Læsetid 3 min.

Sov sødt, lille au pair ...

... for er du for dødtræt, når du har gjort rent og krammet børn en lang dag, når vi andre ikke orker det. I hvert fald i Camp X's spiddende og veloplagte beskrivelse af vores afstumpede forhold til at være en familie
Nej, nej. Det er bare for sjov! For her i Danmark klæder vi os ud og leger magtfulde mænd, der udnytter små, søde piger... Sådan smiler Henrik Prip veloplagt ud mellem tænderne til Sandra Yi Sencindiver på Camp X.

Nej, nej. Det er bare for sjov! For her i Danmark klæder vi os ud og leger magtfulde mænd, der udnytter små, søde piger... Sådan smiler Henrik Prip veloplagt ud mellem tænderne til Sandra Yi Sencindiver på Camp X.

Henrik Stenberg
14. marts 2009

Skal man kunne passe sine egne børn for at være en god familie? Eller er man en endnu bedre familie, hvis man plejer hinanden ved at få en au pair til at tage sig af basisomsorgen for børnene - og af rengøringen og madlavningen og strygningen?

Ditte Maria Bjerg sætter trumf på i sin nyeste forestilling Hush Little Baby på Camp X Rialto.

Lige som i sidste års Shopping ønsker hun også her, at tilskuerne skal kunne se deres forbrugsvaner og livsstilsmønstre på scenen - og reflektere over dem. Stilen er realistisk, hyperrealistisk faktisk, men samtidig også en slags dokudrama-montage, hvor fiktionen løbende afbrydes af ny statistik, nye videosekvenser, nye påfund... Og af karaoke med veldimensionerede mikrofoner.

Forestillingen overbeviser umiddelbart, fordi den djærve Anne Louise Hassing og den energiske Henrik Prip er så indtagende. Så genkendeligt trætte og småstressede, idealistiske og selvoptagede. Og inkonsekvente. Det er ind i denne inkonsekvens, at Ditte Maria Bjerg og dramatikeren Vivian Nielsen får klinet sig ind mellem tilskuerne og får os til at høre efter.

For hvem har egentlig au pair-problemet? Er det dem, der får sig en filippinsk au pair, som kun kan forlade Filippinerne mod bestikkelse for at omgå forbuddet mod at rejse ud som billig arbejdskraft?

Eller er det au pairen, der ellers var stavnsbundet af fattigdom? Er det børnene, som au pairen ofte efterlader derhjemme i Filippinerne hos en bedstemor eller en søster? Er det de danske børn, som kun får omsorg som erstatning for de savnede? Eller der et de danskere, der ser ned på de andre danskere, der har au pair?

Wonder Bar touch

Ditte Maria Bjerg vinder sjovt nok publikum, fordi hun får os til at krumme tæer over os selv. Først får hun os til at føle medlidenhed med nogle personer på scenen, der står i samme dilemma som vi selv. Og bagefter viser hun os så, hvordan dobbeltmoral fører til etisk skred og selvbedrag...

Og så får hun os også fysisk til at mærke, hvordan selve grundideen om au pair-ordningen aldrig kan komme til at lykkes, når pigerne ikke tager hjemmefra af rejselyst, men kun af økonomisk nød.

Men forestillingen fungerer også på sin groteske ironi, hvor filippinske piger synger karaoke allerede i forhallen, der dermed lige akkurat får et kinky Wonder Bar-touch. Og den gnitrer, når den smukke, filippinske skuespiller Sandra Yi Sencindover indtager scenen med overbevisende diskretion og værdighed på samme tid. Hendes nervøsitet ved ankomsten til lufthavnen virkede skærende sandfærdig- for hvorfor bliver hun kun modtaget af manden og ikke også hans kone?

Og så har hun et kor af filippinske charmepiger med blink i øjet - Mona Soliman, Katrina V. Palad, Girlie Lou Nielsen og Nenita Jacobsen - som glider uhyggeligt effektivt ind i klicheerne om den overarbejdede au pair, der må tage ekstra rengøringsjob for at få penge nok at sende hjem til en familie, der altid har en syg tante, der skal på hospitalet.

Skønsang

Forestillingen inddrager sit publikum. Vi skubber til balloner, og vi synger med på en materialistisk version af Hush Little Baby, så vrængeordene bliver til skønsang. Om Ditte Maria Bjerg og Vivian Nielsens globalindignation over den outsourcede omsorg så også fungerer som et dramatisk hele, det er måske spørgsmålet. Eller også ønsker forestillingen netop at splintre sig selv som fiktionssammenhæng, så forestillingen bogstaveligt talt kan eksplodere ud i skødet på publikum.

Ideerne fænger i hvert fald. Ikke mindst de overordnede tanker om, at Vestens største mangelvare fremover netop bliver omsorg.

I det lys ses fattigdomsudrejsen af au pair-personer blot som endnu en global skævhed, der er del af det vestlige overforbrug. Og også derfor matcher den muntre terrassescenografi Filippa Berglund så fint forestillingens nordsjællandske publikum perfekt - og Camp X's lokalpublikum med de store altaner på Frederiksberg.

Flot nok bliver forestillingen undervejs også en satire over sig selv: For hvem er det egentlig, der skal have sunget en vuggesang? Det er nok mest af alt den overtrætte au pair, der har puslet om alle de andre, men som selv ikke nødvendigvis får anden omsorg end lommepengene.

AMC@INFORMATION.DK

Hush Little Baby. Tekst: Vivian Nielsen, Arlie Hochschildt og ensemblet. Iscenesættelse: Ditte Maria Bjerg. Scenografi: Filippa Berglund. Camp X Rialto til 28. marts. www.campx.dk"

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu