Vi fortsætter som altid (jeg gør i hvert fald). Uanfægtede af en virkelighed, som med et helt læs vognstænger vinker løs om, at alt er ak så forandret. Måden, vi lytter til (nu om stunder bør man nok snarere sige "forbruger") musik på. Måden, vi såvel fremstiller og falbyder som køber (eller netop ikke køber, men i stedet simpelthen bare stjæler) den på.
De kloge hoveder hævder tilmed også, at albummet er dødt. At det nu er det enkelte nummer (tracket, som det hedder på nysprog), der styrer - altså det, man engang kaldte singlen. Der endvidere i de bedste tilfælde (for kunstner og pladeselskab i hvert fald) blev/bliver et hit og kører kasse ind til alle parter. Endelig - og mest paradoksalt - er lydkvalitet blevet noget underordnet, nærmest sekundært her i mp3'ens tidsalder, hvor 'musik' helst skal lyde som et lidet subtilt bombardement af en fuldstændig endimensional og voldsomt komprimeret omgang støj - uden et gran af støjens iboende skønhed. Paradoksalt, fordi det er muligt at lave næsten overjordisk lækker (men også fuldstændig steril) lyd i det digitale paradis. Det vil forbrugerne heldigvis skide på. Og det er dem, der sætter dagsordenen. Og når musikken hentes stykvist på nettet, forsvinder behovet for det labre omslag også - det er via musikvideoen, husarerne hentes ind, ikke via den cover art, som engang betragtedes som et lødigt kunstnerisk udsagn. Ak ja - tiderne skifter, baby.
Alle disse forandringer er for længst implementerede, og det er stort set gået op for alle, måske på nær et par af de store pladeselskaber, en håndfuld rockkritikere over 40 og så selvfølgelig denne signatur (som jo da også er en art rockkritiker over 40, så-eh det -), for hvem indbegrebet af romantik er en gammeldags lp-plade, helst med gatefold-cover og vedlagt et tæt beskrevet tekstark, fyldt med irrelevante oplysninger om hvem der f.eks. bryggede teen og under indspilningen fuldt fortjent fik kælenavnet Poofus - og hvorfor! Mens pladen snurrer rundt på den dertil indrettede tallerken, og den vidunderlige analoge lyd står ud af højttalerne, og han kan hengive sig til en form for lytning, der både tangerer rusens opslugende effekt og læsningens selvforglemmende sus. Vel vidende, at dette er et privilegium ud over alle grænser, hvad der bestemt ikke gør nydelsen mindre.
En anakronisme
Nå. Hvad var det nu, jeg skulle? Jo, nu kan jeg huske det! Lytte til og give min mening til kende om tre af den slags albums, ingen længere hverken køber eller lytter til eller i øvrigt giver en hujende hattefis for. Sjovt som min samtid har aflivet størrelser, jeg både er fortrolig med og til en vis grad tilmed holder af; ikke bare musikindustrien (den store gangster, jo vist, men mere end det), men såmænd også dagspressen og alt, der hidrører det skrevne ord, herunder bogbranchen. Hvad har det skrevne ord og/eller det krævende musikalske værk også af relevans i en tid, hvor billederne og computerspilindustrien har sejret sig ihjel? Nå, der skal jo også være plads til tegneserier, poker og palmehavemusik, som en klog mand engang sagde. På den led har jeg såmænd altid været en anakronisme - og stolt af det! It's a dirty job, jo vist, men hvad er lige alternativet? At sidde med grødhovedet begravet i en spillekonsol? Så hellere blive eremit, venner - der er mange måder at slå tiden ihjel på uden ligefrem decideret at myrde den!
Og måske er grunden til al denne palaver såmænd bare, at jeg i et par timer nu har siddet og bakset med at pakke John Legends seneste - og såmænd ganske fremragende - album ud af det bizarre zip-format, en eller anden sjæl fra konglomeratet Sony-BMG har tilsendt mig det i. Ikke just en oplevelse, der fremmer noget som helst musikalsk (tværtimod), men en glimrende øvelse i verfremdung, og så øger det fornemmelsen af at være et omvandrende museumsstykke. Derfor tør jeg også kun forsigtigt sige, at det, det er lykkedes mig at høre af Evolver, atter har overbevist mig om, at Legend er et af de mest interessante og substantielle navne på nutidens R&B-scene - med god fod på traditionen lige så vel som udsøgt fornemmelse for, hvad der rører sig i tiden. Mere tør jeg simpelthen ikke vove at påstå på det grundlag, det her er blevet mig forundt af biksen Sony-BMG.
Fordybelsens format
Så går det straks bedre med Ryan Leslies debut-album, thi den høres i det godt nok håbløse, men her i huset dog noget mere velfungerende cd-format. Og det er en plade, der har været længe undervejs - førstesinglen "Diamond Girl" udkom således i 2007, så Leslie har taget sig sin tid. Og hvad er der så kommet ud af al denne omhyggelighed? Et høreværdigt om end næppe banebrydende R&B-udspil af et vist sangskrivningsniveau, men i betragtning af, at Leslie til dato mest har gjort sig bemærket som producer, er det ikke, fordi man vælter bagover af begejstring over niveauet på dette album. På "Addicted to You" gives der plads til en gæsteoptræden fra hans protege Cassie, men ellers må albummets mest spændstige track siges at være "How It Was Supposed To Be", der anbefales herfra, hvis De ønsker at downloade et enkelt Ryan Leslie-spor til menneskets ny bedste ven, hendes elskede iPod! Langt at foretrække frem for en hund - den skal aldrig besørge, og man kan slukke for den.
For et old school-røvhul som undertegnede spredes der en lidt større glæde med Raphael Saadiqs fint swingende The Way I See It; med en fortid i det engang så populære new jack swing-ensemble Tony! Toni! Toné! (der opløstes i midt-90'erne) har Saadiq haft en omskiftelig karriere som producer, idé-mand og soloperformer. The Way I See It er tredje soloplade fra den kant og lyder fra start til slut som en lang hyldest til den specielle lyd, der var at finde på pladeselskabet Tamla-Motowns udgivelser i 1960'erne. Heldigvis transcenderer pladens 12 sange pastichen, om end de da primært giver appetit på the real thing.
Og dem har vi jo stående på vinyl, så jeg tager mig lige et break med The Temptations, Mary Wells, Smokey Robinson & The Miracles og Marvin Gaye - og håber på hen ad vejen at få fat i John Legends seneste udgivelse i samme format. Fordybelsens format. Og smukt, tilmed. Æstetikeren giver fortabt over for den moderne æras uendelige digitale tristhed og pekuniære banaliteter og driver bort i en sky af god gammeldags opium. Now that's the life!
John Legend: Evolver (Columbia/Sony-BMG)
Ryan Leslie (Casablanca/Universal-Motown)
Raphael Saadiq: The Way I See It (Columbia/Sony-BMG)
