Læsetid: 3 min.

Romantisk odyssé

En berømt tysk pianist var rejseføreren gennem tre eventyrlige musikalske landskaber
18. marts 2009

András Schiff skulle have givet denne klaveraften i Koncerthuset, men han meldte afbud, ligesom det var tilfældet med fredagens Brahms-koncert, og blev erstattet af Lars Vogt.

Ikke noget dårligt bytte al den stund, at den tyske komet gang på gang har ydet det bemærkelsesværdige i det gamle Radiohus.

Men det åbne spørgsmål før koncerten var naturligvis, hvor fyldigt lyden af et Steinway ville nå op til vinrankerne i Studie 1. Svaret var sådan set ikke overraskende. Salen gemmer på hemmeligheder, som kun kan åbenbares af en mesterlig teknik.

Bergs ballade

Lars Vogt lagde ud med aftenens trumfkort, Alban Bergs Opus 1. Denne klaversonate er et rent under af grænseoverskridende harmonisk inspiration. Det er sket før. Vivaldi kaldte en af sine geniale violinsamlinger noget ganske tilsvarende: L'Estro armonico, og også for Berg var sonaten fra 1908 begyndelsen på en livslang rejse til de fjerneste afkroge af dur og mol.

Vogt spillede efter noder og med læsebriller og bladvender. Dermed sagt, at det er grumme svær musik at spille udenad. Hans redegørelse for myriaderne af harmoniske progressioner var beundringsværdig, den bløde klang var nærværende og tiltalende, og det var især de svage nuancer, der fik én til at spidse ører. Faktisk kom man til at tænke på, at Bergs sonate minder om en vidtstrakt dunkel jazzballade, med fingeraftryk af pianister som Billy Strayhorn, Bill Evans og Keith Jarrett. Og i lige netop den optik kunne man hos Vogt godt savne en større improvisatorisk frihed i højrehånden, i det hele taget et mere syngende vovemod. Men smukt og dragende var det immervæk.

Den tyste Schubert

Der var kun godt 600 tilhørere i salen, altså en tredjedel fyldt, og det forhold forlængede tilsyneladende efterklangen en lille smule, hvilket et ubehersket host fra sidste række på 2. balkon kunne bekræfte.

Det gav gode betingelser for Schubert. Hans tre gådefulde klaverstykker fra det sidste leveår rummer både minimalistisk rytmisk energi og verdener af subtile klangnuancer, snart eksploderer musikken, og snart hvisker den med stemmer hinsides graven.

Lars Vogt blev sat på en hård prøve i den tyste musik, for på disse niveauer stiller salen krav om en næsten umenneskelig anslagskontrol. Her og der blev der tabt nogle toner, var en sprød akkord ikke i balance, kom en overgang ud af fokus, og alt bliver hørt, for man får grangivelig hundeører i denne sal. Men heldigvis lykkedes det ofte for Vogt at sende toner af sted, som vibrerede med en fænomenal overtonerigdom.

Hans læsning af disse Schubert-stykker er forholdsvis nøgtern, klassisk om man vil, uden nogen større billedskabende fortællekunst.

Klarsyn og kontrol

Allegrettoen i Es-dur kunne meget vel iscenesættes som en barkarole, mere roligt vuggende, som en gondoliere-sang på Venedigs kanaler, på et tidspunkt afbrudt af en tragisk scene i et mimisk gadeteater. Sådan hørte man det med netop András Schiff i Tivoli sidste sommer, og den oplevelse er temmelig svær at få ud af hovedet.

Liszts monstrøse H-mol-sonate er sandelig et værk, der kalder på poetiske fortolkninger. Dem har det heller ikke skortet på gennem tiderne, det være sig en afbildning af Faust-legenden eller af Paradisets Have. Lars Vogt spillede sonaten som en sonate slet og ret, og det gjorde han godt.

Han samlede de mildt sagt vanskelige afsnit med overbevisende klarsyn og ikke mindst nuanceret tempokontrol. Og man blev især fanget ind af hans behandling af de lyriske sider af sonaten: det grandiose hymniske tema og den tilbageholdte andante-meditation i Fis-dur, som vitterlig blev det som Liszt selv benævnte den, nemlig hans lyksalighedstoneart.

Vogt arbejdede konstant med at graduere de svage styrkegrader, det var helt tydeligt en kærkommen udfordring for ham.

Hvad der måtte stå på ønskelisten på denne romantiske odysse, var en mere satanisk virtuositet. I oktavernes tordnende felttog efter det første temaforløb, i den diabolske fuga og i den efterfølgende hårrejsende kamp mellem de to hovedkarakterer.

Her viste det sig også, at det er mere end vanskeligt at frembringe et tredobbelt pianoforte i salen, Vogt formåede i hvert fald ikke at få klaveret til at lette med de orkestrale vinger, som Liszt gang på gang mobiliserer i sonaten.

Tiden må vise, om man i denne henseende skal skyde på pianisten eller på arkitekten.

Klaveraften 15. marts i Koncerthuset, Studie 1Alban Berg: Klaversonate opus 1 Schubert: Tre klaverstykker D946Liszt: Klaversonate i h-mol,Lars Vogt (klaver)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu