Læsetid: 4 min.

Den amerikanske blindgyde

Det triste forstadsliv er drivkraften i Richard Yates' 'Revolutionary Road', der efter år i glemslen nu er sat på hylden med klassikere
Richard Yates -Revolutionary road- foregår i 50ernes USA, men romanens beretning om tabte drømme og tom snak i forstæderne er lige så aktuel i dag, som da den blev skrevet.

Richard Yates -Revolutionary road- foregår i 50ernes USA, men romanens beretning om tabte drømme og tom snak i forstæderne er lige så aktuel i dag, som da den blev skrevet.

7. april 2009

I mange år havde Richard Yates' Revolutionary Road ry for at være den største glemte roman i amerikansk litteraturhistorie. Da den udkom i 1961, blev den kaldt et mesterværk og nomineret til årets National Book Award. De to andre nominerede var Joseph Hellers Catch-22 og Walker Percys The Moviegoer.

Sidstnævnte rendte med prisen, og fra da af gik det stødt ned ad bakke for både Yates og hans debutroman. Forfatteren kæmpede med alkoholisme og depressioner og nåede aldrig siden at ramme samme litterære niveau som Revolutionary Road. Da han døde i 1992 - fattig og fordrukken med et job som underviser på et beskedent college - var alle hans ni titler udsolgt fra forlaget, som det hedder.

Men for at få et ry som værende glemt, skal der jo være nogen, der husker en, og det har Yates' kolleger gjort. Listen over forfattere og kritikere, der med jævne mellemrum har mindet os om, at Yates ikke bare bør genoptrykkes, men ligefrem placeres i den amerikanske litteraturkanon er uendelig.

Lad os her nøjes med at nævne Richard Ford, der slutter sin novellesamling Women With Men (1998) af med blandt andet at takke Yates - "a writer too little appreciated" - samt Stewart O'Nan, hvis essay The Lost World of Richard Yates (1999) kan findes på internettet og varmt kan anbefales enhver med interesse for sagen.

Drømmen om Paris

Men nu er Yates så ikke længere glemt, blandt andet takket være Ford og O'Nan. Først kom 40-års jubilæumsudgaven af debutroman (med forord af Richard Ford), så forsøgte J.J. at begå selvmord med en kopi af Revolutionary Road i lommen i Nick Hornbys A Long Way Down. Siden fulgte Blake Baileys på alle måder store biografi A Tragic Honesty (2003) samt et længe ventet genoptryk af alle Yates' værker. Sidste år fik vi tillige en Oscar-nomineret filmatisering, og ja, nu sidder vi så med den første danske oversættelse, der naturligvis er årsagen til disse linjer.

Den elegant konstruerede og symmetriske handling kredser om Frank og April Wheeler, der bor for enden af Revolutionary Road i et forstadskvarter i Connecticut. Her passer de deres børn og have, og de fleste aftener sludrer de med naboerne over en drink eller tre, mens de nærmer sig de 30.

Frank arbejder for et stort firma i New York, men understreger for sig selv og alle, der gider at høre på ham, at det ikke er et job, han tager seriøst. Han er skabt til noget større, noget kreativt, men han ved ikke lige hvad, siger han.

Det bilder April sig imidlertid ind, at hun gør. Efter en mislykket forestilling med det lokale amatørteater og et følgende stort skænderi parret imellem overbeviser hun sin mand om, at familien skal tage til Paris for at starte forfra på tilværelsen.

Kvalt og skræmt

Europa havde været drømmen allerede, da de mødte hinanden, men så var April blevet gravid, og ja, her sidder de nu og føler, at de er ved at blive kvalt af tidens konventioner og deres banale naboer.

Det gør April i hvert fald. Hun er trods sit navn ved at visne, mens Frank langtfra er så ærlig, som hans navn signalerer på engelsk.

Faktisk er han skræmt ved tanken om at flytte til Europa. Hver gang han åbner munden for at give udtryk for, hvor træt han er af forstaden, minder det om en af de scener, han konstant spiller i hovedet, hvori han forestiller sig, hvad han vil sige, når han på et senere tidspunkt skal konfrontere sin kone, elskerinde eller chef med noget vigtigt.

Han mener selv, han er "en intens, nikotinplettet Jean-Paul Sartre-agtig mand". Sandheden er, at han er en umoden, usikker og fej mand, der har mere travlt med tjekke i spejlet, om han ligner fyren fra cigaretreklamen, end med at se sin fars forventninger, sin kones barnlige drømme og sig selv i øjnene.

Fin oversættelse

Jo, manderollen er under pres i Revolutionary Road, det samme er efterkrigstidens USA. Yates sagde selv, at titlen referer til den amerikanske revolution i 1776, og at ånden derfra - "our best and bravest revolutionary spirit" - var endt i en blindgyde i 1950'erne.

Den økonomiske optur havde sørget for, at næsten alle havde råd til et hus uden for storbyen, men i Yates' øjne var disse forstæder endt som isolerede samfund beboet af fremmedgjorte mennesker, der var fattige på udfordringer og kultur. Heri var han i øvrigt helt på linje med John Cheever og John Updike, der på samme tid skrev om Shady Hill og Tarbox.

I dag er vores forstæder knap så rolige, og i de danske hjem bliver der forhåbentlig hverken røget og drukket lige som meget som i ægteparret Wheelers dagligstue; kvinderne går som bekendt heller ikke hjemme mere. Men den tomme snak, den tvivlsomme forretningsmoral og ikke mindst de mange idiotiske drømme om at være noget særligt, gør Revolutionary Road mindst lige så aktuel, som da den udkom for et halvt århundrede siden.

Oversætter Joachim Wrang har fanget både Yates' enkle, lyriske klang ("stuen genlød af søndagsavisernes raslende sløvhed") og tidens kække vendinger ("en forbandet flot pige"), og blandt andet derfor er Revolutionary Road også på dansk endt som en stærk, glimtvis sorthumoristisk og foruroligende roman om naive illusioner på tragisk kollisionskurs med den håbløse virkelighed.

Richard Yates' debutroman fortjener med andre ord sin status som litterær klassiker.

Richard Yates: Revolutionary Road. Oversat af Joachim Wrang. 323 sider. 299 kr. Klim.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det bør nævnes at der for tiden udspiller sig en stærk intellektuel modreaktion mod skildringen af middelklassens hverdag som isoleret, tom, forkrampet, præget af asocial materialisme og trist gentagelse. Yates´ bog og filmen er blevet debatteret i denne forbindelse. Se fx
http://online.wsj.com/article/SB123033369595836301.html
og
http://www.cultureby.com/trilogy/2009/01/revolutionary-road-cultural-cli...

Flere kendere af Updike vil desuden være uenige med Tonny Vorm i, at Updike står for samme kritik som Yates. Han menes at have en mere respekfuld følsomhed for de dramaer som udspiller sig i middelklassens liv, http://www.nytimes.com/2009/01/28/books/28updike.html?_r=2&scp=3&sq=JOhn...

Nicolaj Andrea

Så fik vi endelig Yates præsenteret på dansk. Hans skarpe dissektion af forstædernes faldgrupper er i den grad aktuel i dag - også i et dansk perspektiv. Jeg synes faktisk at Yates udviser en meget stor respekt for sine karakterer, hvis man forstår respekt som ærlighed overfor drømme, håb og illusioner, hvor svært realisérbare de end er i virkeligheden. At denne virkelighed så består af en på mange måder alt for forudsigelig hverdag i sovebyen, er der jo mange mulige forklaringer på. Yates giver ingen klare "svar", men viser i stedet hvordan normer og traditioner meget let og næsten umærkeligt kan kvæle nytænkning og forsøg på at bryde ud.
Frank og April repræsenterer jo også generationen før ungdomsoprøret, som jo også havde deres drømme, som dog ikke i samme grad blev imødekommet af tidsånden. Til gengæld indeholder bogen en dybere kulturkritik, fx i beskrivelserne af Frank's nærmest frigide forhold til et arbejde blottet for egentlig mening. Der er noget sælsomt bevægende over beskrivelserne af hverdagenes inerti, som gradvis suger håbet, drømmene og modet ud af ham. Men naturligvis, hvem gider at høre om hverdagenes inerti i dag? Så er det lettere at tale i overskrifter om omstillingsparathed og behovet for at være proaktiv, når man designer sit eget liv.

I øvrigt bør "Revolutionary Road" ikke skygge for andre af Yates' værker: Fx "The Easter Parade", "Young Hearts Crying" og "Disturbing The Peace", som alle retter et på samme tid kritisk og forstående blik på skæbner i efterkrigstidens USA.