Læsetid: 4 min.

Søren Systemkritiker i velkendt stil

Søren Krarup er en af vor tids klareste, mest kompromisløse og velskrivende samfundsdebattører. Men hans sympatier og antipatier er velkendte, og der er derfor ikke meget nyt under solen i hans nye bog
12. marts 2009

En munter teolog kaldte engang Søren Krarup for Søren ExSeem. Da ex betyder 'fra' på latin, og da Krarup på det tidspunkt var præst i Seem i Sønderjylland, var tilnavnet faktuelt korrekt. Men mon ikke hensigten var at antyde, at Søren Krarup er om ikke en hudsygdom, så dog et irritationsmoment for mange.

For hvis der er noget, DF-politikeren kan, er det at dele vandene. Den efterhånden 72-årige præst, samfundsdebattør og forfatter har i snart 50 år været en af de klareste og mest kompromisløse stemmer i den hjemlige debat. Og om man står på den ene eller anden side af vandskellet, er der én ting, man ikke kan være uenige om. Søren Krarup har en blændende pen og bemestrer det danske sprog som de færreste. Det gør ham til en fornøjelse at læse, men ikke nødvendigvis til en udelt fornøjelse.

Krags forfaldshistorie

National værnepligt, der henviser til hans tid som folkevalgt, er ingen undtagelse. Bogen, der er en samling af essays og artikler fra de seneste syv år, er Krarup i velkendt forarget, fortørnet og forurettet stil med klare sympatier og især antipatier. De rettes ikke mindst mod den historieløse og kulturradikale elite, der ifølge Krarup ikke overraskende bærer hovedansvaret for samtlige ulykker og fejldispositioner, som måtte have ramt Danmark de seneste 50-60 år. I den forstand er der intet nyt under solen i denne bog.

Et helt centralt og interessant essay i Søren Krarups bog handler om den tidligere statsminister Jens Otto Krag. Allerede i erindringsbogen I min levetid fra 1997 kredser Krarup om det, han ser som Krags deroute fra ung idealistisk kristen til udbrændt, amoralsk S-politiker, der symbolsk sidder i sit upersonlige og historieløse PH-tegnede hus opløst af druk og uden sans for det, der er afgørende for Krarup - tilknytning til stedet, familien, næsten og historien.

Tråden tages op i National værnepligt, og i stedet for, som de fleste ville, at se Krags skæbne som en trist fortælling om en mands ensomhed og tragiske kamp med dæmoner, bliver det i Krarups fnysende optik til en nærmest uafvendelig forfaldshistorie om ikke bare Krag, men om det land, han stod i spidsen for. Krags svigt over for sig selv og dermed - ifølge Krarup - alle andre bliver i den optik et sindbillede på hele det moralske, politiske og kulturelle skift, der fulgte efter. Der går en lige linje fra Krags designerhjem over ungdomsoprøret til det store nationale svigt i form af abstrakt solidaritet med Den Tredje Verden og en ifølge Krarup uspiselig og uacceptabel udlændingepolitik, som gradvist, men sikkert har udslettet danskernes 'førstefødselsret' til deres eget land. Undervejs er det naturligvis også gået ud over det danske sprog, folkeskolen og folkekirken.

De største farisæere findes naturligt nok på den kulturradikale venstrefløj, der ifølge Krarup i årtier solgte ud af det nationale arvegods og gjorde det kriminelt at være stolt af landet, sproget og kulturen for i stedet at dyrke den abstrakte idealisme, som mest tydeligt kommer til udtryk i afgudsdyrkelsen af FN's Menneskerettighedserklæring og den logiske rettighedsdyrkelse. Det er kampen mellem smagsdommeres idealistiske globalisme og en sand folkelig forankret nationalkonservativisme, hvor de førstes såkaldt 'gode smag' i årtier har fået lov at træde de sidstes stolthed over rødderne, det nære og det nationale under fode.

Alt dette blev der ifølge Krarup heldigvis gjort op med ved 'systemskiftet' i 2001, selv om heller ikke statsminister Fogh Rasmussen forskånes for kritik.

Identitet

Krarup har ret i, at det er væsentligt at vide, hvem man er. Identitet er en forudsætning for at kunne agere i en foranderlig verden, der mildt sagt er en udfordring for vore værdier.

Men han tager afgørende fejl, når han konspirationsteoretisk ser en lille elite, der i årtier har trådt det store, sunde folkelige fællesskab under fode. Det er sandt, at Fogh Rasmussens værdi- og kulturkamp har udløst en sund og latent debat om smagsdommere, faglighed i skolen og kulturradikalismens indflydelse på dansk kultur og politik. Men at Krarup skulle repræsentere det store, tavse folkelige flertal, og at den tidehvervske konservatisme skulle udgøre løsningen på Danmarks holdning til verden, er det rene vrøvl. På en god dag repræsenterer DF højst 15 procent af den danske befolkning, mens Tidehverv efterhånden mest har karakter af en familiesekt.

Krarups altafgørende styrke er som systemkritiker. Og som sådan har han i snart 50 år været en befriende repræsentant for et andet syn på Danmark. Men hans forbenethed og kompromisløshed i forhold til at acceptere, at danskhed også er en variabel størrelse, der udvikler sig med verden, betyder også, at ikke bare han, men også hans verdensbillede, med tiden vil være dækket af den anden betydning af ordet 'ex'.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu