Terror og tårnhøje drømme i Moskva

Det er almindeligt at se lighedspunkter mellem kommunismen og fascismen eller nazismen. Totalitære regimer ligner hinanden uanset politisk indhold, siger man, og det er der noget rigtigt i. Man har derfor også undertiden sammenlignet de mere eller mindre gigantomaniske arkitekturprojekter, som tog form i Sovjetunionen i anden halvdel af 1930'erne, med Albert Speers planer for den nye rigshovedstad i det tyske imperium, som skulle opstå. I 1937 påbegyndte man i Moskva arbejdet på 'Sovjetternes palads' en kæmpebygning, som skulle stå, hvor man i 1931 havde sprængt frelserkatedralen fra det 19. århundrede. Byggeriet blev standset af Anden Verdenskrig, rudimenterne endte som friluftsbad (og nu er katedralen der igen).

Men, skriver historikeren Karl Schlögel i sin nyeste bog, "det er mere end historiens ironi, at det eneste sted, hvor man den dag i dag kan studere, hvordan århundredprojektet i Moskva ville have set ud, hvis det var blevet realiseret, er New York, mere præcist: Rockefeller Center og ganske særlig Radio City Hall."

En sådan konstatering er typisk for horisonten i Schlögels bog Terror und Traum. Moskau 1937, som selv er om ikke et århundredprojekt, så resultatet af over tre årtiers beskæftigelse med Rusland henholdsvis Sovjetunionen og Østeuropa.

Schlögel vakte første gang opsigt i 1980'erne med en lille bog, Midten ligger østpå, som handlede om de glemte mellem- og østeuropæiske byer som kulturcentre. Det var før kommunismens fald, men på en tid, da man igen begyndte at tale om Mellemeuropa (hvad man holdt op med igen efter 1990). Siden har Schlögel blandt andet skrevet indsigtsfuldt og spændende om, hvad man i det hele taget kan få ud af at læse kort - "I rummet læser vi tiden" - og han han skrevet om Berlin som 'Europas østbanegård', målet for et par århundreders vandring fra øst til vest. Og nu så om Moskva 1937.

Terroren og dens metode

Moskva 1937: Det er terrorens store år, året for flere af skueprocesserne (de var begyndt lidt tidligere) og for utallige anklager, retssager, henrettelser og forvisninger på næsten alle niveauer og til langt ind i 1938. Om denne terror skriver Schlögel med alle de statistiske oplysninger, der findes, og med fyldige uddrag af flere af de rystende personlige dokumenter, som er overleveret, og hvoraf mange først er blevet tilgængelige efter sovjettiden (og endnu flere endnu ikke).

Rystende er for eksempel Nikolaj Bukharins personlige brev til sin gamle ven Stalin, skrevet i fængslet med bevidsthed om henrettelsen som den sandsynlige udgang på det hele og med en sælsom blanding af accept og protest: Bukharin ved og siger, at han er uskyldig i anklagerne, og forsøger alligevel at finde en højere mening i det, der foregår.

Men Karl Schlögel lader sig ikke nøje med nok engang at fremmane den rædsel, som prægede tiden og stedet. Han forsøger at vise et panorama af Moskva 1937 og dermed at levere nogle byggesten til en forklaring på, hvorfor alt dette kunne finde sted. Umiddelbart forekommer det jo vanvittigt, at et regime amputerer sig selv, som det skete ved de store udrensninger: Det ligner nærmest spillet solitaire, hvor flere og flere brikker tages væk, indtil kun én er tilbage - men én er dog for lidt til at skabe et samfund med.

Ikke desto mindre var der metode i galskaben. For det første indebar fjernelsen af mange gamle kampfæller og af mange administratorer på alle niveauer, at regimet - Stalin - kunne besætte posterne med unge folk, som skyldte det nye regime deres karriere. Som andre totalitært indstillede brød den kommunistiske ledelse sig ikke om eksperter og smagsdommere, i hvert fald ikke om dem, der havde en af partiet uafhængig løbebane.

For det andet agerede Sovjetunionen i en fjendtlig omverden og havde ikke grund til at stole på ret mange, om overhovedet nogen. I 1937 er der borgerkrig i Spanien. De fascistiske respektive nazistiske regimer i Italien og Tyskland støtter hurtigt og åbenlyst Franco, og vestmagterne foretager sig ikke noget, hverken over for Franco eller over for Hitler, som i 1936 er marcheret ind i Rhinlandet og ikke lægger skjul på sine ambitioner. Hitler-Stalin-pagten i 1939 var ikke bare to diktatorers sammensværgelse, den var også udsprunget af Sovjetunionens frygt for at blive offer for en alliance mellem Tyskland og vestmagterne. Det var ikke svært at føle sig udsat - og naturligvis heller ikke svært at benytte dette forhold til at mistænkeliggøre hvem som helst og at rejse anklager for konspiration med fjenden.

Og for det tredje er der i 1937 krise i hele samfundet, ikke bare sådan i almindelighed, men på kanten af ny hungersnød, fordi høsten i 1936 er slået fejl, og fordi den enorme vandring fra land til by, ikke mindst netop til Moskva, er umulig at styre. Utilfredsheden ulmer både blandt de overbeviste og - endnu mere - blandt de tøvende. I den situation skal der findes syndebukke, og det lykkes i en sådan grad, at massevis af russere finder det helt i sin orden, at selv nogle af revolutionens helte bliver dømt og henrettet: Er det måske ikke dem, der har svigtet deres opgave! Regimet producerer kaos og præsenterer derpå sig selv som den eneste, der kan genskabe ordnede forhold - et træk, som man i heldigvis mere civiliseret, men ikke altid fundamentalt anderledes form kan finde andre steder end i Sovjetunionen.

