Læsetid: 4 min.

Anti-epos eller manden i bur

Odin Teatret og Ensemble Midtvest har lavet en seværdig og høreværdig kammeropera, hvor vreden har hovedrollen, stokken er den vigtigste karakter og skrivemaskinen et uundværligt bidrag til musikken
Odin Teatret og Ensemble Midtvest har lavet en seværdig og høreværdig kammeropera, hvor vreden har hovedrollen, stokken er den vigtigste karakter og skrivemaskinen et uundværligt bidrag til musikken
28. april 2009

I fredags så jeg en opera om to mennesker, der hang fast i hinanden, mere eller mindre bogstaveligt, gennem hele forestillingen. Tilsyneladende var det kærlighed, når det ikke var vrede. Men mest vrede. Kvinden var meget sur på manden, og der var også en anden kvinde på et tidspunkt og et barn, som begge gjorde kvinden endnu mere vred. Manden gik lidt frem og tilbage mellem disse tre kvinder ledsaget af en stok, der lod til at være hans eneste virkelige holdepunkt.

I baggrunden sad en anden mand og skrev på en rød skrivemaskine, så der blev holdt liv i selv den mest stillestående musik. Ud over skrivemaskinen og en gul trappe var scenografien sort-hvid som på et gammelt fotografi. Manden ved skrivemaskinen skrev og skrev og krøllede papirer sammen og smed dem på scenen. Eller han rejste sig op og reciterede digte.

Umiddelbart skulle jeg gætte på, at stykket handlede om kvindens vrede mod manden. Som en omvendt Iliaden lod det til, at den vrede, der skulle besynges, ikke var den achilleuske, der kan udløse en hel krig, men kvindens, der holder manden i en vis snor. De sammenkrøllede papirer fyldte scenen med mere og mere kastration.

De ord, der bedst lod sig forstå, var de tilbagevendende: I-have-tried-to-write, som manden stavende og i skrivemaskine-staccato hele tiden vendte tilbage til, mens kvinden, næsten lidt hånligt, færdiggjorde sætningen: Pa-ra-dise.

Anti-episk fortælling

Ordene er Ezra Pounds, og forestillingen var en kammeropera om digteren, fascisten og bigamisten Pound. Manden og kvinden var Ezra Pound og hans hustru Dorothy repræsenteret af to sangere. Den anden kvinde, violinisten, var Pounds elskerinde Olga, og barnet den datter, elskerinden fødte ham, i henholdsvis en stum, violinspillende rolle og en talerolle.

Operaen hedder slet og ret Ezra, og man kunne jo have forventet sig en portræt-opera. Men Ezra er snarere statist i sin egen opera, der i højere grad portrætterer det spind, hans liv udfolder sig i. Odysséen handler selvfølgelig også mere om kvinderne og monstrene og besværlighederne end om Odysseus, kunne man indvende. I hvert fald viser operaen ved sit sammensurrium af japansk No teater, barokopera, digtoplæsning, brevroman og sit gennemførte koreograferede koncept en antiepisk fortælling om digterlivet, hvor selve forløbet, selve handlingen glider i baggrunden for en collage af lyd og ord. Som i en videoinstallation med en vis konstant nerve, et tilpas komplekst akkompagnerende lydtæppe, messende sang, dissonerende ind til det trivielle og et herligt, men måske lidt ubegrundet, geometrisk scenebillede.

Ordene var svære at forstå, så det var lyd og bevægelse, der var udbyttet af sangernes ageren. På den måde brændtes Pounds ord smukt af, som de beskrev sig selv: And the words went up like smoke.

Peter Laugesen, digteren ved skrivemaskinen, fyrede i egen person sin poesi af med jævne mellemrum med god gnist og rytmisk puls: Svaler oppe, svaler nede ... en eksplosion af syrenbuske ... turisternes lange dødskamp ... skal jeg gå hen til Tabac-kiosken og kalde mig Grev Francobollo ... billeder, billeder, billeder - Bambini! - frit og sporadisk citeret efter anmelderens hukommelse.

Moralen synes at være, at kommer amerikanerne ikke og sætter dig i bur til offentligt skue, så klarer kvinderne det allerede.

"I have eaten the flame," synger Ezra med Ezras ord og lever mellem to leoparder, delvis på Kirkes ø med sin elskerinde, delvis hos den vrede Penelope, der dog giver ham en hånd med at krølle papirerne ud og hænge dem op på en snor og hjælpe dem til vejrs igen i noget, der ligner en forsoning.

Den lille forskel

Havde Ezra ikke haft sin stok, havde der ikke været meget tilbage af Ezra. Men med denne fasces kan han uanset sit eksistensielle eller virkelige bur både fægte, tugte, penetrere, dræbe, spille, kæle, skrive.

Parforholdet illustreres smukkest i en spejlscene, hvor de to sangere i hinandens spejl kopierer hinandens bevægelser og afslutter det med at lave skydere til hinanden med pege- og langefinger. Ezra husker bare at tage tommelen op til en lidt bedre skyder, som den lille forskel. Han har tappen. 800 siders Cantos, en bekendelse til fascismen og to børn på samvittigheden:

"Let the Gods forgive what I

have made

Let those I love try to forgive

What I have made"

Heller ikke huspoeten Laugesen kunne gå frem til applaus uden sin fyldepen, som han måtte have i munden for at kunne holde medspillerne i hånden.

Det er behageligt at se en forestilling, der veksler mellem digtoplæsning og kammermusik og sang. Og det er behageligt at de agerende følger en gennemkomponeret koreografi, så man har noget at kigge på og får hjælp til at forstå ordene. I de 70 minutter operaen varer, bliver publikum ikke på noget tidspunkt ladt i stikken, men der er absolut heller ikke nogen dramatiske højdepunkter.

Man kan undre sig lidt over disponeringen med at sangerne går rundt i et konstant parforholdsdrama, mens Laugesens digte tapper historien ned fra helt andre kanter og brygger på sproget og historien, og man kan næppe kalde operaen for helstøbt. Den lille piges barneblik og fortællen laver en vis forbindelse mellem digtene og handlingen, som den udspiller sig på scenen, men overordnet har man brug for programmet for at orientere sig i dramaet.

'Ezra - En kammeropera'. Tekst: Ezra Pound og Peter Laugesen. Musik: Frans Winther, Peter Laugesen: digteren, Rebecca Forsberg: Dorothy Pound, Jakob Bloch Jespersen: Ezra Pound, Elina Lehto: Olga Rudge, Ingrid Constance Middelboe: fortælleren Maria, Ensemble Midtvest og Morten Ryelund, Scenografi og kostumer: Jan de Neergaard, koreografisk koncept: Hazal Selcuk og Frans Winther

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu