De næste tre måneder forsøger en udstilling i Vanløse Kulturhus at gøre op med det billede, mange danskere har af Serbien og Balkan generelt.
Ny Serbisk Kunst er navnet på udstillingen, hvor en række unge kunstnere insisterer på nye vilkår for anerkendelse. De vil ikke ses som et traumeramt folk, der konstant identificeres med en krig, de ikke har haft noget at gøre med. Også selv om den har sat sine spor og vil blive ved at hjemsøge dem resten af livet.
En af de kunstnere, som er præsenteret på udstillingen er Gordana Zikic. Hun er født i 1976 og var teenager under en krig, hun ikke forstod meget af.
"Jeg var ikke involveret i de ting, som foregik i Serbien på det tidspunkt. Men det hænger over mig som en forbandelse, for folk vil altid se mig som en serber eller en serbisk kunstner," siger hun.
For mange europæere er der en klar forventning om, hvad de skal se, når de træder over tærsklen til en udstilling med kunst fra Balkan. De vil komme til at se kunst, som fortæller om et fattigt område, destrueret af borgerkrig, befolket af traumatiserede mennesker, der reflekterer over deres hjemlands lidelseshistorier. Hvis man da ikke foretrækker den mere optimistiske version med masser af lokalt gøgl, dans og alskens festligheder, der bekræfter, at "de der fra Balkan da er rigtig gode til at holde lystigheden i hævd, trods den forfærdelige fortid".
I Danmark - såvel som andre steder - er der også et tredje billede, som gør sig gældende: skurken. Hvis man i en dansk tv-serie skal have en rigtig skurkagtig karakter, er det ikke nok med en blegfed københavner, som på fejlfrit dansk styrer underverdenen.
Nej, den vaskeægte ondskab ser vi tilsyneladende først, når eks-jugoslaven indtager scenen:
En omvandrende dræbermaskine, en tikkende bombe, som intet har at miste, da han alligevel for længst har set sin familie blive slagtet og derefter selv jævnet 10-20 landsbyer med jorden uden så meget som at blinke.
Det generaliserende og stereotype-lystne blik, der fastholder Balkanregionen som en svimmel blanding af krig, cirkus og kynisk mafia, har fatale konsekvenser for de unge kunstnere, som forsøger at gøre entré på den internationale kunstscene. Maja Ciric, som er kurator i Beograd, har skrevet flere artikler om, hvor vanskeligt det er for kunstnerne at sprænge rammerne. De oplever i de fleste tilfælde, at betydningsfulde kuratorer kun er interesserede i dem som repræsentanter for en udpræget national historie, hvori deres sølle identitet som krigsofre - eller forbrydere - skal granskes af nysgerrige og forstående kosmopolitter. De unge kunstnere vil dette til livs, og det er med dét for øje, at Vanløse Kulturhus har åbnet dørene for dem.
Tine Møller Sørensen er kurator på udstillingen. Hun skriver speciale om erindringskultur i Beograd og Sarajevo og har rejst meget i området. For hende har det vigtigste været at give et bud på en serbisk kunst, som først og fremmest er international, og som bryder med gængse forestillinger om et isoleret Balkan-folk:
"I kunstmiljøet på Balkan vil man helst ikke have påklæbet et prædikat om politisk kunst. I Vesten er såkaldt politisk kunst ofte opfattet som værende progressiv og fremadskuende, men på Balkan er politik stadig associeret med ideologisk nationalisme og kommunisme. Noget, man har lagt bag sig. Problemet er, at et vestligt publikum forventer en sådan politisering, som er med til at cementere det, kunsterne fra Balkan i virkeligheden gerne vil væk fra. Det er ikke, fordi de ikke vil tage stilling. Tværtimod. Men de vil anerkendes som kunstnere, ikke som Balkan-kunstnere.
Men som Maja Ciric har erfaret, er det lettere sagt end gjort. Ifølge hende er det næsten umuligt at få international anerkendelse, hvis man ikke underlægger sig de forventninger, det vestlige publikum har. Balkan-kunst er blevet rigt repræsenteret på store biennaler i Istanbul, Venedig og Kassel, men ikke på de bedst ønskelige vilkår:
"De økonomiske ressourcer kom alle sammen fra vestlige lande som f.eks. Østrig og USA, der så dikterede og gennemtvang deres egne krav. Kunstnerne fra Balkan blev nødt til at acceptere og indordne sig under de forestillinger om regionspræget kunst, i håb om international anerkendelse," fortæller hun.
Og international berømmelse er der op til flere, som har høstet. Et godt eksempel er filminstruktøren Emir Kusturica, der i mange år har været et stort navn i den vestlige filmverden.
"Hans udlægning af livet på Balkan har i høj grad været med til at fastholde billedet af de lalleglade, uciviliserede naturmennesker, som fuldstændig ublufærdigt lever alle deres urinstinkter ud - gerne akkompagneret af larmende sigøjnermusik, der understreger det autentiske Balkan-menneske i alt dets lyst og lir. Filmenes popularitet bunder dybest set i uvidenhed hos det publikum, han henvender sig til. De vil have den eksotiske, eventyragtige vildskab, som reelt ikke har meget med virkeligheden at gøre," siger Tine Møller Sørensen.
Hinsides geopolitik
For Gordana Zikic er krigens spøgelse det værste. At hun gentagne gange må konfronteres med det faktum, at hun kommer fra en krigsnation, finder hun yderst frustrerende.
"Jeg mærkede ikke krigen på min egen krop, men jeg har senere måttet erfare, at den spiller en stor rolle i mit liv. Netop fordi jeg som kunstner forventes at leve op til et givent billede af en bestemt nationalitet. Jeg føler ikke, at der er noget specifikt, som definerer mig som serber. Jeg er først og fremmest en person og en kunstner."
Om manglen på direkte politiske referencer hævder hun, at alt på sin vis er politisk, men at det politiske er en kontekst, som hele tiden skifter. Hun ved, at hun er nødt til at forholde sig til den praktiske kontekst, dog uden at hun specifikt behøver at forholde sig til den i sin kunst. Hun vil skabe en kommunikation med andre internationale kunstnere i håb om en forståelse, som ligger hinsides geopolitiske forhold. Muligheden for at deltage i små udstillinger i udlandet ser hun som et vigtigt skridt på vejen.
For Tine Møller Sørensen er det ligeledes helt essentielt, at de små samarbejdsprojekter er i stand til at styre uden om de traditionelle krav fra store etablerede kuratorer.
"Jeg valgte bevidst kulturhuset som udstillingsrum, da publikum måske vil kunne imødegå det, de ser med anderledes åbne kanaler, end de ville have gjort i de store velkendte kunstfora."
Det universelle og uafhængige aspekt er også en væsentlig del af den proces, Maja Ciric mener er nødvendig for en videreudvikling, der kan befri Balkan-kunsten for de tungtvejende fordomme, den i mange år har ligget under for.
"Processen risikerer måske at skabe et ensrettet billede af regionen, i og med at kunstnerne nu fokuserer på universelle frem for geopolitiske emner. Men den har sandsynligvis også den positive effekt, at Balkan-kunst i fremtiden bliver præsenteret på internationale udstillinger uden at være kontrolleret på andres betingelser."
Ny Serbisk Kunst. Vanløse Kulturhus, Frode Jakobsens Plads 4, 1. indtil den 31. maj
