Læsetid: 8 min.

Terror og tårnhøje drømme i Moskva

Den tyske historiker Karl Schlögel modtager i weekenden den prestigefyldte pris for Europæisk Forståelse på Leipzig-bogmessen. Her skriver Per Øhrgaard om hans seneste storværk, terror og drøm - Moskva i 1937
Den tyske historiker Karl Schlögel modtager i weekenden den prestigefyldte pris for Europæisk Forståelse på Leipzig-bogmessen. Her skriver Per Øhrgaard om hans seneste storværk, terror og drøm - Moskva i 1937
12. marts 2009

Det er almindeligt at se lighedspunkter mellem kommunismen og fascismen eller nazismen. Totalitære regimer ligner hinanden uanset politisk indhold, siger man, og det er der noget rigtigt i. Man har derfor også undertiden sammenlignet de mere eller mindre gigantomaniske arkitekturprojekter, som tog form i Sovjetunionen i anden halvdel af 1930'erne, med Albert Speers planer for den nye rigshovedstad i det tyske imperium, som skulle opstå. I 1937 påbegyndte man i Moskva arbejdet på 'Sovjetternes palads' en kæmpebygning, som skulle stå, hvor man i 1931 havde sprængt frelserkatedralen fra det 19. århundrede. Byggeriet blev standset af Anden Verdenskrig, rudimenterne endte som friluftsbad (og nu er katedralen der igen).

Men, skriver historikeren Karl Schlögel i sin nyeste bog, "det er mere end historiens ironi, at det eneste sted, hvor man den dag i dag kan studere, hvordan århundredprojektet i Moskva ville have set ud, hvis det var blevet realiseret, er New York, mere præcist: Rockefeller Center og ganske særlig Radio City Hall."

En sådan konstatering er typisk for horisonten i Schlögels bog Terror und Traum. Moskau 1937, som selv er om ikke et århundredprojekt, så resultatet af over tre årtiers beskæftigelse med Rusland henholdsvis Sovjetunionen og Østeuropa.

Schlögel vakte første gang opsigt i 1980'erne med en lille bog, Midten ligger østpå, som handlede om de glemte mellem- og østeuropæiske byer som kulturcentre. Det var før kommunismens fald, men på en tid, da man igen begyndte at tale om Mellemeuropa (hvad man holdt op med igen efter 1990). Siden har Schlögel blandt andet skrevet indsigtsfuldt og spændende om, hvad man i det hele taget kan få ud af at læse kort - "I rummet læser vi tiden" - og han han skrevet om Berlin som 'Europas østbanegård', målet for et par århundreders vandring fra øst til vest. Og nu så om Moskva 1937.

Terroren og dens metode

Moskva 1937: Det er terrorens store år, året for flere af skueprocesserne (de var begyndt lidt tidligere) og for utallige anklager, retssager, henrettelser og forvisninger på næsten alle niveauer og til langt ind i 1938. Om denne terror skriver Schlögel med alle de statistiske oplysninger, der findes, og med fyldige uddrag af flere af de rystende personlige dokumenter, som er overleveret, og hvoraf mange først er blevet tilgængelige efter sovjettiden (og endnu flere endnu ikke).

Rystende er for eksempel Nikolaj Bukharins personlige brev til sin gamle ven Stalin, skrevet i fængslet med bevidsthed om henrettelsen som den sandsynlige udgang på det hele og med en sælsom blanding af accept og protest: Bukharin ved og siger, at han er uskyldig i anklagerne, og forsøger alligevel at finde en højere mening i det, der foregår.

Men Karl Schlögel lader sig ikke nøje med nok engang at fremmane den rædsel, som prægede tiden og stedet. Han forsøger at vise et panorama af Moskva 1937 og dermed at levere nogle byggesten til en forklaring på, hvorfor alt dette kunne finde sted. Umiddelbart forekommer det jo vanvittigt, at et regime amputerer sig selv, som det skete ved de store udrensninger: Det ligner nærmest spillet solitaire, hvor flere og flere brikker tages væk, indtil kun én er tilbage - men én er dog for lidt til at skabe et samfund med.

