci-taske, graverens Homer-vers, Walats øjeblik med en tyrkisk mekaniker i en mørk garage, Gerds møde med Saida.
I en prosa, der er lige så poetisk, som den er usentimental, formår Beydin at skrive os ind i fremmede bevidstheder - og i sine bevidstheder at fremskrive det, man kunne kalde en universel fremmedhed. Som Walat svarer en glad amerikaner, der mener, at i kunsten er ingen fremmede: "I kunsten er vi alle fremmede."
