Læsetid: 5 min.

Shamanisme i et værdivakuum

Soloprojektet Fever Ray fasttømrer svenske Karin Dreijers unikke position som inderlig formidler af pop med indbyggede horror-kamre, folkloristiske forbindelser og kønslig elasticitet. Både live og på mp3-fil
Soloprojektet Fever Ray fasttømrer svenske Karin Dreijers unikke position som inderlig formidler af pop med indbyggede horror-kamre, folkloristiske forbindelser og kønslig elasticitet. Både live og på mp3-fil
24. marts 2009

Det starter egentlig meget hyggeligt. Vi står med udsigt til en stor dagligstue. Glødende bordlamper med gyldne skærme står i forskellige niveauer på scenen og lover os tryghed og hygge. Men et olmt pulserende elektronisk loop går i gang, og tøris lægger sig over lamperne og river i øjne, smagsløg, næsebor. To tynde laserstråler skyder skråt op gennem salen, og elektroniske fordrejede stemmer synger

"If I had a heart I could love you".

Vi kan lige så godt vinke farvel til idyllen med det samme.

Fem musikere har sneget sig på scenen, flankerende en sær gevækst, en mandshøj mosbevoksning udstyret med et gevir af grene. Og det er først under andet nummer, at gevæksten viser sig at gemme på en menneskestemme. Den tilhører svenske Karin Dreijer, bedst kendt som den ene halvdel af The Knife, i disse minutter i Store Vegas udsolgte sal i færd med at manifestere sig på egen hånd under aliasset Fever Ray.

En sangerinde og komponist, der allerede i The Knife har manifesteret sig som populærkulturens måske mest interessante sanger med hendes arbejde med køn, med dramatisk iscenesatte roller, med pophistorie, ikke mindst fra ABBA's to forsangerinder, og med inspirationer fra skandinavisk folklore, herunder samisk sang. Og med sin helt egen inderlige gotiske uhygge og højspændte dramaturgi. Som omgående manifesteres i Vega, hvor vi suges ind i en mørk teatralsk oplevelse.

Masken faldt

Efter koncertens første tre numre træder Dreijer ud fra under skovbrynjen, uden dog at slippe sin rolle som shamanistisk inspireret formidler af stemmer eller ånder i musikken - hentet fra de mørke revner i velfærdsstaten og vores undertrykte natur, som bare stadig grænser op til civilisationen over alt, hvor vi kigger hen.

Der bliver ikke vekslet et ord med publikum under koncerten, og at Dreijer først viser sit ansigt efter de første tre numre sikrer også, at koncertens fotografer - der som vanligt kun må skyde under de første tre numre - må komme hjem med mildest talt sære modlys-fotos. Dermed fastholdende Dreijer som anonym formidler af en åndeverden med væg-til-væg tæpper og carport.

33-årige Karin Elisabeth Dreijer Andersson voksede op i Pixbo, en forstad til en forstad til Göteborg, og hendes musik og polymorfe sang har i stadig stigende grad formået at gøre popsangen og velfærdserfaringen til bålplads for besatte, forvredne, vingeskudte, retningsløse, afmægtige eksistenser. Dem manifesterer hun ved hjælp af ikke kun tekstlige og sangtekniske, men også elektronisk klangbehandlede mutationer, hvilket gør The Knife og Fever Ray til bosted for Dreijers mangfoldige stemmer, der spænder fra det nogenlunde genkendeligt kvindeligt høje til det maskulint dybe register - men ofte ude i et uigenkendeligt manipuleret queer-territorium mellem kønnene, hvor hun også synger duet med sig selv. Kønnet som en konstruktion, som Karin Dreijer sagde i lørdagsavisens interview. Ikke som ideologi topstyrende hendes sange, men som inderlig erfaring, der får dem til at pulsere blodigt indefra.