Ikke desto mindre var der metode i galskaben. For det første indebar fjernelsen af mange gamle kampfæller og af mange administratorer på alle niveauer, at regimet - Stalin - kunne besætte posterne med unge folk, som skyldte det nye regime deres karriere. Som andre totalitært indstillede brød den kommunistiske ledelse sig ikke om eksperter og smagsdommere, i hvert fald ikke om dem, der havde en af partiet uafhængig løbebane.

For det andet agerede Sovjetunionen i en fjendtlig omverden og havde ikke grund til at stole på ret mange, om overhovedet nogen. I 1937 er der borgerkrig i Spanien. De fascistiske respektive nazistiske regimer i Italien og Tyskland støtter hurtigt og åbenlyst Franco, og vestmagterne foretager sig ikke noget, hverken over for Franco eller over for Hitler, som i 1936 er marcheret ind i Rhinlandet og ikke lægger skjul på sine ambitioner. Hitler-Stalin-pagten i 1939 var ikke bare to diktatorers sammensværgelse, den var også udsprunget af Sovjetunionens frygt for at blive offer for en alliance mellem Tyskland og vestmagterne. Det var ikke svært at føle sig udsat - og naturligvis heller ikke svært at benytte dette forhold til at mistænkeliggøre hvem som helst og at rejse anklager for konspiration med fjenden.

Og for det tredje er der i 1937 krise i hele samfundet, ikke bare sådan i almindelighed, men på kanten af ny hungersnød, fordi høsten i 1936 er slået fejl, og fordi den enorme vandring fra land til by, ikke mindst netop til Moskva, er umulig at styre. Utilfredsheden ulmer både blandt de overbeviste og - endnu mere - blandt de tøvende. I den situation skal der findes syndebukke, og det lykkes i en sådan grad, at massevis af russere finder det helt i sin orden, at selv nogle af revolutionens helte bliver dømt og henrettet: Er det måske ikke dem, der har svigtet deres opgave! Regimet producerer kaos og præsenterer derpå sig selv som den eneste, der kan genskabe ordnede forhold - et træk, som man i heldigvis mere civiliseret, men ikke altid fundamentalt anderledes form kan finde andre steder end i Sovjetunionen.

Men det er ikke det hele: For samtidig med alt dette fejrer russiske polarforskere triumfer, russiske piloter flyver verden rundt, der åbnes nye metrostationer og forlystelsesparker i Moskva, der er gang i boligbyggeriet, og sovjetisk film udfolder sig. Der er mange tegn på, at det også går fremad, at man så småt nærmer sig målet om et klasseløst samfund.

I almindelighed bestemmes vore opfattelser og handlinger da også mindre af, hvordan vi har det lige her og nu, end af hvad vi forventer os af fremtiden: Man kan tåle meget, når man tror, at det bliver bedre i morgen, og meget lidt, når man mener, at det bliver værre endnu.

De nye magter

Selv regimets top troede så meget på fremtiden, at man havde udstedt en ny forfatning, som fjernede den tidligeres åbenlyse forskelsbehandling af de 'borgerlige' klasser, og planlagt nogle for Sovjetunionen usædvanlig åbne valg i 1937. Der blev først slået bak, da man blev klar over, at partiets stilling rundt om i landet var betydelig mere prekær end som så. Ikke desto mindre: Moskva 1937 er, når man ser byen som panorama, ikke kun forfølgelser og terror, men et langt mere broget billede. Dermed er terroren i sig selv ikke forklaret - endsige da bortforklaret - men det bliver mere begribeligt, hvordan den kunne finde sted. Det er altid ting, der afleder opmærksomheden, og i Moskva 1937 var der ganske mange.

