Læsetid: 5 min.

Sange med hår på

Bonnie 'Prince' Billys country er blevet mere traditionel, men han ånder stadig i et polymorft liderligt, humoristisk dødsbevidst univers. Mens hans samtidige kønsfæller udforsker maskulinitet og musikalitet med både sampler, eurodance, avantgardisme og ølkrus ved hånden
Fire maskuline herrer med hver deres gode albumduspil. På billedet Bonnie 'Prince' Billy.

Fire maskuline herrer med hver deres gode albumduspil. På billedet Bonnie 'Prince' Billy.

14. marts 2009

Her sidder man så. Viklet ind i Bonnie 'Prince' Billys besværligheder - i kærligheden som et reb af tyggegummi viklet om alt og alle, bundet tæt sammen.

Kun i øjeblikke i stand til at vriste sig fri, før man igen kaster sig ud i the pit of bodies, hvor jeg'et er elsket af alle. Viklet ind i sange hvor Gud elsker os, når vi ligger i vores egne sekreter; hvor computeren er en forbandet maskine, som kun byder på stilhed, hvor der før var intimt dunkende beskeder; hvor livsledsageren giver karakteren seks ud af 10 for jeg'ets kyssekundskaber.

Beware er amerikanske Will Oldhams syvende album under Bonnie 'Prince' Billy-aliasset, og her har han definitivt fundet et nyt ståsted i en mere traditionel country. Eller contempo-country, som pressemeddelelsen foreslår.

I begyndelsen af 90'erne var Oldham helt afgørende i definitionen af den såkaldte alt. country, som applikerede punkens gør-det-selv-strategier til countrymusikken, der dengang var tæt på at være irrelevant for unge. Fordi den var præget af - solidt eller gold - håndværk og - hævdvunden eller fortærsket - tradition. Alt sammen udfordret af nye vaklende, men inderlige lo-fi-klingende sange fra blandt andet Will Oldham. Dengang under pseudonymer som Palace Music, Palace Brothers, Palace Songs. Oldhams originale, skælvende, spinkle stemme var spydspids i en ny generations udforskning af sprækkerne i den amerikanske folkemusik.

Her var det ikke i samme grad teknik, men i højere grad evnen til at finde en ny form for inderlighed et sted mellem traditionens patina og den alternative musiks ethos, der var afgørende. Og få ligesindede var - og er - i liga med Will Oldhams musik, ingen i nærheden af hans røst. Det er snart mange år siden, at alt. country bragede så skrøbeligt igennem, og det Beware fortsætter i stedet Bonnie 'Prince' Billys nutidige retning mod en mere traditionel country.

Nældevin mod smerter

Der bliver galet i fuldfede harmonier, der bliver arrangeret med gavmild hånd (tværfløjte, anyone?), og der bliver filet og poleret med stor dyd. Og det ville være en forfærdelig oplevelse - en fornemmelse af forræderi for de mest fintfølende - hvis ikke der stadig voksede hår ud af sangene på de mærkeligste steder.

Og dermed mener jeg ikke kun, at han besøger nærmest salmelignende bjerge i sine sange, inviterer en saxofon ind til solo eller har hang til irske inspirerede ekskursioner. Jeg mener også, at hans tekster stadig ånder og dunker og savler i et polymorft liderligt, humoristisk dødsbevidst, bibelsk ramsaltet univers.

Over denne gang 13 sange hældes en hjemmebrændt vision om menneskets apokalyptiske fryd og gejle katastrofe i den kun alt for sultne lytters hals. En brændenældevin, der for en stund slukker smerte og spreder hår på brystet.

There's a body made just for me/Lying somewhere curled lonely

Beware folder sig langsomt ud som endnu et fuldbyrdet album fra Bonnie 'Prince' Billy. Fra en mand der har utrolig svært ved at opføre sig bare en knivspids ordinært eller et gran uvedkommende, når først han står på sine stikkelsbærben i indspilningsstudiet og slår dybe rødder i musikhistorien.

Klassisk maskulin

Skotske Aidan Moffat sveder også nærvær. Han var den ene halvdel af Arab Strap, og hans soloplader har vist sig at være kære ledsagere til brankede dage i livets tummelumske korridorer. Hans forrige album I Can Hear Your Heart var en brillant spoken work-iscenesættelse, helt forrygende tonsat og oplæst. Og Glasgow-melankolikerens nye album How To Get To Heaven From Scotland - optaget samtidig med forgængeren - er en serie traditionelle sange, en slags alternativ, britisk spillemandsmusik, hvor der også er plads til human beatbox og vokalfordoblinger; dyppet i voldelig kærlighed, kuldslåede parforhold, rablende lyst, men ja, også hist og her lykke.

