Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Dadaistisk avantgarde

Mere poetisk brum-brum ved Peter Borum
Kultur
2. april 2009

Avantgardekunst har aldrig klaret sig uden en strøm af manifester, der vil forklare det, der netop ikke skal forklares for at kunne forstås. Det gælder nemlig om at skille sig af med alle fordomme og tillærte forudsætninger for at være med i fornøjelserne, selv om teksterne og billederne så at sige altid lever af at gøre op med de implicitte forudsætninger.

Den franske maler Francis Picabia (1879-1953) nøjedes ikke med maleri, men rev ord og poesi af sig i lange baner, og Asger Schnacks forlag Bebop fortsætter trofast med at udgive ham i den elegante og meget omfattende lyrikserie kendetegnet af Per Kirkebys fantasifulde omslag. Den seneste er Unik eunuk, ligesom de to foregående, Poesi brum-brum og Tanker uden sprog, i Peter Borums oversættelse, mens forlæggeren tog sig af den første, Jesus Kristus Rastaquouère.

Indvoldsmusikalitet

'Forord bryder ingen trætte', lyder et kendt ordsprog, som ingen rigtig kan forklare betydningen af. Bevingede ord bruger det meste af en spalte på at skabe forvirring om det, så det er egentlig et ganske godt dadaistisk udsagn i flugt med de forord, Unik eunuk er forsynet med, først et af dadaismens superman, Tristan Tiara, der blandt andet siger: "Behovet for at søge efter forklaringer på det, som ikke har anden grund end at være gjort, ganske enkelt, uden diskussion, med et minimum af kriterier eller kritik, minder om selvkleptomani." Og videre: "Ideerne forgifter malerierne". Derfor hader en dadaist "indvoldsmusikalitet".

Det næste forord er hentet hos Pascal, der på sin pæne måde taler om nytten af forudsætningsløs eller i hvert fald fordomsfri holdning: "Hvor er det vanskeligt at lægge en sag frem til en andens bedømmelse uden at fordærve hans dømmekraft ved måden at lægge den frem på!" Og inden vi når til det lange, pauseløse eunuk-digt fra året 1920, er hidsat tre citater som mottoer, af Oscar Wilde og Nietzsche, der antaster al autoritet, og af Picabia selv: "Enhver overbevisning er en sygdom."

Sprogligt jagtrevir

Det er således et ordentligt arbejde at skille sig af med alle disse ellers omhyggeligt meddelte fordomme og forord - der kan byde på nogen trætte eller træthed, hvis de ikke bryder begge dele med morskab - for at komme til sagen.

Der indledes med ordene

Lad os prøve lige nuet

I alfabetet jagtrevir

der straks røber en modstand mod forventet grammatik og syntaks og den slags kombinatorik til fordel for fri ordstilling, fri opremsning af hovedsætninger og sætningsemner med et minimum af ledsætninger, egentlig en meget demokratisk sprogform med sidestilling i stedet for tankemæssig underordning og hierarki af ideer.

Udsagn er som hentet i en automat eller trukket op af en tryllehat, måske "midt blandt kvinderne kammerater/Med deres ømme penneførermunde". En metaforisk blanding af abstrakt og konkret lanceres her kompakt som model for mange lyriske efterkommere:

Vidunder af marionettvangfrihed

Hamrer mod de overophidsede

Stjerners uudsigelige ganesejl

Dadaisterne dyrkede fysisk performance og havde mange fine ideer herom, for eksempel dette forslag: "Man bør gå i cirkus/Og lade sine digte læse op af klovner", mens han selv beder om tilladelse til at forblive en strejfer uden hensyn til venstre og højre Seine-bred, med den konsekvens at sangene og indfaldene er "rædselsvækkende tilfældigheder". Og med den afsluttende opsang: "Åbner en sofa på klem" er det læserens tur til at forlade hængekøjemageligheden og strejfe frem og tilbage i Picabias lemfældige komposition, der i øvrigt ikke afslører, hvem den unikke eunuk er, skønt digtet sandt nok ikke er opsat på seksuelle provokationer. Der er nok endda.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her