Endnu et træk, som fascinerer ved Karl Schlögels monumentalværk, er den stadige reference til USA. USA og Sovjetunionen havde ingen udeståender i 1930'erne, skriver Schlögel. Amerikanske diplomater - især ambassadør Davies - så med skeptisk, men ikke ubetinget negativ interesse på det russiske eksperiment, og omvendt besøgte slet ikke så få russere USA og medbragte derfra inspiration til mange ting, fra jazz over film til arkitektur. Naturligvis var USA kapitalistisk og som sådant ikke værd at efterligne, men det tekniske fremskridt var der ingen grund til at kaste vrag på - og det var da også et amerikansk firma, der leverede teknologien til påbegyndelsen af det store palads-projekt, der omtaltes ovenfor.

USA og Sovjet opfattede begge sig selv som 'unge' samfund, der skulle præge fremtiden, for så vidt ganske i den franske politiker og historiker Alexis de Tocquevilles ånd. Umiddelbare konkurrenter var de ikke endnu. At netop den tekniske - og kunstneriske - modernitet ikke kendte til partier, kan i øvrigt illustreres af eksemplet Le Corbusier, den berømte arkitekt: Han byggede i Moskva, men - læste jeg netop andetsteds - ville også gerne have bygget i det af Mussolini erobrede Eritrea, hvad han til held for sit senere ry ikke kom til. Men så byggede Le Corbusier jo også i mere demokratiske lande. Og et af dem, USA, leverede som nævnt inspiration til Moskvas skyskraberarkitektur.

Russere tog til New York. Mange vesterlændinge tog til Sovjetunionen og skrev om deres indtryk. Schlögel er forsigtig med at dømme dem, som måske så for positivt på udviklingen. Han minder om, at meget få af dem faktisk var så blåøjede, som eftertiden har ment, men at nogle, for eksempel den jødisk tyske forfatter Lion Feuchtwanger, ikke kunne undgå at se tingene på baggrund af nazismen og fascismen, som havde drevet dem i eksil. De var dybt skuffede over manglen på antifascisme i vesten. Hvad Schlögel ikke skriver, er, at flere af den tids forsigtigt velvillige beretninger fra Sovjet minder slående om dem, man i dag læser om Kina: Det er måske ikke lige godt altsammen, men ..., og alt i alt .... og så videre.

Virkelighedens mange lag

Et monumentalværk, har jeg ovenfor kaldt Karl Schlögels bog. Det er den også, og rent fysisk kan den ligne det emne, den skildrer. Den er på over 700 tekstsider og med endnu små 100 siders noter, litteraturliste og register, og den er ikke fri for gentagelser undervejs. Men det er på den anden side den store rigdom på detaljer og på udførlige citater, der forekommer en læg læser som mig bedst at gengive det kalejdoskopiske ved Moskva i 1937. At det var terrorens år, fremgår allerede af bogens titel og fylder meget i fremstillingen. At terroren næppe kan forstås uden også at forstå drømmen, begrunder det andet ord i titlen. Men Karl Schlögel falder ikke for det nemme argument om, at drømmen om et bedre samfund nødvendigvis producerer terror, og at man derfor blot skal gå ind for det bestående (som om bevarelsen af det bestående ikke også var en drøm!) Schlögels bog minder om de værste uhyrligheder, men appellerer mere til eftertanke end til selvretfærdighed.