Moffat er ikke helt så blodigt insisterende som tidligere, men stadig med en knastør, sprød, syngende skotsk sang og stemme, der ville kunne få varedeklarationer til at klinge som græske komedier og/eller tragedier (hvilket nogle af dem selvfølgelig også på en måde er).

Omkring hans kærlighedssange slår det løst strukturerede backingband The Best-Ofs gækken løs. Ikke altid lige skarpt og egensindigt, men ofte med øllet charme og med spillemandens vejrbidte bagkatalog af narrestreger. Hvilket passer strålende til Moffats fortællinger fra bunden af ølkruset og hjertekulen.

Marengs-let svensker

Der er også masser af narrestreger hos svenske Emil Svanängen alias Loney Dear, ja, faktisk af så konsekvent karakter at det nærmest ligner en stilistisk fornyelse til inspiration for fremtidige singersongwritere i kontakt med deres indre blegnæb (som alle står i gæld til alt.country-genren). Loney Dears femte album Dear John er nemlig en imponerende udforskning af hjemmestudiets muligheder, hvor man selvfølgelig indspiller hele sit album og tegner hele sin fiktion. Hvor man da sampler og looper et orkester, hvis man skulle mangle noget. Hvor man bygger højt til loftet i sit program, selv om man sidder omgivet af æggebakker i lavloftet hjemmebyg i sin virkelighed.

Det har her resulteret i romantisk lysende sange, i en personligt skræddersyet king size-singersongwriter-pop.

Svagt funky, marengs-let soulede, klassicistisk storladne, fremragende, ofte enkle kompositioner sofistikeret iscenesat med kor, strygersektioner, blæserværn, pauker, elektroniske programmeringer. Her er store klangrum, intime beats og Emil Svanängens blide lette røst, og her er sågar en redefinering af eurodancens pulserende, højglansede, majestætisk menneskeforladte synthflader - som man også kan høre det hos The Knife, Justin Timberlake, ja, selv Niarn i disse dage. Men som her får tilføjet en anden og mere sart betydning, uden at virke det mindste hulbrystet.

Avantgardistisk Stith

Amerikanske DM Stith spænder brystkassen, korpusset, hele sin eksistens op mod en kompleks amerikansk musik. Blandt hans samtidige kan jeg høre slægtskab med Antony & The Johnsons' burleske patos. Nico Muhlys evne til at mixe minimalistisk komposition med poetisk sangskrivning. The Dirty Projectors' kæntrende desperate ekspressionisme. Sufjan Stevens sikre sans for at blæse folk-tradition ud af proportioner. David Stith kommer fra et hjem med klaver med musikalske forældre og søskende. Men han hadede deres optræden i kirken som barn, og da han i femte klasse oplevede en skoleopførsel af Phantom of The Opera var han ved at opgive musik definitivt. Det skete heldigvis ikke, for hans debutalbum Heavy Ghost er et blodigt avantgardistisk, storladent orkestreret, sofistikeret poppet, introvert folkemusikalsk, teatralsk personligt værk.

Det er gribende skrevet og sunget og dybt opfindsomt iscenesat, og ingen med interesse for den mandlige singersongwriters udviklingsmuligheder bør misse dette album.

Så her er tre fremragende og et godt album, folkens. Og fire bud på maskulinitet, med hver sin grad af behåring. Fra Bonnie 'Prince' Billys polymorfe testamenter over Loney Dears blege, men stolt orkestrerede melankoli og DM Stiths mangekønnede ekskursioner til Aidan Moffats mere klassisk maskulint selvdestruktive karmiske regnskab - gjort op på en bordskåner af pap.

Bonnie 'Prince' Billy: Beware (Domino/Playground). Udkommer mandag.

Aidan Moffat & The Best-Ofs: How To Get To Heaven From Scotland (Chemikal Underground/VME)

Loney Dear: Dear John (Dear John Recordings/EMI Capitol)

DM Stith: Heavy Ghost (Asthmatic Kitty Records/VME)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu