Læsetid: 7 min.

I de blandede følelsers farvand

Bob Dylans 46. album er business as usual i en sådan grad, at vor anmelder kastes ud i dybe eksistentielle kvababbelser, hvoraf mindst et par stykker har med pladen at gøre
-I min bog konstituerer en stribe ferme pasticher, et par segne-færdige bluesrundgange og to-tre af de der ballader, som ikke ville have føltes fejlplacerede på en Bing Crosby-plade, altså ikke en uforglemmelig Dylan-skive,- skriver Informations anmelder.

-I min bog konstituerer en stribe ferme pasticher, et par segne-færdige bluesrundgange og to-tre af de der ballader, som ikke ville have føltes fejlplacerede på en Bing Crosby-plade, altså ikke en uforglemmelig Dylan-skive,- skriver Informations anmelder.

LEE CELANO

25. april 2009

Der var engang, hvor denne Bob Dylan betød alt - og så lidt til. For undertegnede, i hvert fald. Måske fordi værket dengang var til at overskue - og han var endnu ikke faldet så dybt, som kun et vaskeægte forbillede kan. Siden (sådan ca. 1978) har vi bevæget os ind i de mere blandede følelsers farvand; personligt sidder jeg ikke længere med tilbageholdt åndedræt, hver gang His Bobness slår en skid, thi selv om nogen af dem har givet et prægtig brag, har der godt nok også været en del såvel listefise som decideret vådstinkere imellem. Godt det samme - hvis han havde holdt sit oprindelige niveau, ville det simpelthen have været unfair over for alle andre, som forsøger at skabe musik. Og så må man sige, at med så imponerende en produktivitet som hans, ville det være skræmmende, hvis ikke der var blevet slået et par skæve ind imellem. Sagde jeg et par? Jeg mente et dusin og lidt til. Men det er så med til at skærpe opmærksomheden, thi hvornår er han så atter på toppen af en bølge? Vel ikke lige her og nu, at dømme ud fra hans seneste udspil, Together Through Life - nr. 46 i rækken, ifølge medsendte presseskriv.

Nå, når man nu som et andet barn sidder der med et nyt Dylan-album i hånden - og i ørerne - løber spørgsmålene sig staver i livet for at komme til. Fanden tage mig om jeg vil svare på nogen af dem - og så alligevel: Når nu en mand som denne Dylan af flere omgange har vist, hvor det fucking skab skal stå, hvad er det så for en uskik han har fået med at udsende plader, hvor den musikalske forudsigelighed ad flere omgange truer med at vælte lytteren ned i kedsommelighedens dybe skakt? Man kan med nogen ret hævde, at er der nogen, som kvit og frit kan tage for sig af, hvad der nu tilbydes af amerikanske urformer (blues, folk, torch songs, country und so weiter) og give dem til bedste (læs: stjæle med arme og ben og i det hele taget føre sig frem som en elefant i en glasbutik), er det ganske givet mr. Dylan. Og i samme åndedrag tilføje, at han alt andet lige i høj grad kunne fortjene at hvile på laurbærrene- hvordan man så end bærer sig ad med det!?

Ingen garantier

Men det gør han overhovedet ikke; han turer stadig rundt som en besat, og det er som tommelfingerregel muligt at opleve han tampe løs på de kære gamle sange på årlig basis. På dansk jord, tilmed. Og jeg holder mig ikke tilbage - måske står jeg der ikke længere hver eneste gang, men så i det mindste hver anden. Og som de, der følger med i sligt, til bevidstløshed ved, er der ingen garantier i Bobs verden. Så er det sublimt, så skrækkeligt, så er det guddommeligt og så gudsjammerligt - ikke fra gang til gang, men lige så ofte fra nummer til nummer, såmænd. Det er ikke en måned siden, han stod i Forum og gav definitive udgaver af bl.a. "Gotta Serve Somebody", "I Believe In You" og "It's Alright, Ma (I'm Only Bleedin')". Og så ikke et ord om karaktermordet på "Desolation Row", vel? Bob-fans har en forbløffende evne til at fokusere på det positive - jo, vi har! Godt så - her har vi så 10 'nye' Bob Dylan-sange samlet under titlen Together Through Life - om det er et hint til os, som rent faktisk har tilbragt en stor del af vort liv i selskab med Mesterens musik, fremgår ikke. Hvorom alting er - Deres udsendte har nu lyttet til værket i en uendelighed i et par dage, og med hånden på hjertet er det svært at finde mere end en sang her, der hæver sig over gennemsnittet. "Gennemsnittet?", udbryder De nu - "hvis gennemsnit? Det globale - eller mandens eget?" Begge dele, såmænd.

