Det er kun 10 år siden, Steven Soderbergh begavede os med denne fremragende blanding af thriller, drama og sjæleransagelse, der har en uhyggeligt velspillende Terence Stamp i titelrollen. Stamp er en aldrende, engelsk vaneforbryder Wilson, som efter en fængselsdom rejser til USA for at finde Terry Valentine, en anløben, men succesfuld pladeproducent (Peter Fonda), som Wilson mener er ansvarlig for hans datters død. Dette hævntogt, der er ganske brutalt, former sig også som en rejse tilbage i tiden og en indre rejse for Wilson, der må erkende, at han sjældent var der for sin datter, og at det nu er for sent. Soderbergh leger veloplagt med historiens kontinuitet og lader billederne med følelser, og resultatet er en poetisk skildring af en mands opgør med fortiden og med sig selv. Stamp og Fonda er gode modstandere, og de er i flot selskab med Luis Guzmán som en småforbryder, der hjælper Wilson, og Lesley Ann Warren som en af datterens veninder, der fatter sympati for Wilson. Og så er der musikken: The Who's The Seeker er Wilsons temasang, mens The Hollies' King Midas in Reverse følger Valentine, og det lille, geniale kunstgreb siger mere om de to mænd, end mange replikker. CMC
The Limey. Instruktion: Steven Soderbergh. Manuskript: Lem Dobbs. Er udgivet på dansk dvd under titlen 'Englænderen'