Et blivende indtryk fra læsningen er, at det ikke kun er totalitære regimer, der indbyrdes ligner hinanden, men at der også er ligheder mellem totalitære og ikke helt så totalitære, eller med et finere udtryk frie, samfund i en given historisk epoke. Der er noget, der kan kaldes tidsånd, omend Schlögel undgår dette ord. Selv et totalitært samfund er ikke kun totalitært - man morede sig og var glad i Gorki-parken - og selv et frit samfund er ikke altid så frit, som det gerne selv tror. I dag tyder meget på, at de vestlige samfund havde deres bedste tid, dengang de skulle vise, at de var friere end de kommunistiske. Nu, hvor det ikke længere er nødvendigt, er man i fuld gang med at gøre fjendens devise til sin egen: Tillid er godt, kontrol er bedre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steen Sohn
  • Niels Mosbak
  • Tom Paamand
Steen Sohn, Niels Mosbak og Tom Paamand anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claus Oreskov

Interessant artikel der sætter fokus, på historiens største løgn – løgnen om Sovjetunionen. Løgnen om Sovjetunionen er mangesidet, og sammensat; men kan til enhver tid føres tilbage til USA's behov for at legetimere sit verdensherredømme, og udplyndring af verdens fattigste nationer, i tiden efter 2. verdenskrig, og frem tid i dag. Myterne er mange, og en af dem er myten om, at nazisme og kommunisme ligner hinanden. Hvor absurd en sådan tankegang er, eksemplificere filosoffen Slavoj Zizek, med barok humor i en kort klumme: ”The Two Totalitarianisms” (http://www.lrb.co.uk/v27/n06/zize01_.html). Måske er Karl Schlögel den murbrækker, der vil få også danske historikere, til at lægge den kolde krig (samt den kolde fred) bag sig – man tør kun håbe. Personlig tror jeg man vil vinde meget hvis man glemmer alt om totalitære samfunds modeller, og stopper ”The Open Society and its Enemies” op i røven på fortiden, og åbner for en kontekst bestemte og situationelle fortolknings modeller. Sovjetunionen skal forstås som en del af verden; vel og mærke en verden i bevægelse. Altså i lyset af sammenhænge og historiske processer. Ligesom Schlögel gør opmærksom på, interaktionen og relationerne mellem USA og Sovjet, både på det personlige plan og det officielle. Når vi så langt, vil vi måske en dag vågne op, og erkende vores egen andel i Moskvaprocesserne. Per Øhrgaard fremhæver Stalins fremsynet arktiske politik (som vores tids danske politikere kunne lære meget af), hvor sovjetiske piloter sætter rekorder i arktisk flyvning. Dette spændende afsnit af verdenshistorien, er også grundigt beskrevet i en vanvittig spændende bog af John McCannon: ”Red Arctic – Polar Exploration and the Myth og the North in the Sovjet Union 1932- 1939”. Oxford University Press.
PS: At der skulle være en indbyggede logik, i Stalins udrensnings eskapader (og dermed i Stalins psykotiske paranoia) er mere end usandsynligt. De positive effekter der fremkom, og som styrkede systemet, må være mere eller mindre tilfældige. At Stalin var mere end almindelig psykisk syg, kan man overbevise sig om, ved at læse hans datters selvbiografi: Svetlana Allilujeva ” Erindringer”. Lademand 1967. Og husk så, at en psykose har ingen ideologi!

@Robert O. Jensen, Jeg er nu dykket rigtigt ned i Bukharins skæbne, og jeg er stødt på hans nære venskab og omgang den amerikanske fagforeningsleder, kommunist og CIA-agent, Jay Lovestone. Jeg vil høre om du har en kommentar.

'husk så, at en psykose har ingen ideologi!'
nej men det er i få samfund at den får lov til at udfolde sig så uhæmmet som den fik i det sovjetiske

Ole mon ikke det var fordi, at det "uhæmmede" resultat af psykosen mestendels begrænsede sig til kredse, der selv greb ud efter magten. Apropos Bukharin 12:58

Jeg synes, at det interessant er ikke om Stalin var psykotisk eller Hitler psykopat, men hvad er var for mekanismer eller tilstande i de samfund, på den tid, der muliggjorde, at den type mennesker kunne få så stor magt

I Hitlers tilfælde var det fordi stærke internationale og finansielle kredse ønskede det skulle gå sådan. Se Hitlers finasiering. Vestens opbakning til anti-kominternpagten. München-diktatet osv.