Begsort harmoni

Hendes aktuelle solodebutalbum Fever Ray er en brillant popplade. Fornemt programmeret synthpop inficeret med industrielle klange, folkloristiske rytmer, instrumenter som panfløjte og violin og Dreijers stemme, der både former sig som hovedrolle og klangbærer - fra hjemsøgt furie til fuldfed harmonisk sirene. En skandinavisk frostklingende, David Lynch-farvet kulegravning af den vestlige livserfaring og middelklassens værdivakuum, denne gang inspireret af Dreijers oplevelser med sit andet barn. Og det er ikke for børn.

Ganske vist er Fever Ray en synthpop-perle - ud af albummets ti numre er der sådan cirka syv potentielle singler - men det er også en mol-tung verden, der henter dystopiske synthflader fra 80'er-mørk futurisme, ikke mindst Depeche Mode, men også soundtracks fra gyserfilm som Halloween og den første Terminator. Det giver sig udslag i begsort manende og hamrende smukke harmonier af både symfonisk og ambient tilsnit, og det er i sig selv stærkt dragende. Men det forbistret besættende ved albummet er, at Dreijer er så pokkers ferm til at lave melodier og riffs og hooks og harmonier, at man først finder ud af, at man er langt inde i skoven, når man i en rum tid har nynnet med på bittersødt melankolske linjer. Og da er det for sent. "Do you laugh while screaming" er for eksempel en utrolig dejlig sætning at nynne med på, knap så dejlig at erfare indholdet af. Men hvem har ikke det?

Landsmandinden Jenny Wilson brød også med damebladenes lyksalige moderbillede på sit nylige album Hardships!, men der er noget langt mere magtfuldt subversivt på spil på Fever Ray. "I live between concrete walls/When I took her up she was so warm", synger Dreijer. Eller "Keep it tidy, keep it like a home". Iscenesættelsen af idyllen bliver dolket. Længslen er en mørk ustyrlig drift. De fleste ulykker sker i hjemmet. Og så er der alle truslerne ude bag vinduerne. Så hellere holde tv og radio kørende.

Teatralsk totaloplevelse

Live er Fever Ray - lige som The Knife - en teatralsk totaloplevelse. Denne gang har Dreijer ikke hjælp fra brormand Olof, men fra fem musikere, som slår nyt håndspillet liv i sangene. Percussion-afsnittet finder nye synkoperede muligheder i sangene - fra elektroniske trommer over bongotrommer til rumsterstang(!). En elguitar åbner støj- og feedbackperspektiver i flere sange, og et orgel blæser analogt liv i flere af albummets digitale melodier.

Fever Ray er en totaloplevelse. Dreijer samarbejder med sine instruktører om mørke, manende musikvideoer - indtil videre fra danske Martin De Thurah og svenske Andreas Nilsson. Sidstnævnte har også designet den havarerende dagligstue på den aktuelle turne, og koncerten er udformet som et besøg i en besjælet, dunkel fiktion. En stor røgfyldt kasse fileteret af laserstråler, besøgt af ånderne fra albummet.

Det er en fiktion, som i vid udstrækning lykkes under en smukt eksekveret koncert, men det er også en fiktion med sprækker, når Dreijer har lidt problemer med at leve op til sangniveauet fra albummet. Og når koncerten - formentlig af hensyn til længde og kundetilfredshed - bolles op med to coverversioner hentet fra Nick Cave og Vashti Bunyan. Det havde været langt at foretrække, hvis Dreijer & band havde valgt at udforske egne numre yderligere og bevæget sig ud i nogle af de technoide eller støjrockede eller ambiente perspektiver, som de så fornemt præsenterede for os i kort form.Men det ændrer ikke ved, at koncerten fastslår Dreijers unikke position som inderlig formidler af syntetisk pop med indbyggede horror-kamre, folkloristiske forbindelser, kønslig elasticitet. Nærvær. Og som en dame, der sigter mod kompromisløsheden i sit pop-fag. Således slutter koncerten efter en lille time uden ekstranumre. Dreijer trækker sig ind i sin mosbegroede puppe igen, glider i et med skoven. Laserstrålerne snævres ind til begyndelsens to skalpel-stråler. Koncertens cirkel er sluttet.

- Store Vega, Kbh., søndag

Fever Ray: Fever Ray (Rabid Records/Bonnier Amigo). Er udkommet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu