Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Drømmen om skønne huse og dage

Den engelske bestseller Alain de Botton har skrevet en blanding af arkitektonisk appetitvækker og traktat om livsstil
Kultur
23. april 2009

"Et rækkehus i en allé. Tidligere i dag genlød huset af børns råb og voksnes stemmer, men siden den sidste af dets beboere for et par timer siden tog af sted (med sin skoletaske), har det været henvist til selv at klare sig igennem formiddagen. Solen er stået op over husgavlene på den anden side af gaden og forgylder nu vinduerne i stueetagen og maler væggene indenfor smørgule og opvarmer den kornede, røde mustensfacade."

Sådan starter Alain de Bottons bog Lykkens Arkitektur set fra bygningens side. Og: "Huset nyder tilsyneladende tomheden. Det gør sig i stand efter natten, rømmer sig i rørene og strækker sig, så det knager i fugerne. Med sine kobberårer og træfødder, der hviler lunt og godt på et leje af ler, har denne statelige og vejrbidte skabning skullet stå model til mangt og meget: boldspil op ad muren ud til haven, døre smækket i blindt raseri, forsøg på håndstand i dens gange, vægten og de sukkende lyde fra de hårde hvidevarer og indgående undersøgelser af urutinerede blikkenslagere i dens indvendige dele."

Fornemmelser

Man kunne tro, at husets indefra-ud-synsvinkel, sådan som i første kapitel, er et overraskende og gennemgående greb i det stof, der tydeligvis optager forfatteren, og som bliver til iagttagelser og beskrivelser af bygninger, rum og bydele fra alverdens lande i nutid og fortid. Alain de Botton har tidligere skrevet romaner og en bestseller om litteraturens livsforandrende effekt med reference til Proust og hans tabte tid.

Som motto eller mantra for sine ekskursioner anfører han i den nye bog et udsagn af Stendahl, som citeres for, at "skønhed er løftet om lykke" - altså et mere traditionelt og brugerbestemt udgangspunkt, udefra - ind i bygningerne.

Citatet er omdrejningspunktet for bogens mange perceptionspsykologiske eksempler i arkitekturens verden: sammenligninger mellem ansigtstræk og facader, muntre eller alvorlige stole, dragende og mindre imødekommende bygninger.

Botton lægger i vid udstrækning hånden over, at den perceptuelle vinkel kun er en lille del af arkitekturen. Måske den mest nærliggende for en uspecificeret/skønåndet læser, men ikke den mest oplysende, konkret eller analystisk set.

For bygninger og arkitektur er, sideordnet med forbilleder og æstetiske præferencer, mere bestemt af både funktions- og bevægelsesmønstre, teknik, økonomi og politik, end bogen for alvor tager på sig.

Bottons arkitekturanskuelse svarer med andre ord til at koncentrere sig om beskrivelserne i skønlitterære romaner og se væk fra både plot og hensigt. Eller at lade sig nøje med motiverne i billedkunst og melodunten i musik.

Dialog og kritik

Længere fremme i bogen går Botton længere end perceptionerne og strammer i en blanding af antropomorfe og moralske hensigter sine arkitektoniske kriterier til, at vellykkede huse fremmer tidsalderens bedste menneskelige værdier.

Det kan lyde helt kulturradikalt, men har nok snarere den aktuelle hensigt at bede arkitekter give endegyldige svar på nye huses kvaliteter, uden for mange falbelader - selv om Botton med historiske eksempler medgiver, at det ikke kan lade sig gøre:

En moderne London-villa designet efter Palladios 1400-tals-forskrifter bliver eksempelvis ikke uden videre vellykket, fremgår det af bogen.

Botton underkender imidlertid den fortløbende dialog mellem kritik og bygningskunst, formentlig som en afvisning af, hvad andre kalder smagsdommere, for det kan almindelige opmærksomme mennesker selv klare med åbent sind, selv om arkitekterne altså ifølge Botton er forpligtede til at finde almene regler alligevel ...

Det er en rodet underliggende argumentation, men bogens billedeksempler er udmærkede i deres beskedne sort-hvide fremtræden.

Konflikter

Huse er i Bottons, eller rettere i hans formodede publikums øjne, kompensationer for menneskelige mangler, spejling af iagttagerens eller brugernes følelser, og et balanceret forlig af indbyggede modsætninger.

Det sidste gælder især den æstetiske løsning af tekniske konflikter - sammenstødet mellem rå beton og finere snedkerarbejde i et kunstcenter tegnet af arkitekten Louis Kahn eksempelvis. Og det er som så meget andet i den tilbagelænede bog ikke spor løgn, men ligefrem tættere på et konkret greb om bygningskunsten.

Botton fremhæver flere arkitektonisk bærende kvaliteter - at skønhed er frugten af logiske forbindelser, og at det som husbygger gælder om at gøre sig umage og minimalisere udtrykket, men samtidig give plads for variationer i det skematiske.

Facaden på Dogepaladset i Venedig forekommer ham mere sprælsk end de andre monotone bygninger rundt om Markuspladsen. Åh ja, for dét er jo netop forskellen på et enestående monument og det repræsentative byrum.

I sidste kapitel prøver han at se byggeri fra den jomfruelige byggegrunds synsvinkel, og refererer eksempelvis en overvejelse fra designeren William Morris' hånd, om hvorvidt mudderøerne i lagunen var kønnere end det voksende Venedig i sin tid. Eller om Baths grønne højder tabte eller vandt ved The Crescent og det cirkelrunde bygningsanlæg.

Bottons konklusion på spørgsmålet bliver, at det er i et kvalificeret møde mellem det eksisterende og det nye, at skønheden opstår. Og det er jo igen ikke løgn, selv om det altid er risikabelt at styre enøjet efter skønhed. Der er så meget andet at følge, med et øje på hver finger.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her