Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Anands karriere på dvd

Den indiske skakverdensmester viser sine glanspartier
Kultur
6. april 2009

Skak på dvd er blevet et mere og mere udbredt fænomen.

På to dvd'er er det nu muligt at komme på skolebænken og opleve en lang række af Anands partier, gennemgået af den indiske verdensmester selv og med fokus på et utal af spændende og lærerige stillinger. Når partierne på et stort diagram ruller hen over skærmen, ser og hører man Anand i øverste højre hjørne fortælle og give en række varianter på sit charmerende indo-engelsk, hurtigt og prægnant - jeg har flere gange hørt Anand gøre det i virkeligheden og følt mig lidt dum, fordi jeg så hurtigt blev hægtet af (og var for høflig til at bede ham gentage trækserierne i langsommere tempo, så min kyllingehjerne også kunne være med), indtil en dansk stormester indrømmede, at han havde det på samme måde.

På dvd'erne kan man imidlertid bruge repeat-funktionen, hvis man ikke fattede mesterens ord i første omgang.

Den første af skiverne begynder ved Anands fremkomst på verdenscenen i midten af 1980'erne og fører os frem til 1999 - her glider Anand let og ubesværet hen over sit nederlag til Kasparov i New York 1995 - mens den anden dækker perioden fra 2000 til 2007, hvor Anand sejrede i VM-turneringen i Mexico. Man får virkelig smæk for skillingerne, idet de to skiver har en samlet spilletid på mere end otte timer! Dansk Skaksalg sælger dem for 269 kroner stykket - Viswanathan Anand: My Career vol. 1 & 2.

$SUBT_ON$Et træk i blinde

Anand er naturligvis også en forrygende hurtig- og blindspiller. Ved den årlige Amber-turnering i Nice lå han til en ny triumf, da han i næstsidste runde jokkede i spinaten i sit blindparti mod russeren Morozevich:

Se diagrammet.

Anand regnede her - dybt, dybt - på konsekvenserne af 25.Sxd5 cxd5 26.Dxd5 og besluttede sig for at gå i en af varianterne. Da han skulle trække, foresvævede det ham åbenbart, at han allerede havde byttet på d5 med springeren, og han trak 25.Dxd5?? Morozovich var selvfølgelig ikke længe om 25. - cxd5, hvorefter Anand så, eller rettere indså fadæsen og opgav. At bommerten blev bekostelig, fremgår af slutstillingerne i show-turneringerne. I blindskak var der tre spillere på førstepladsen, idet Aronian, Kramnik og Carlsen alle scorede 7 points, Anand var med sine 6,5 lige efter, så hvis ...

Hurtigskakken blev vundet på deling af Anand, Aronian og Kamsky - alle med 7 points, og det medførte følgende slutstilling: 1. Aronian, Armenien, 14 p. (Aronian blev også samlet vinder i 2008) 2.-3. Anand, Indien, og Kramnik, Rusland, begge 13,5 p. 4. Carlsen, Norge, 13 p. 5. Morozevich, Rusland, 11 p. 6.-7. Topalov, Bulgarien, og Karjakin, Ukraine, begge 10,5 p. 8.-9. Kamsky, USA, og Lekó, Ungarn, begge 10 p. 10. Ivanchuk, Ukraine, 9,5 p. 11. Radjabov, Aserbajdsjan, 9 p. 12. Wang Yue, Kina, 7,5 p.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Var det meningen man skulle kunne se en skak-stilling i den her artikel ("Se diagrammet") ? Jeg kan ikke....