Hvad der skabte plads til en Stalin, er vel som altid mest tilfældigheder. Pludselig sidder man midt i lortet og indser for sent, at idioten burde have været stoppet i tide. Bagklogt kan man stykke de elementer sammen, der gjorde hans vej til magten mulig, men det meste kunne være faldet forskelligt ud. Pt fik USAs nedtur solid hjælp fra en meget beskeden gruppe politikere, som takket være ujævnheder i det politiske apparat kunne tromle en bizar dagsorden igennem. De involverede kunne planlægge starten på kampagnen, men havde ingen kontrol over udfaldet.

"tilstande i de samfund, på den tid, der muliggjorde, at den type mennesker kunne få så stor magt"

I de samfund? På den tid?

Robert du skriver:
Well det er dig der flyttede debatten in her ikke mig kære Atkins - og det er dig der mener at man kan drage konklusioner af et menneskes politiske gøren senere i tilværelsen. Altså sådan noget med at hvis de vendte kommunismen ryggen senere i livet så er det ensbetydende med at de også var forræddere i fortiden - det er en fed gang bullshit. Men man kunne ønske at du ville anvende samme målestok på Stalin

Robert det er dig der sammen med dine klakører skriger "Stalin" hver gang jeg efterlyser en smule konkret og lidt realisme i jeres forfløjne drømme om den totale enigehed og det totale demokrati blandt folk -

Iørogt Robet kan jeg ikke finde hoved og hale i ovenstående citat af dig - kan du konkretisere en smule?

Min påstand Robert er at det var Lovestones og Bukharins konspiratoriske netværk der blev gjort op med under Moskvaprocesserne. Landsforræderi har altid ført til dødsstraf på det regeringsniveau når fjenden stod for døren - husker du ægteparret Julius og Ethel Rosenberg der blev dømt til døden for spionage. De var anklaget for at videregive amerikanske atomhemmeligheder til Sovjetunionen i 1940erne,... sådan er det jo.

Jeg repeterer lige:

Robert O. Jensen, du har ikke en gang sat dig ind i hvem Jay Lovestone var - det er derespekt . Her er hans generalieblad ifølge wiki:

Jay Lovestone (December 15, 1897 — March 7, 1990) was at various times a member of the Socialist Party of America, a leader of the Communist Party USA, leader of a small oppositionist party, an anti-Communist and Central Intelligence Agency (CIA) helper, and foreign policy advisor to the leadership of the AFL-CIO and various unions within it...

Da konspirationen mod den sovjetiske regering var afsløret og Lovestones netværk var blevet trævlet op i Moskva, og hans nære ven Bukharin blev henrettet, sprang han ud som erklæret antikommunist og bekæmpede Sovjet åbenlyst. Blandt andet stod Lovestone for al påvirkning, propaganda og penge rettet mod de europæiske fagforeninger. Målet var at splitte arbejderbevægelsen i en kommunistisk og i en socialdemokratisk, hvilket som bekendt lykkedes i flere europæiske lande.

Du husker vel at den amerikanske diplomat og jurist Joseph Edward Davies - efter at have overværet processen - skrev i sin bog 'Mission to Moscow':

I have talked to many, if not all, of the members of the Diplomatic Corps here and, with possibly one exception, they are all of the opinion that the proceedings established clearly the existence of a political plot and conspiracy to overthrow the government.

Det skyldtes nok kenskabet til Jay Lovestone at han kunne sige det så sikkert.