Lad os bare blive enige om, at manden siden 1997's mesterligt karske og herligt dødsmættede Time Out Of Mind har været på en eller anden form for kvalitetsmæssig optur. At han med nummeret "Things Have Changed" i 2001 beviste, at han på en god dag kan skrive en sang på en sådan facon, at det er svært at forestille sig, det kan gøres bedre. Af nogen. At de tre seneste dele af den til stadighed fortsatte Bootleg-serie kun skabte glæde og lykke hos høj som lav; tre enestående koncert-optagelser fra hhv. 1965, 1966 og 1975 kunne nok gøre en og anden våd i trussen, mens sidste års Tell Tale Signs med sjældne, alternative og uudgivne tracks atter beviste, at han ofte lader de bedste (udgaver af sine) sange blive i kassen (til senere afbenyttelse!). Og endelig at han som person i Martin Scorseses vidunderlige dokumentarfilm No Direction Home (2005) fremstod som både lun, vis, uudgrundelig og frem for alt: overhovedet ikke for fastholdere. Hvad rager godt/ondt og sandt/falsk i sidste ende også a real artist? Ja, jeg spørger bare- og iler med at tilføje, at svaret med garanti blafrer i vinden. Men snydt bliver en Dylan-fan ikke for tiden - i hvert fald ikke, hvad angår det historiske, der generelt har en tendens til at stamme fra storhedstiden i 1960'erne og 1970'erne. Og ikke ét ord om 1980'erne!

Ikke uforglemmelig

Men lad mig som erklæret (om end indimellem lud-doven og modvillig) dylanist (har gennemgået adskillige perioder som vantro, kan De tro!) lige fokusere på det positive - sangen, der rører ved nogle af de der dybere lag, som trods alt også skal aflægges en enkelt visit i ny og næ, hedder "Life Is Hard". Den er ifølge pressemeddelelsen også den dybere grund til, at albummet blev til, idet det blev skrevet til en film af en vis Oliver Dahan. Det er en af de der tilsyneladende så enkle sange, som nok i virkeligheden er de allersværeste at skrive. Den trækker tænder, men ganske smertefrit, og det er ikke svært at forstå, at Dylan har tænkt, "Wow, nu har jeg fat i den tunge ende!" Men i min bog konstituerer en stribe ferme pasticher, et par segnefærdige bluesrundgange og to-tre af de der ballader, som ikke ville have føltes fejlplacerede på en Bing Crosby-plade, altså ikke en uforglemmelig Dylan-skive. Det hele er så formskåret og homogent, at det næsten er for meget, og jo jo - musikken swinger, og de supergode musikere lægger hele deres sjæl i de musikalske klichéer. Men man kan som bekendt fodre svin med dygtige spillemænd, og det hele måtte for min skyld gerne lyde som en brækket arm, hvis jeg på noget niveau følte, at her var noget på færde andet end "det er vist ved at være den tid, hvor jeg - Bob Dylan - velsigner masserne med endnu en skive". Godt nok, Bob - men det er det altså bare ikke. Godt nok, altså. Så hjælper det ikke, at teksterne (alle skrevet sammen med åndsbeslægtede Robert Hunter) her og der viser tænder i enkelte lynende passager. It ain't enough! En sang er mere end ord!

Summa summarum - jeg er hverken skuffet eller det, der ligner, over Together Through Life. Og med "Life Is Hard" føjes endnu en patron til det noget overfyldte bælte af sikre Dylan-træffere. Og som med - i øvrigt uden sammenligning - en Bruce Springsteen, en Neil Young og en Van Morrison er det sådan, hvad man kan forvente fra disse veteraners hånd nu om stunder. Og props til dem alle for ikke bare at give op eller lægge sig til at dø. Det er sgu så kedeligt. Men på den anden side er jeg ikke engang tilnærmelsesvist i nærheden af noget, som på nogen måde bør forveksles med begejstring. Together Through Life er allerhøjst en gennemsnitlig udgivelse fra en af vor tids helt store kunstnere - og næsten ikke engang det. Og nej - en gennemsnitlig udgivelse fra Dylan er ikke bedre end en superb skive fra en mindre velsignet skaberhånd; ikke længere. Der er simpelthen for meget god musik derude til, at jeg gider lege den leg. Så næste gang, jeg er i det hjørne, er der 46 (hvem tæller egentlig?) skiver plus det løse at vælge fra, så lur mig, om ikke det bliver en af de 45 andre udgivelser, der i givet fald finder vej til den indre rejsegrammofon. Og lad så slutteligt - dette er trods alt en anmeldelse af en Dylan-plade, hvorfor han næsten naturnødvendigt bør citeres - den gamle jøde få det sidste ord. Her med et par linjer fra åbningssangen "Beyond Here Lies Nothin": "Listen to me, pretty baby/ Lay your hand upon my head/ Beyond here lies nothing'/ Nothin' done and nothin' said -" Alright. Roger, over & out!

Bob Dylan: Together Through Life (Columbia/Sony Music) Udkommer mandag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Rune Sørensen

Jeg er meget enig i anmeldelsen. Det er desværre som om, at der er en vis frygt i anmelderkredse for at sige noget negativt om 'Mesteren' - et udtryk som jeg i øvrigt ikke kan døje. Nuvel, der er gode numre, men ikke nok til, at man som Gaffas anmelder via sit stjernesystem kan udnævne albummet til et mesterværk - dertil er der simpelthen for mange middelmådige boogie/blues-numre, som så mange andre kunne have skrevet bedre. Så jeg er også i de blandede følelser farvand; hverken skuffet eller benovet. Jeg savner lydeksperimenterne fra Time Out Of MInd og den hårde guitarlyd fra Love & Theft; på de to seneste udgivelser er det hele blevet lidt for konformt og med kun få stjernestunder.