'Roman' står der på titelbladet. Nøjagtigt som på Knud Romers mediestormombruste erindringsbog Den som blinker er bange for døden (2006). Dobbeltkontrakten er også på spil i Lone Aburas' debutroman Føtexsøen. Ikke blot er der påfaldende ligheder mellem jegfortælleren og forfatteren - samme alder, job i Føtex, brun hudfarve og spirende forfatteridentitet - det er også en bekendelseslitteratur, vi inviteres ind i:
"[J]eg vil gerne bekende kulør. Jeg vil gerne skrive, at jeg er brun, fordi min far er fra Egypten. Så har vi det på det rene. Jeg vil gerne forsøge at skrive om mig selv. Det må bare ikke blive for privat."
Privatiseringsbølge
Aburas debut befinder sig på vippen, dels mellem fakta og fiktion, dels mellem det private og det personlige, og indskriver sig dermed i en aktuel tendens, en privatiseringsbølge om man vil, i dansk litteratur.
Det centrale spørgsmål, som Føtexsøens jegfortæller også stiller sig selv, er, om bekendelserne overhovedet er interessante? Kan en ukendt debutant bekende kulør på en vedkommende måde, eller kræver genren, at man allerede har et navn, er en etableret forfatter?
Aburas svarer ikke selv - i al fald ikke direkte, selve udgivelsen er jo et slags bekræftende svar - på dette spørgsmål, men lader læseren om at vurdere det privatpersonlige stof.
Stoffet er organiseret i to tidsplaner. Vi følger Lene i den skrivende nutid, hvor hun arbejder i Føtex og er kæreste med ambitiøse og selvoptagede Johan. Lene har taget orlov fra RUC for at skrive en roman, men det bliver ligesom kun ved ideen, som i øvrigt er temmelig langt fra den hverdagsrealisme, Føtexsøen beskriver.
Lenes romanidé går ud på, at en gruppe navngivne forfattere, også kaldet den Litterære Menighed, går ned med skibet Moby Dick. De drukner på et eksperimentelt krydstogt - den forfatterskoleafviste Lenes bitterhed er til at spore.
Ved siden af plotudtænkningen, et skrantende parforhold og trummerummen i Føtex bliver dele af Lenes opvækst gennem 80'erne og 90'erne serveret i flashbacks. Og hér bliver historien for alvor vedkommende. Særligt beskrivelserne af Lenes far og dennes knivsægsbalancerende omgang med sin egyptisk-muslimske baggrund, er suveræne: "min far var måske den første, der var pølsemand og muslim på en og samme tid. Og her mener jeg ikke halalkød, men pølser af svin-".
Føtexsøens litterære kvaliteter skal lokaliseres hér, i en dobbelt spørgen til og spøgen med kulturel identitet, som virker afvæbnende, perspektivudvidende, og som ofte er hylende morsom.
Irriterende ramme
Fortællerstemmen spiller en altdominerende rolle i romanen. Lene er et yderst selvbevidst og prosaisk rablende jeg, med hang til ekskurser og sætningsindskud, hvor hun taler om sig selv og om det, hun gerne vil skrive, kort: at hun gerne vil være forfatter. Et enerverende bekendtskab, især i begyndelsen. Romanens slutning peger tilbage på denne metarefleksive begyndelse, og det danner en irriterende ramme for læsningen. Man står tilbage med følelsen af en bog, der primært handler om sig selv og sin egen tilblivelse, om omstændighederne eller (om)vejene omkring forfatteridentiteten.
Og bogens omslag bekræfter indtrykket: På hvid baggrund ses en blå Føtexsø omkranset af nogle veje med navnene Johan, Cairo, RUC og Forfatterskolen (det sidste er overstreget), samt en pølsevogn, to paraplyer, en kanin, kaninpiller og en brændende roman. Den er og bliver iscenesat som metalitteratur, desværre af den mere uvedkommende slags, med navlebeskuelsen som første og sidste perspektiv. Det tager cirka 20 sider at ryste førstehåndsindtrykket af sig, men til gengæld lønner det sig. Bekendtskabet med Lene og problematiseringen af forestillingen om fasttømrede rødder rummer et indlysende litterært og kulturkritisk potentiale.