Men det er ikke det hele: For samtidig med alt dette fejrer russiske polarforskere triumfer, russiske piloter flyver verden rundt, der åbnes nye metrostationer og forlystelsesparker i Moskva, der er gang i boligbyggeriet, og sovjetisk film udfolder sig. Der er mange tegn på, at det også går fremad, at man så småt nærmer sig målet om et klasseløst samfund.

I almindelighed bestemmes vore opfattelser og handlinger da også mindre af, hvordan vi har det lige her og nu, end af hvad vi forventer os af fremtiden: Man kan tåle meget, når man tror, at det bliver bedre i morgen, og meget lidt, når man mener, at det bliver værre endnu.

De nye magter

Selv regimets top troede så meget på fremtiden, at man havde udstedt en ny forfatning, som fjernede den tidligeres åbenlyse forskelsbehandling af de 'borgerlige' klasser, og planlagt nogle for Sovjetunionen usædvanlig åbne valg i 1937. Der blev først slået bak, da man blev klar over, at partiets stilling rundt om i landet var betydelig mere prekær end som så. Ikke desto mindre: Moskva 1937 er, når man ser byen som panorama, ikke kun forfølgelser og terror, men et langt mere broget billede. Dermed er terroren i sig selv ikke forklaret - endsige da bortforklaret - men det bliver mere begribeligt, hvordan den kunne finde sted. Det er altid ting, der afleder opmærksomheden, og i Moskva 1937 var der ganske mange.

Endnu et træk, som fascinerer ved Karl Schlögels monumentalværk, er den stadige reference til USA. USA og Sovjetunionen havde ingen udeståender i 1930'erne, skriver Schlögel. Amerikanske diplomater - især ambassadør Davies - så med skeptisk, men ikke ubetinget negativ interesse på det russiske eksperiment, og omvendt besøgte slet ikke så få russere USA og medbragte derfra inspiration til mange ting, fra jazz over film til arkitektur. Naturligvis var USA kapitalistisk og som sådant ikke værd at efterligne, men det tekniske fremskridt var der ingen grund til at kaste vrag på - og det var da også et amerikansk firma, der leverede teknologien til påbegyndelsen af det store palads-projekt, der omtaltes ovenfor.

USA og Sovjet opfattede begge sig selv som 'unge' samfund, der skulle præge fremtiden, for så vidt ganske i den franske politiker og historiker Alexis de Tocquevilles ånd. Umiddelbare konkurrenter var de ikke endnu. At netop den tekniske - og kunstneriske - modernitet ikke kendte til partier, kan i øvrigt illustreres af eksemplet Le Corbusier, den berømte arkitekt: Han byggede i Moskva, men - læste jeg netop andetsteds - ville også gerne have bygget i det af Mussolini erobrede Eritrea, hvad han til held for sit senere ry ikke kom til. Men så byggede Le Corbusier jo også i mere demokratiske lande. Og et af dem, USA, leverede som nævnt inspiration til Moskvas skyskraberarkitektur.

Russere tog til New York. Mange vesterlændinge tog til Sovjetunionen og skrev om deres indtryk. Schlögel er forsigtig med at dømme dem, som måske så for positivt på udviklingen. Han minder om, at meget få af dem faktisk var så blåøjede, som eftertiden har ment, men at nogle, for eksempel den jødisk tyske forfatter Lion Feuchtwanger, ikke kunne undgå at se tingene på baggrund af nazismen og fascismen, som havde drevet dem i eksil. De var dybt skuffede over manglen på antifascisme i vesten. Hvad Schlögel ikke skriver, er, at flere af den tids forsigtigt velvillige beretninger fra Sovjet minder slående om dem, man i dag læser om Kina: Det er måske ikke lige godt altsammen, men ..., og alt i alt .... og så videre.

Virkelighedens mange lag

Et monumentalværk, har jeg ovenfor kaldt Karl Schlögels bog. Det er den også, og rent fysisk kan den ligne det emne, den skildrer. Den er på over 700 tekstsider og med endnu små 100 siders noter, litteraturliste og register, og den er ikke fri for gentagelser undervejs. Men det er på den anden side den store rigdom på detaljer og på udførlige citater, der forekommer en læg læser som mig bedst at gengive det kalejdoskopiske ved Moskva i 1937. At det var terrorens år, fremgår allerede af bogens titel og fylder meget i fremstillingen. At terroren næppe kan forstås uden også at forstå drømmen, begrunder det andet ord i titlen. Men Karl Schlögel falder ikke for det nemme argument om, at drømmen om et bedre samfund nødvendigvis producerer terror, og at man derfor blot skal gå ind for det bestående (som om bevarelsen af det bestående ikke også var en drøm!) Schlögels bog minder om de værste uhyrligheder, men appellerer mere til eftertanke end til selvretfærdighed.

Et blivende indtryk fra læsningen er, at det ikke kun er totalitære regimer, der indbyrdes ligner hinanden, men at der også er ligheder mellem totalitære og ikke helt så totalitære, eller med et finere udtryk frie, samfund i en given historisk epoke. Der er noget, der kan kaldes tidsånd, omend Schlögel undgår dette ord. Selv et totalitært samfund er ikke kun totalitært - man morede sig og var glad i Gorki-parken - og selv et frit samfund er ikke altid så frit, som det gerne selv tror. I dag tyder meget på, at de vestlige samfund havde deres bedste tid, dengang de skulle vise, at de var friere end de kommunistiske. Nu, hvor det ikke længere er nødvendigt, er man i fuld gang med at gøre fjendens devise til sin egen: Tillid er godt, kontrol er bedre.