Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Et skrig, der vist nok er hans eget

Eller er det dukkens? Gerz Feigenbergs grumme forestilling om alkoholens hallucinationer er uhyggeligt medsansende på Bådteatret
Skrumpeleveren og dobbeltsynet vælter frem bag dukkernes gråhvide frakker på Bådteatret - og med angsten i øjnene på Ole Westh-Madsens skræmmende fortæller.

Skrumpeleveren og dobbeltsynet vælter frem bag dukkernes gråhvide frakker på Bådteatret - og med angsten i øjnene på Ole Westh-Madsens skræmmende fortæller.

Bjarne Stæhr

Kultur
31. marts 2009

Dukketeater for voksne er efterhånden så skræmmende, at man får lyst til at skynde sig videre i biffen og se en krimi for at dulme nerverne. Skræmmende og uhyggeligt på en indsmigrende måde, der gør kroppen vildt urolig, samtidig med at den skal sidde pænt stille på tilskuerrækken. For det er jo bare teater, det her.

På Bådteatret er dukke-teatret ekstremteater om menneskers hang til at dulme sanserne og udvide tankerne. Det er stiliseret og vildt teater på samme tid - surrealistisk og mareridtsnært. For De 4 ryttere handler om alkohol og om drikkeriets benægtelser og vildfarelser og abstinenser. Kroppen ryger ud i strakt arm, når flasken bliver tømt, men samtidig bliver følelserne også flossede - sammen med blikket og stemmen.

Det er Gerz Feigenberg, der har skrevet manuskriptet til dette forrygende druk-epos, sørgeligt baseret på egne erfaringer. Teksten er grum, lyrisk og begravelseskontant - med et stærkt stænk af danske salmer med brod. Og formen er næsten montageagtig som i drømmespillet, blot her som et mareridtsspil, hvor ingen ved, hvad der er drøm, og hvad der er virkelighed.

Flaskeliderlighed

Instruktøren Rolf Heim og dukkemageren Rolf Søborg Hansen har fortolket Gerz Feigenbergs tekst med grotesk humor og en timing, der gør ondt. Lige som i efterårets sømandsforestilling På bunden har de her skabt en foruroligende verden, hvor det ikke er til at kende forskel på mennesker og dukker. Især ikke, når alkoholen har besejret kroppen, og dukken næsten virker mere levende end mennesket.

Billedrejsen på den lille scene er stærk: Dukken, der lærer sig selv at holde flasken, mens mor holder sin. Manden, der ikke vil høre på datteren i sin drukrus - og datteren, der forsøger at holde hånden over sin far. Lægen, der vrænger skrumpeleverbeskrivelser ud over alkoholikeren, der kun har i tankerne, hvordan han kan snyde antabussen. Og så videre. For drukturen fortsætter lige så langt og destruktivt som i virkeligheden. Langt længere ud end døden.

Det er Ole Westh-Madsen, der har rollen som den flaskeliderlige fortæller. Westh-Madsen har evnen til at minde om nogen, man engang har kendt. Han har identifikationens kraft. Og han bringer sin særlige ro og følelsesløshed ind i forestillingen, så den også bæres af forundringens stilhed. For der er vel ikke noget i vejen med at få en lille én?

Rundt om ham og hans 'glitrende, dansende række af pilsnere' dingler og hvæser Rolf Søborg Hansens makabre, grå-hvide dukker i menneskestørrelse og med menneskemanerer. Laura Müller træder ind og ud af roller med vrængekræft og dukkeførerbrutalitet, mens dukkemager Rolf Søborg Hansen selv tyst glider rundt med tømmermændsdukker og hallucinationer sammen med Karen Pontoppidan Monrads håndfaste hovedholder med behandlermine og uforstyrret korporlighed. Eksistenser og projektioner på samme tid.

Dukkemani

Ville man ikke lige så godt kunne fortælle denne scenehistorie uden dukker? Nej, netop ikke. For dukkerne giver fortællingen så mange spejlingslag, at man som tilskuer på et tidspunkt må holde op med at tjekke, hvem der egentlig spejler hvem. Og så er det, at alkoholens vrangforestillinger for alvor glider ind i kroppens oplevelse.

Det er dukketid i teatret netop nu. Copenhagen International Puppet Theatre Festival viser internationale delikatesser på Vesterbro disse uger. Og i onsdags afholdt Scenekunstens Udviklingscenter et seminar om behovet for en dukketeateruddannelse i Danmark. Her præsenterede idérige rektorer deres uddannelser fra Berlin, London og Wroclaw - og danskermisundelsen var dukkeklar.

Så nej, animationsiveren er overhovedet ikke forbeholdt filmen. Børneteatret har dyrket dukkerne længe, men nu er det scenekunsten for voksne, der vil have dukker. Lifesize dolls til det hele - og især til dæmonerne. Skål!

'De 4 ryttere' Tekst: Gerz Feigenberg. Iscenesættelse: Rolf Heim. Dukkemager: Rolf Søborg Hansen. Scenografi: Rolf & Rolf. Dramaturg: Mette Risgård Tranret til 4. april. www.baadteatret.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her