Læsetid: 3 min.

Schiller eller 'Sjjlillr'?

Det kniber med Maria Stuart-diktionen på Betty Nansen Teatret, hvor dronningeopgøret hæmmes af svage mænd med slaskede konsonanter
Det kniber med Maria Stuart-diktionen på Betty Nansen Teatret, hvor dronningeopgøret hæmmes af svage mænd med slaskede konsonanter
9. marts 2009

Schiller er mindst lige så svær at spille som Shake-speare. Ordene forfører, men ordene stiller sig også i vejen. For hvis skuespillerne ikke har teknik til at sige ordene, sådan med 'klang-i-mund-og-ma-ve-støt-te', så ender skuespillets overlegne ordfægtning med både mord og selvmord på replikkerne. Uanset hvor fortræffelig iscenesættelsen end er.

Sådan går det i Maria Stuart på Betty Nansen Teatret. Katrine Wiedemann har ellers igen præsteret en af sine forunderligt skarpe iscenesættelser, hvor det mest komplekse gøres enkelt og interessant. Og Maja Ravn har igen skabt en scenografi, hvis bærende princip lokker tilskueren til bare at se og se og se.

Denne drømmeduo fra sidste sæsons Et Drømmespil har dermed atter forløst en klassiker med originalitet og sikker hånd. I Maria Stuart sker fortolkningen med udgangspunkt i det engelske kongeriges storhed med slotsgange og fangekældre så lange, at der skal et løbebånd til at vise imperiets endeløshed. Bag løbebåndet glider så væggene, hvorpå der projiceres udskårne paneler fra slotsgemakkerne og råfugtige sten i fangehullerne. Flot, suggererende og medlevende - og med en overbevisende stilistisk overtydelighed i Anton Lieps videografik og i Stephan Bombergs diskrete tonedryp og cellostrejf i lyddesignet. Mette Wolf Iversen har bearbejdet Schiller med stram konsekvens, der netop lægger op til forestillingens kropslighed, og opsætningen bæres ikke mindst af betagende menneskekompositioner i mørket og i Fabián Carvallos meddigtende lysdesign og papirklipssmukke silhuetter: Fire mænd om den svækkede Maria Stuart, som bliver til en højromantisk storladen skulptur af en klynge kroppe, svulmende af ubændig længsel og Schiller-higen.

Forfængelige albinoøjne

Den rette, fængslende skue-spiller har rollen som Elisabeth I: en uforfærdet Ditte Gråbøl med engelsk albinogrimhed og uskønne, jomfrunalske særheder. Ditte Gråbøl stænger tænder med sin tunge, og mens hun taler under sine royale, røde krøller, slubrer hun madrester, akkurat lige som hun sluger folkets og Maria Stuarts ulykke. Ned med den! Gråbøl har en forfængelighed og en uforfærdethed i sin tolkning af tvivlerdronningens ensomhed, som gør portrættet stærkt og modigt. Og sært moderne.

Sidse Babett Knudsen spiller heltinden Maria Stuart med sin mørkhårede stædighed, sit fine ansigts uudgrundelighed og med en næsten overdreven kropslig skønhed i sin posering i afklædt snørreliv for kvindelige former. Hun løfter armene drømmesmukt og krænket, og hun bukker forover i sammenklappet nejen - og dog pønser hun uafbrudt på hævn.

Men når Sidse Babett Knudsen åbner munden, går det galt. Hun tumler over konsonanterne, som var det nedfaldne bøjler i det mørke klædeskab, hvor Katrine Wiedemann fiffigt nok har anbragt hende i hendes fangenskab. Og dermed går der ufrivilligt Tivoli Varieté i hendes Schiller.

Eminent teaterhvisken

Diktionen spænder også ben for David Dencik, der forrige år kunne ses som en ret så fysisk Hamlet i Noréns opsætning på Kronborg. Hos Schiller er Denciks sprog dog så usikkert, at også hans kropsudtryk lider under det i den svære dobbeltrolle som Lord Leicesters elsker for begge dronninger. Måske er det hans svenske, der er med til at forstyrre de danske replikker, måske er det hans filmroller. Uanset årsagen, så er hans sprog her en vokalsuppe, hvor konsonanterne er blendet i stykker.

Dermed svinder Denciks autoritet, og dermed bliver hans rolles høje position usandsynlig - også fordi Ole Lemmekes står ved siden af som Lord Burleigh og præsterer alt det, som Schiller kræver: Teaterhvisken, der kan høres fuldstændig klart på bageste række i teatret - men også et fysisk udtryk, som lader den mindste bukken i ryggen være så ultraklar, som var det forklaret med ord. Den brillante og endda underspillede Lemmeke kan nøjes med at ændre sit blik fra øjenhøjde til skulderhøjde - og så er spillet slut.

Sådan skal Schiller spilles, hvis hans ords overlegne kraft skal rammes. Det formår også den afbalancerede Finn Nielsen i rollen som rådgiveren Talbot med advarselsreplikkerne om den døde Maria Stuarts forbandelse. Og det formår næsten den opildnede Frank Thiel, den bukkeskrabende Nicolai Dahl Hamilton og den brovtende Morten Eisner i de øvrige manderoller rundt om de to dronninger.

Men kun næsten. Og det er ikke godt nok. Ikke godt nok til Wiedemann og Ravns billedstærke fortolkning - og slet ikke godt nok til Schiller.

'Maria Stuart' af Friedrich Schiller (1801). Bearbejdelse: Mette Wolf Iversen. Iscenesættelse: Katrine Wiedemann. Scenografi: Maja Ravn. Video: Anton Liep. Lys: Fabián Carvallo. Lyd: Stephan Bomberg. 2 t 10 min. Betty Nansen Teatret til 8. april. www.bettynansen.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer