Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Druk og damer på Kronborg

Eller bare druknede replikker? Forestillingen om Christian IVog Shakespeare er et æstetisk hit med kvindesnert, men manuskriptet savner saft og kraft
Slotsæstetikken fejler ingenting. Men på Kronborg trives skønheden bedre end dramatikken. Her morer Sarah Boberg sig dog både over Christian 4. og Shakespeare - og Christen Friis.

Slotsæstetikken fejler ingenting. Men på Kronborg trives skønheden bedre end dramatikken. Her morer Sarah Boberg sig dog både over Christian 4. og Shakespeare - og Christen Friis.

Arne Maj Magnussen

Kultur
8. april 2009

Ideen er besnærende: At lade Christian IV og William Shakespeare mødes på Kronborg til en snak om udenrigspolitik og historisk berømmelse. Rammen er også ideel: Riddersalen på Kronborg, indrettet så spartansk og raffineret af scenografen Manfred Blaimauer, så de mørke loftplanker dulmer sindene på brokadestole og under lysekronen - og med en lyssætning af Bjarne Olsen, der lader slottet stråle i eget hemmelighedsfuldhed.

Æstetisk er der altså lys i alle tårne på Kronborg. Alligevel bliver forestillingen mærkeligt tam, antagelig fordi manuskriptet af Karen Bach Jacobsen har for travlt med at skrive historiske kuriosa ind i sin tekst.

Det virker, som om handlingen savner fokus. Selve kernen i historien - den selvoptagede Christian den 4. over for den sindsdystre William - blusser først op hen mod slutningen.

Her får skuespillet til gengæld saft og kraft, men da er det for sent. Også selv om Sarah Boberg skaber en forrygende skikkelse over Shakespeares kone Anne Hathaway, der aldrig blev en del af sin mands liv.

Sarah Bobergs spiller vidunderligt nervøst og kejtet - og samtidig er hun bitter. Som en anden konfirmand kommer hun til at drikke vin, som var det vand, og hun dejser derfor hurtigt muntert omkring på de royale brædder i sin underskønne kåbekjole.

Denne digterhustru-rolle er herligt fandenivoldsk, og Sarah Boberg har i Madeleine Røn Juuls koreografiske iscenesættelse har fået det optimale ud af rollens kontrast til stykkets tre alvorsmænd, der alle tror, at de personligt skriver den egentlige historie om renæssancen. Det er kvindehumor, der spidder mandemagt.

Fipskæg er ikke nok

Kristian Halkens Shakespeare fnyser dog langt væk af retorisk overlegenhed og dramatisk suverænitet, når han træder op til royalt taffel med udsigt til Sverige.

Halken bærer stoltheden over sin hvide krave, og han taler, så hvert bogstav slynges mod murene i Riddersalen. Indlysende naturligt og med en international, intellektuel overmagt, der giver krumme tæer i danske sko.

Det samme kan man desværre ikke sige om Lars Ranthes vellignende konge. Hans Christian den 4. har en perfekt ilterhed og en overvældende lighed med malerierne af den trinde Christian med fipskæg og dinglende ørering.

Men hans stemme kan ikke tackle slotsmurene i det aflange rum, hvor publikum sidder på to sider af scenen. Ranthe hurtigsnakker, som om han hele tiden er ved at fortryde, hvad han selv siger. Hvis denne konge vender ryggen til, kan folket intet høre...

Kåd kansler

Det kan de fleste til gengæld, når Jesper Hyldegaard listigt manøvrerer sig frem mellem kongen og dramatikeren som kansleren Christen Friis. Hyldegaards beærede attitude over for digteren og hans nedladende holdning over for kongen er aldeles underholdende. Tænk hvis alle kulturministre forstod sig på kunst, lige så godt som denne forvalter...

Hyldegaards krop imponerer endnu en gang med en psykologisk tolkning af en rolle, der når helt ud i fingerspidser og skulderkrumning. Han kan sno sig, denne kansler -også mere behændigt end historieskrivningen traditionelt tilskriver ham. Og han kan liste på marmor...

Kronborg, Christian og William er blevet en sted-specifik oplevelse af de æstetiske. En glimrende satsning af Hamlet-scenens chef, Lars Romann Engel - og en både stram og uhøjtidelig iscenesættelse af Madeleine Røn Juul. Dramatisk viser det sig blot sværere at lege med Christian d. 4. end med Shakespeare.

AMC@INFORMATION.DK

Kronborg, Christian og William. Tekst: Karen Bach Jacobsen. Instruktion: Madeleine Røn Juul. Scenografi: Manfred Blaimauer. Lys: Bjarne Olsen. Kronborg Slot, Riddersalen, til 19. apr. www.hamletscenen.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her