Robert O. Jensen, her den landflygtige Leon Trotskijs bedømmelse af Jay Lovestone inden han sprang ud:

Jeg følger jeres avis med stor interesse og glæder mig over dens kampånd. Historien om den amerikanske oppositions opståen er i sig selv højst karakteristisk og belærende. Efter fem års kamp imod den russiske opposition krævede det en rejse for det amerikanske partis centralkomite, og selv dets politiske komite til en kongres i Moskva for, for første gang at finde ud af hvad den såkaldte ”trotskisme” er. Dette faktum alene er en tilintetgørende anklage imod partiets politistyre og forgiftende forfalskninger. Lovestone og Pepper [1] skabte ikke dette regime, men er dets stabs løjtnanter. Jeg beviste, at Lovestone var skyldig i alvorlig ideologisk forvrængning (se min pjece Europa og Amerika.) Under et forholdsvist normalt regime ville det alene have været nok til at ødelægge en mand, hvis ikke for altid så i lang tid, i det mindste at fremtvinge en tilbagetrækning og undskyldning. Men under det nuværende regime behøver Lovestone’erne bare ihærdigt at gentage sine forfalskninger, der er blevet afsløret, for at styrke deres positioner. De gør dette fuldstændig skamløst og imiterer deres nuværende læremestre, eller rettere deres administrative chefer. Lovestone og Peppers ånd er den absolutte modsætning til det proletariske revolutionæres ånd. Den disciplin som vi stræber efter – og vi stræber efter en jerndisciplin – kan kun baseres på en bevidst vundet overbevisning, der er blevet en del af vores kød og blod.

Leon Trotskij
The Militant 1. juni 1929.

Robert jeg er ikke blind Stalinist. Jeg interessere mig bare for propagandaens tilsvining af folk og for historie generelt. Og jeg æder ikke hvad som helst.

Så meget for din "lille fisk". Lovestones organisation blev simpelthen den faglige gren af Marshallplanen i Europa, som fordelte milliarder af dollars i antikommunismens sag. "Lille fisk" det kan du selv være:

Lovestoneites http://en.wikipedia.org/wiki/Lovestoneites

Robert, Hvis det connect'en til Bukharin du ikke selv kan finde så læs her:

Uddrag af Dino Knudsens bog

Amerikaniseringen af dansk fagbevægelse:

Lovestone befandt sig i en klemme. Med Bukharin som mentor havde han spillet på den forkerte hest. ...

I et sidste desperat træk forsøgte Lovestone sig med en selvkritik over for Kominterns ledelse, men det var for sent. Det blev vedtaget at ekskludere Lovestone fra CPUSA, og han skulle ikke regne med at kunne fortsætte sit arbejde i USA, hvor Kominterns ledelse var overbevist om at han ville genoptage sit fraktionsarbejde....

Som en trold af en æske dukkede han snart op i New York.
Hvordan lod det sig gøre? Det er fortsat lidt af et mysterium, for hver gang Lovestone efterfølgende fortalte om hændelsen, var det en ny historie han hev op af lommen. Og den blev sikkert ikke dårligere med årene. Ben Morgan, der har skrevet en biografi om Lovestones, og som disse afsnit bygger på, mener at Lovestone gjorde brug af sine personlige forbindelser. En legendarisk Komintern-agent, der som Lovestone var udvandret fra Litauen til USA, havde tilfældigvis befundet sig i Moskva under Lovestones besøg i byen. Inden sin agenttilværelse havde Nicholas Dozenberg (alias Nicolas Dallant alias Frank Kleges alias Blumquist) ikke blot været medlem af CPUSA, men oven i købet personlig ven af Lovestone. Angiveligt skaffede Dozenberg via sine kontakter nu Lovestone et falsk pas samtidig med at personer fra den litauiske ambassade i Moskva bidrog med en flybillet.

Ok Robert, jeg kan se at du er nød til at læse mellem linjerne for at få kronologien på plads, men her en sætning fra bogen der klare det i en ruf:

I årene 1926, 1928 og 1929 besøgte Lovestone på ny Sovjetunionen, men så var det også slut med at valfarte til Kreml. Ifølge Lovestone selv havde den sidste rejse nær kostet ham livet.